En snes kilometer nord for den tyske by Bremen ligger Worpswede, en idyllisk, lille by omgivet af mose og hede, om hverdagen lidt søvnig, men i weekenden summende af liv. Turister kommer fra nær og fjern, tiltrukket ikke blot af det dejlige landskab, men også for at nyde de mange kunsttilbud i form af museer, udstillingscentre og spændende arkitektur.

Vogeler tog senere skridtet fuldt ud og omdannede Barkenhoff til en arbejderkommune, et klasseløst samfund med kollektiv ledelse.

Byen nyder stadig godt af, at en lille håndfuld kunstnere i slutningen af det nittende århundrede opdagede stedet og slog sig ned i byen og dens omegn, hvad der også var medvirkende til, at den kom til at spille en rolle i den tyske arbejderbevægelses historie.

En af kunstnerne var Heinrich Vogeler (1872-1942), der i 1894 købte en lille, forfalden ejendom, Barkenhoff, ude på heden, der grænser op til byen. Han ombyggede den til en herskabelig villa, der blev centrum for kunstnerkolonien, men senere skulle den røde fane komme til at vaje over den.

Politisk bevidst

Vogeler var et alsidigt talent. Ud over at være maler, var han grafiker, designer og arkitekt, og han beskæftigede sig også med verden udenfor Worpswede. For eksempel var han i Ceylon i 1906, hvor han oplevede den koloniale undertrykkelse, og i 1909 besøgte han Glasgow og Manchester, hvor han blev dybt indigneret over at se de kummerlige forhold, arbejderne levede under.

Efter rejsen til England, hvor han blev meget inspireret af de engelske havebyer, udarbejdede han en omfattende plan for etablering af en arbejderby i Worpswede, hvor der udover boliger skulle være børnehaver, skoler, badeanstalt og legepladser, men det var umuligt at skaffe penge til et så omfattende byggeri, så det gik i vasken. Dog blev der i udkanten af byen opført to arbejderboliger, han havde tegnet.

På grund af uoverensstemmelser med sin hustru, som medførte at de flyttede fra hinanden i 1920, meldte han sig som frivillig i Første Verdenskrig. Han kom aldrig i skudlinjen, men arbejdede som efterretningsofficer og tegner. Deltagelsen gjorde det klart for ham, at det var kapitalismen, der var skyld i dette massemord, og som han udtrykte det overfor en avis: "Krigen gjorde mig til kommunist", men først i 1924 fik han sin partibog.

I 1918 skrev han et brev til kejseren, hvori han kalder krigen en forbrydelses mod menneskeheden. Men i stedet for at blive anklaget for højforræderi, blev han anbragt på observationsafdelingen for sindssyge på Bremens sygehus, hvorfra han dog blev udskrevet efter to måneder. Senere tog han del i novemberrevolutionen i 1918 og blev indvalgt i det lokale arbejder- og soldaterråd.

Utopisk drøm

Barkenhoff blev efter krigen et sted, hvor politisk forfulgte kunne finde asyl, og der blev indrettet et folkekøkken og bibliotek med aviser, løbesedler og politiske bøger.

Vogeler tog senere skridtet fuldt ud og omdannede det til en arbejderkommune, et klasseløst samfund med kollektiv ledelse, som skulle leve af landbrug, gartneri og forskellige former for værksteder. Selv spædede Vogeler til med indtægter fra salg af sine malerier og sin grafik.

Alligevel holdt den utopiske drøm ikke så længe, og i 1923 blev Barkenhoff overtaget af Røde Hjælp i Tyskland (RHD), som omdannede det til feriehjem for arbejderbørn, hvis fædre enten sad i fængsel af politiske grunde eller var faldet under novemberrevolutionen og de efterfølgende opstande rundt om i landet. Ideen til dette var kommet fra Vogelers senere svigerfar, Marchlewski, der var leder af Internationale Røde Hjælp, og som havde besøgt Barkenhoff.

Som en følge af sin politiske udvikling ændrede Vogeler i midten af tyverne stil og gik fra det fantasifulde og dekorative over til blandt andet at male de såkaldte kompleksbilleder, som var ekspressive og havde et stærkt politisk indhold.

Feriehjemmet

I de 10 år feriehjemmet eksisterede, blev det besøgt af over 1000 tyske og udenlandske børn, som opholdt sig der i 7-10 uger ad gangen.

I den tid de var der, sørgede man for, at de fik rigelig og sund mad, hvad der ikke var råd til i et fattigt arbejderhjem. Som en del af deres opdragelse fortalte man dem om det arbejde, som Røde Hjælp udførte og om den politiske baggrund for, at de var på hjemmet. De deltog de i det daglige arbejde med at lave mad og gøre rent, ligesom de hjalp til i gartneriet og værkstederne, men der blev også tid til at nyde naturen og beskæftige sig med forskellige former for kunst, som for eksempel teater.

I det hele taget var pædagogikken på Barkenhoff meget progressiv i forhold til sin tid. Man havde også kontakt med arbejderbevægelsen i Bremen, og da hjemmet i 1926 var lige ved at måtte lukke på grund af økonomiske problemer, var det takket være arbejderne i Bremen og en indsamling, at det lykkedes at genåbne et renoveret hjem. Som et kuriosum kan nævnes, at der var blevet nedsat et kuratorium, hvori der sad kendte, tyske personligheder og to danskere, nemlig Georg Brandes og Karin Michaelis.

Naturligvis var livet på Barkenhoff en kilde til uro og irritation for myndighederne, som foretog udspionering og gang på gang prøvede på at få hjemmet lukket under diverse påskud, men dette lykkedes først i 1933, da Hitler kom til magten.

Vægmalerier

Efter at Vogeler havde forladt Barkenhoff og slået sig ned i Berlin, var han ofte på besøg, og over en længere periode malede han 11 vægmalerier i spisesalen. Myndighederne prøvede at få nogle af dem fjernet, da de mente, at børnene ville tage skade af at se blandt andet fængselsceller og nedskydningen af matroser.

Sagen nåede helt op til den preussiske landdag, hvor Wilhelm Pieck tog den op og sagde, at her drejede det sig ikke om kunst men om politik. Efter kraftige protester indgik man det kompromis, at de skulle dækkes af et fortæppe.

Vægmalerierne var blevet så meget omtalt, at den mexicanske maler, Diego Rivera, i 1927 på vej til Moskva i forbindelse med 10-året for oktoberrevolutionen, aflagde besøg på Barkenhoff for at se dem og for at møde Vogeler.

Vægmalerierne forsvandt i 1939, men blev genskabt for en kort periode i 1991 i forbindelse med en udstilling om feriehjemmet. Vogelers sidste udstilling i Worpswede var i 1930, hvor RHI viste udstillingen ”Det nye Rusland”, året før han rejste til Sovjetunionen.

Barkenhoff i dag

I 70’erne var Barkenhoff så forfaldent, at der var planer om at rive det ned. Heldigvis var der borgere i byen, som forhindrede dette, og der blev skaffet midler til en stiftelse, som i 1979 kunne overtage stedet og bringe bygninger og haveanlæg tilbage til det oprindelige udseende i 1908.

Fra 1981 har det fungeret som museum, hvor der udstilles tegninger og malerier af Vogeler, og nogle værelser er indrettet med tapeter og møbler, som han har designet. Regelmæssigt arrangeres udstillinger, og gennem årene har stiftelsen udgivet en række bøger om maleren og et større værk om Rote Hilfes feriehjem.

Vogeler i Sovjet

Vogeler var en ildsjæl, som helhjertet gik ind for det, han troede på. Selvom han i 1929 blev ekskluderet af partiet og Røde Hjælp, fordi han var uenig om den nye ultravenstre linie, så slog han sig alligevel i 1931 ned i Sovjetunionen, hvor han blev til sin død i 1942. Året før havde tyskerne givet ham trykkeforbud, fordi han i Moskva Radio havde talt imod Nazi-Tysklands angreb på Sovjetunionen.

I Sovjetunionen arbejdede han som arkitekt, men blev også sendt rundt i landet for at opleve livet i de forskellige republikker, og hele tiden havde han malerpenslerne fremme, og det kom der mange malerier og akvareller ud af. I 1952 blev de arbejder, han havde efterladt, overdraget til Nationalgaleret i Berlin, som nu har udlånt dem til Barkenhoff, hvor de kan ses.

Vogeler ansøgte om igen at blive medlem af det tyske kommunistparti, KPD, men at det blev afvist fremgår af Kominternarkiverne. Det forhindrede ham ikke i at arbejde tæt sammen med partimedlemmer, og han malede for eksempel et protræt af Wilhelm Pieck, DDR's første præsident, der var præsident for RHD, da Vogeler blev udelukket af RHD i 1929.

Selvom Vogeler er en af de væsentligste Jugendstil- kunstnere, har han haft svært ved at trænge igennem, hvilket skyldes, at han kun er repræsenteret på få museer, og måske at han ændrede sine politiske holdninger og blev kommunist.

Men i hans hjemby Worpswede er han ikke glemt, tværtimod blev 140 året for hans fødsel og 70 året for hans død i 2012 markeret med en stor fællesudstilling på byens fire museer. Også i år spiller han en stor rolle på udstillingerne i anledning af kunstnerkoloniens 125 år.