Karin Michaëlis (1872-1950) var noget af en skrivekugle. Ud over 50 bøger skrev hun en mængde artikler, hvoraf Karin Michaëlis Selskabet har plukket og udgivet en farverig buket af kvindeportrætter.

De fleste havde forfatteren et nært forhold til, hvad der præger tonen, der både kan være beundrende, kærlig og ironisk. 

De er fra årene 1919-1938 og skildrer 13 meget forskellige kvinder fra forskellige lande og med forskellig baggrund, men med det fællestræk, at de havde stærke holdninger og uselvisk viede deres liv til det, de troede på. De fleste havde forfatteren et nært forhold til, hvad der præger tonen, der både kan være beundrende, kærlig og ironisk. Der hvor det drejer sig om kvinder, hun ikke har personlige relationer til, bliver tonen lidt mere respektfuld, men ikke mindre varm.

Beskrivelsen af Helene Weigels første prøve i skuespillerfaget er et mesterstykke. Karin Michaëlis sad med på sidelinjen, fordi hun havde skubbet på for, at den unge pige kunne få sit ønske om at gå til scenen opfyldt. Fra flere sider var det ellers blevet afvist med, at det havde Weigel hverken talent eller udseende til.

Nøgternt set var det måske ikke urimeligt, for ifølge Karin Michaëlis var hun ret kedelig, nærmest lidt grim og klodset, men da hun gik i gang med at fremsige det forberedte digt til prøven, foldede hun sig ud, og ællingen skiftede fjerdragt. Øjnene skød stråler, læberne afskød og kroppen fik holdning. Da det var overstået, foldede hun sig sammen og blev atter en kedelig ælling, men talentet var uomtvisteligt, og teaterdirektøren sagde: ”Undervisning behøver De ikke!”

Karin Michaëlis kendte Helene Weigel, fordi denne havde gået på Eugenie Schwarzwalds progressive skole i Wien, og denne pædagogikkens fornyer og sociale iværksætter og forfatterens gode veninde er med i buketten.

Blandt forfatterne er Amalie Skram og Agnes Henningsen to absolutte modsætninger. Amalie Skram udviste i sine bøger et stort mod og turde kalde ting ved deres rette navn, men var personligt en skræmt hare. Så meget desto større var det udviste mod. Agnes Henningsen derimod havde en let gang på jorden. Når hun svævede ned ad Strøget, sugede hun alles blikke til sig, indtil hun forsvandt som et luftigt himmelsyn. Hun skrev også let og flimrende, men modigt om kvindeliv, ikke mindst om sit eget.

Og så er der et par lige så forskellige forfatterkoner. Karoline Bjørnson var en rigtig curling-mor, der så det som sit livs opgave at feje hver en sten bort fra Bjørnstjernes vej. Suzannah Ibsen var en strid modspiller, der stillede sin Henrik overfor de ideale krav, som de nu var efter hendes mening. Da han ville lade Nora i "Et Dukkehjem" blive hos Helmer, sagde Suzannah: ”Enten går Nora eller også går jeg”. Som bekendt gik Nora.

Portrættet af Nadesjda Krupskaja, på det tidspunkt Lenins enke, hører til de mere respektfulde. Udover beundring for den lille store personlighed er det tilført en hel del humor i skildringen af Krupskajas råd til minearbejderkonerne, der brokker sig over deres mænds dårlige opførsel. Rådet er rent Emma Gad.

Blandt de revolutionære er de to kamphøner Agnes Smedley, kommunist, og Emma Goldmann, anarkist, der var nære venner af Karin Michaëlis og som i 1933 sad i hendes hus på Thurø og arbejdede på deres erindringer. Den ene kom fra vest, den anden fra øst, begge voksede op under elendige kår, men arbejdede sig ud af mørket og fandt deres politiske vej. For ingen af dem blev livet let, men de fulgte trodsigt deres pejlemærker uanset konsekvenserne.

Bagest i bogen er der korte biografier om de portrætterede kvinder, og det eneste negative der kan siges om denne udgivelse er, at den skaber appetit. Man får lyst til at læse mere om og af disse spændende kvinder. Men det må jo blive læsernes problem.