I ny skikkelse, efter branden i 2013, er Frihedsmuseet genåbnet. Allerede inden byggeriet gik i gang, startede debatten om indholdet i den ny bygning: Fortsat hovedvægt på modstandsbevægelse og frihedskamp? Eller en mere generel præsentation af besættelsestiden i Danmark, sådan som Nationalmuseets ledelse ønskede det?
En afgørende mangel er, at museets historiske ud-stilling først starter ved besættelsen 9. april 1940.
Det positive er, at man i udstillingen har benyttet nye audiovisuelle formidlingsgreb til at levendegøre vilkår, følelser og aktiviteter, så det bogstaveligt talt bliver tidsbilleder på vægge og i trommehinder.
Teksterne er korte ligesom det talte ord i audioguiderne, der aktiveres ved de forskellige personskæbner og hændelser. Dette taler til de unge, hvis interessen skal fanges. Og det gælder faktisk også de ældre!
Under jorden
Den ny bygning er tegnet af Lundgaard & Tranberg Arkitekter. Udstillingens placering under jorden og den dunkle belysning dér understreger tidens dystre stemning og de lyspunkter, der måtte findes. Men nogle af teksterne i de væghængte montrer er vanskelige at læse.
Flere vinduer eller fremspring i den overjordiske del af bygningsfacaden ville gøre den mindre tung, selv om cafeen på toppen giver et livgivende kig til det grønne og blå efter tiden i underverdenen...
BOPAs værksted væk
Indholdet? Man kunne ønske sig, at en del fysiske effekter fra besættelsestiden ikke var gemt væk, for eksempel BOPAs værksted med stengun-produktion og det illegale trykkeri. Det virker også som lidt af en hån mod frihedskæmperne og deres ofre, at en gammel selvbygget panservogn foran bygningen er erstattet af en salgsvogn for Hansen Is!
En afgørende mangel er, at museets historiske udstilling først starter ved besættelsen 9. april 1940. Det var rigtignok en brat opvågnen med "Oprop" til den danske befolkning. Men Stauning-regeringen (S) kunne dårligt undgå at vide, hvad der ville ske. Udstillingen kunne have startet i 1934, hvor hans regering på krav af det tyske gesandtskab lukkede det antifascistiske tidsskrift Aandehullet.
Samarbejdspolitik siden 1933
Sidestillingen af kommunister og nazister, som den socialdemokratiske ideolog Hartvig Frisch dyrkede i 1933 i pamfletten Pest over Europa, blev nu afløst af énsidig kamp imod og forfølgelse af kommunister.
Samme år greb nazisterne magten i Tyskland. Hverken flygtende jøder eller kommunister var ønskede i Danmark. De blev sat under overvågning og nægtet forsørgelse, hvis de ikke blev pure afvist. Af 1000 jødiske børn, som der søgtes indrejse for, gik regeringen i 1938 med til at modtage 25!
Frihedsrådets eksistens er næsten ikke omtalt.
Med senere statsminister Hans Hedtoft som hovedmand stiftede den socialdemokratiske fagtop i 1935 HIPA (Hovedorganisationens Informations- og Propaganda Afdeling). En efterretningstjeneste primært rettet mod kommunisterne.
Da navnet lå tæt op ad besættelsestidens forhadte HIPO-korps, det pronazistiske danske Hilfspolizei, skiftede man i 1945 navn til AIC (Arbejdernes Informations Central). Imens marcherede ungkonservative med skråremme uhindret i gaderne.
Europæisk nyordning
Det nazistiske og fascistiske Tyskland og Italien bidrog afgørende til republikanernes nederlag i Den Spanske Borgerkrig (1936-39). De overlevende hjemvendte danske Spaniens-frivillige blev arresteret og fængslet af regeringen.
Stauning nærede en langvarig beundring for Tyskland som den "centrale magt" i en "blivende europæisk nyordning", hvilket kræver, at "tilpasningen til det nye Europa vil blive en af tidens politiske opgaver." (Fra tale i Studenterforeningen 8.3.1941).
Hvad der skete under besættelsen, og hvad der var baggrunden for samarbejdspolitikken og indgrebene mod kommunister, jøder og andre, kan ikke forstås uden denne forhistorie.
Kollaboration og profitmageri
Under besættelsen sørgede den såkaldte "nationale samlingsregering" for, at de sociale ydelser og arbejdslønnen reelt blev beskåret over én kam. Og 100-125.000 danske arbejdere blev tvunget til at rejse til Tyskland for at finde et udkomme – under trussel om sortlistning og fjernelse af understøttelse.
Socialdemokratiske faglige ledere samarbejdede med besættelsesmagten. Arbejderne blev groft udbyttet og ofte mishandlet. Deres usle løn blev for størstedelen betalt af den danske stat gennem dækningsløse lån til den tyske værnemagt.
Strejkeretten forbydes
Industrien og storlandbruget høstede profitter på Nazitysklands behov og på manglen på levnedsmidler. Eksporten til Storbritannien blev stoppet og drejet til Tyskland. Eksporten blev statsstøttet, og de danske Tysklands-arbejdere sørgede for blandt andet billigt kul til industrien, mens deres familier måtte fryse eller købe tørv til overpris. Den fri aktionsret og konfliktretten blev reelt afskaffet, strejkeretten blev de facto forbudt i efteråret 1943.
Det positive er, at man i ud-stillingen har benyttet nye audiovisuelle formidlingsgreb til at levendegøre vilkår, følelser og aktiviteter.
En stor del af storlandbruget var organiseret i Landbrugernes Sammenslutning (LS). Den stiftedes i 1930 og samarbejdede med det danske naziparti DNSAP (Danmarks Nationalsocialistiske Arbejderparti). FLSmidth høstede megaprofit på vej- og bunkersanlæg for tyskerne. Direktøren Gunnar Larsen udnævntes til trafikminister.
Entreprenørvirksomheden Højgaard & Schultz (nu MT Højgaard) brugte ligesom FLSmidth slave- og tvangsarbejdere. Riffelsyndikatet (Dansk Rekyl Riffel Syndikat A/S) producerede våben til nazisterne.
Velkendt viden udeladt
Kender Nationalmuseet og direktør Rane Willerslev ikke alle disse kendsgerninger, som ikke eller kun i ringe grad er omtalt på Frihedsmuseets udstilling?
Hvad nytter det på én og samme tid at tale om, at "Danmark stadig er et selvstændigt land", selv om det for god ordens skyld hedder, at "prisen er høj", som det siges på udstillingen.
Tyskerne havde lovet at respektere Danmarks "territoriale integritet" og "politiske afhængighed". Museets katalog siger, at politikerne var "presset af tyske ønsker", men spørger alligevel: "Kan man få lov at bevare demokratiet – og hvor meget af det?"
Demokrati af et vist omfang?
Selv om al økonomisk og udenrigspolitisk selvstændighed ophævedes, og arbejdernes rettigheder sattes ud af kraft, så fabler museets kreatører i kataloget altså stadig om demokrati af et vist omfang. Det må være, fordi man selv under disse omstændigheder identificerer demokrati og "folkestyre" med eksistensen af et parlament og formel valgret.
Helt absurd bliver det med omtalen af valget i marts 1943, hvor 93,4 procent af stemmerne gik til samarbejdspartierne. Ifølge museets katalog blev det "en slags folkeafstemning for regeringen og imod oppositionen, hvad enten den kom fra nazisterne eller den spirende modstand".
Hvordan skal man under disse omstændigheder forstå udstilllings-katalogets udmelding om, at "kommunisterne pustede til ilden"?
Året før, i august 1941, blev Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) forbudt ved lov og kunne ikke opstille. Alle politiske ytringer var forbudt af tyskerne ved valget. Tyskerne forlangte 56 danske kommunister arresteret. Politiet pågreb fem gange så mange. Og blot fem måneder senere, den 29. august 1943, tvang omfattende folkestrejker og voksende modstandsaktivitet samarbejdsregeringen til at gå af.
Det hænger ikke sammen.
Registrering og dødsstraf
Hvilken rolle i registreringen af DKP'erne spillede HIPA? De arresterede kommunister blev interneret i Horserød. 150 af dem blev siden sendt til kz-lejren Stutthof.
Hvordan skal man under disse omstændigheder forstå udstillingskatalogets udmelding om, at "kommunisterne pustede til ilden" i omtalen af 29. august 1943, hvilket var den hidtil mest ultimative folkelige afvisning af samarbejdspolitikken?
Lad os lige tage med, at statsminister Wilhlem Buhl (S), som en kort tid efterfulgte Stauning ved dennes død, i en radiotale 2. september 1942 opfordrede til at angive sabotører. Ét år efter blev dødsstraffen indført af nazisterne, og siden blev 102 modstandsfolk henrettet. 260 yderligere døde i kz-lejr.
Frihedsrådets rolle
Den kommunistiske del af modstandsbevægelsen var organiseret i BOPA, som samarbejdede med den borgerlige del af modstanden. Det skete først og fremmest i Frihedsrådet, men også omkring tidsskriftet Frit Danmark og andre foraer, som blandt andre omfattede den konservative Christmas Møller. Målet var en afslutning af Nazitysklands besættelse og et frit Danmark.
I Frihedsmuseets regi er dette samarbejde og Frihedsrådets eksistens næsten ikke omtalt. Som ovenfor antydet blev DKP's rolle slået i hartkorn med de danske nazister, idet begge i udstillingen angives som modstandere af regeringen, i starten de eneste – selv om Fritz Clausen og DNSAP ikke var modstandere af en samarbejdspolitik, men blot selv ville være styrende marionetter.
Mistænkeliggørelse af kommunisterne
Mistænkeliggørelsen af DKP rummes også i en planche med teksten: "De borgerlige kæmper for et frit Danmark. For kommunisterne er kampen mod nazisterne et skridt på vejen. De ønsker en kommunistisk verdensorden, og at Danmark på sigt bliver kommunistisk". Hvad da med Staunings og kompagnis mål på sigt, jævnfør hans – profetiske – ord om en "blivende europæisk nyordning"?
Man kunne ønske sig, at en del fysiske effekter fra besættelsestiden ikke var gemt væk, for eksempel BOPAs værksted.
At den sovjetisk-tyske ikke-angrebspagt fra 1939-41, hvor nazisterne brød den og angreb USSR, har dæmpet DKP's modstandsaktiviteter i besættelsens start, er klart. I en anmeldelse af Frihedsmuseet – i Berlingske Tidende i juli i år – angriber Bent Blüdnikov museet for ikke at omtale denne pagt.
Blüdnikov glemmer dog, at forinden havde de britisk-franske allierede solgt Tjekkoslovakiet til Nazityskland (München-aftalen), fortsat investeringerne i – og vareudvekslingen med – Hitlertyskland og afvist en fredspagt med USSR. Håbet var, at nazisterne ville gå "mod kommunisterne" i øst. Det var netop Sovjetunionens begrundelse for pagten: At vinde tid til rustning mod et kommende angreb.
Forsigtighed med slagside
Et forsigtighedsprincip er hovedlinjen i Frihedsmuseets udstilling. Især overfor de daværende og nuværende etablerede politikere. Fire frihedskæmpere og en nazist fortæller deres personlige historie. Det er interessant som personlige oplevelser, men fylder alt for meget. De skygger for det store billede, for sammenhænge, politiske strømninger, tendenser og valg. Og de store aktører bag dem.
Besættelsestiden er også en historie om moral og etik, men en problematisering og udfordring til debat savnes. Den har højrevendt slagside i det omfang, den findes i udstillingen. Læs som modvægt Hans Scherfigs roman Frydenholm.
Frihedsmuseet, se her. Esplanaden 13, København.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278