29 Apr 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

- Bare der er nogen, der gør modstand mod EU

Sangskriver Per Worm:

- Bare der er nogen, der gør modstand mod EU

Ironi og humor er altid velkommen som igangsætter, når man skal tage fat i et alvorligt emne som på landsmødet hos Folkebevægelsen mod EU fornylig. En nordjyde med en guitar sneg sig op på scenen og ind i hjerterne.

Kan nordjysk humor og ironi gå sammen med klassisk guitar? Per Worm fik gæster og delegerede til at lægge diverse papirer fra sig en stund og lytte til humor mod EU.
FOTO: PN
1 af 1

Hvornår har danske skatteydere sidst modtaget en tak for at have betalt uddannelsen for en klassisk guitarist? Takken kom fra entertaineren Per Worm til delegerede og gæster på landsmødet hos Folkebevægelsen mod EU, der fandt sted i sidste weekend.

- Hvis man ikke bestemmer selv, så kommer man bare til at administrere.

Selv om Per Worm har en musikuddannelse på universitets niveau, kunne han give eksempler på, hvor svært det kan være at akkompagnere forskellige politikere, når de udtaler sig om EU.

Hverken Lars Løkke, Helle Thorning eller Thulesen Dahl kan komme i takt eller niveau. Per Worm har endda forsøgt med de to berømte "Johnny Cash-akkorder", som ellers kan få alting til at lyde så rigtigt. Selv hvis han spiller dem til børnesangen om Postmand Per.

Ud af højttalerne drønede stemmer fra flere EU-fortalere, og Per Worm forsøgte med sin guitar at få deres budskaber til at lyde "rigtigt", men ak.

Dét fangede tilhørerne. Nordjysk ironi og humor rettet mod EU kunne få alle gæster og delegerede til at lægge diverse papirer fra sig en stund og stille gensynskrammene i bero. Sulten efter kultur med holdninger var større.

- I virkeligheden ved jeg ikke så meget om politik, siger Per Worm beskedent, da Arbejderens udsendte er gået backstage for at spørge, hvad der har fået Per Worm til at spille for Folkebevægelsen mod EU. Beskedenheden kan virke helt overraskende efter hans udspil fra scenen.

Manglende indflydelse

Først og fremmest er det manglende indflydelse for mennesker, der har fået Per Worm til at gribe guitaren.

- Hvis beslutninger om menneskers liv flytter langt væk fra dem selv, så bliver de passive. Jeg hører ofte mennesker sige: " Sorry, det er ikke mig, der bestemmer det".

- Hvis man ikke bestemmer selv, så kommer man bare til at administrere. Mange mennesker har ikke indflydelse i det hele taget, heller ikke i deres eget land.

Som et billede på sin iagttagelse fortæller Per om en fyraften på vej gennem Odenses gader. Butikkerne havde netop lukket, men bag nogle ruder kunne han se nogle tage vinglassene frem til hygge, mens andre hastede i overtøjet. Det er for ham lige sådan med EU. Hvis man ikke ejer eller bestemmer noget selv, så er man uden for indflydelse og vil bare væk.

- Det betyder meget, at man selv har mulighed for at tage ansvar for det liv, man lever.

Så Per Worm er glad, når nogen vil gøre modstand mod EU.

Det mærkedes også tydeligt på klapsalverne under koncerten og på de spontane udbrud af latter, at denne glæde var gensidig mellem gæsterne på landsmødet og Per Worm.

Efterhånden som den lille koncert skrider frem bliver det tydeligt, at her er tale om mere end klassisk guitar tilsat nordjysk humor med klassificeret underdreven Eu-kritisk-spanking. Det er også stand-up, ironi, revy og fintænkt timing.

Sin egen boss

- Jeg skriver, det jeg gør, fordi jeg er er min egen boss. Jeg ved, hvor jeg vil hen med mine melodier og tekster, ellers kan blive trist, kommer det fra Per Worm, mens den lange pandelok i venstre side stryges og svippes bagover.

- Nogle siger om mig, at : "han spiller for meget til at kunne være stand up’er - og for lidt til at være musiker!"

 Den ene dag spiller Per Worm for Folkebevægelsen mod EU og den næste dag er han på en regionalt spillested. Det elsker han, sådan at kunne komme over på tværs af alting med musikken i mere end en forstand.

Klassisk guitar fik landsmødet ikke meget af. Men modtagelsen af de få klimt og ordene tydede på, at pengene til Per Worms musikuddannelse er givet godt ud.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


17. mar. 2016 - 07:15   22. mar. 2016 - 14:54

Humor

kb@arbejderen.dk
Per Worm

Født 1977. Opvokset i Hirtshals. Sanger, sangskriver,

guitarist og storyteller. Har udgivet 2 plader; "Grungetrash"

og "Opsang". Vundet zulu comedyslam. Turneeret

med blandt andet Pretzman og Tolsgaard og Allan Olsen.

facebook.com/perwormmusic/