Det har aldrig været nemt at være kvindelig kunstner og endnu sværere, hvis man var billedhugger. Det måtte Astrid Noack (1888-1954) erkende det meste af sit liv.

Paris

Astrid Noack var uddannet billedskærer og havde blandt andet arbejdet på udsmykningen af Viborg Domkirke og restaurering af kirker for Nationalmuseet. Hendes store ønske var imidlertid at komme til Paris, og i 1920 fik hun et legat, som gjorde det muligt for hende at rejse til byernes by.

Sit gennembrud fik Astrid Noack i 1937, da hun blev bedt om at lave en skulptur af Anna Ancher.

 

Men Astrid Noack kunne ikke leve af at være kunstner og måtte tage arbejde på værksteder og fabrikker, hvor hun til blandt andet skar stolerygge og paraplyhåndtag.

Dog blev der også tid til at skabe træskulpturen "Siddende barn", der betragtes som hendes første selvstændige værk. Modellen var hendes søn Jean Claude, der døde halvandet år gammel.

På den tid boede der mange danske kunstnere i Paris, og en af dem, Adam Fischer, blev hendes lærer i 1925. Senere kom hun på det skandinaviske akademi, hvor hun fik gratis undervisning mod at påtage sig nogle praktiske opgaver. Efterhånden kunne hun leve, omend beskedent, af sin kunst, men verdenskrisen satte en brat ende på levemulighederne i Paris, og i 1932 måtte hun meget mod sin vilje vendte tilbage til Danmark.

Her fik hun i 1936 et atelier på 36 kvadratmeter i Rådmandsgade 34, hvor hun både arbejdede og boede i mange år. Det var koldt og usundt, men hun elskede at bo der, for det var et miljø, der mindede hende om det parisiske arbejderkvarter, hvor hun boede i 20’erne og i begyndelsen af 30’erne. Her skabte hun nogle af sine hovedværker som "Stående kvinde", der kom med i Kulturkanonen.

Allerede inden hun vendte tilbage til Danmark, var hun blevet kendt som billedhugger, og i 1935 blev hun som den første kvinde medlem af Grønningen.

Anerkendelse

Sit gennembrud fik Astrid Noack i 1937, da hun blev bedt om at lave en skulptur af Anna Ancher, der skulle opstilles foran Skagens Museum i 1939, i 80-året for Anna Anchers fødsel. Ved indvielsen sagde professor Aksel Jørgensen, at "os er i dag en stor kunstner født".

Mens hun levede, købte Statens Museum for Kunst ikke et eneste værk af hende, og først året efter hendes død vistes en stor udstilling i Kunstforeningen i København. Overskriften til Otto Gelsteds anmeldelse i Land og Folk lød: "For sent – men bedre end aldrig".

Astrid Noack levede det meste af sit liv i dyb fattigdom og oplevede også, hvordan andre gjorde det, hvilket uden tvivl var medvirkende til, at hun blev kommunist og medlem af DKP. Hun var ikke meget for at deltage i politiske møder, men til gengæld var hun trofast sælger af Land og Folk. Under krigen fungerede hendes atelier som gemmested for modstandsfolk.

Billedhuggeren Gottfred Eickhoff fortæller fra Parisertiden at "hendes strålende mørkebrune øjne, der rummede megen varme, udtrykte begejstring, men også indignation, når hun hørte om uret". Ved hendes begravelse i 1954 udtrykte hendes broder, biskop C.W. Noack, en tak til partiet, som havde betydet så meget for hans søster.

Atelieret reddet

I 2009 blev nogle kunstnere opmærksomme på, at Noacks atelier stadig fandtes og tog initiativet til dannelsen af foreningen "Astrid Noacks Atelier", hvis formål er at bevare atelieret og det enestående baggårdmiljø, som er et af de sidste i København. Det lykkedes foreningen at leje lokalet og sætte det i stand, så der kunne gennemføres arrangementer.

I 2013 blev huset udbudt til salg, og der blev skabt en fond, der kunne købe ejendommen. For at skaffe udbetalingen afholdtes i januar en auktion, hvortil 59 kunstnere havde doneret værker. Auktionen indbragte 275.000 kr., og hermed var ejendommen sikret imod at blive revet ned, og at der blev opført en syvetagers ejendom, som det er sket med naboejendommen.

Nu kunne man gå i gang med restaureringsarbejdet, og i maj 2016 bevilgede Ny Carlsbergfondet 1,9 mio. til restaurering af atelieret. Den 29. november kunne man se det flotte resultat, og det er nu håbet, at der kan skaffes flere fondsmidler til restaurering af resten af ejendommen, som er meget forfalden.

.