Der er skrevet mange romaner og lavet mange film om "de fem forbandede år", der som regel har vist den heroiske side af historien: redningen af jøderne og modstandskampen. Men fra 1940 til 1943, da den tyske krigsmaskine fremstod som uovervindelig, var det en udbredt opfattelse, at tyskerne ville ende som sejrherre. Derfor gjaldt det om at holde lav profil og indordne sig.

Filmen hverken forsvarer eller forherliger, men giver en beskrivelse af årene med samarbejdspolitik.

Det var også udmeldingen fra regeringen, og man faldt derfor til føje, nogle mere end andre, og atter andre samarbejdede gladeligt med tyskerne og gned sig i hænderne over udbyttet.

Det er disse år, filmen "De forbandede år", hvor tallet fem derfor er udeladt, handler om. De forskellige holdninger samles i en familie, der bor under samme tag, og med udløbere derfra til arbejdsplads og omgangskreds. En lidt kunstig konstruktion, men den fungerer faktisk og giver et nuanceret billede af en tid, hvor Danmark befandt sig i en politisk mudret gråzone.

Samarbejdspolitik

I en patriciervilla på Strandvejen bor ejeren af en elektronikfabrik sammen med sin kone og fem voksne børn. Karl Skov (Jesper Christensen) er en selfmade fabrikant af den gamle, patriarkalske type, der har et godt forhold til sine ansatte, og han er i det hele taget et venligt og fordomsfrit menneske. For eksempel accepterer han og familien uden forbehold, at husholderskens søn, som er vokset op i hjemmet og dermed en del af familien, er kommunist og har kæmpet i Den Spanske Borgerkrig.

Modstands-bevægelsen er personificeret ved kommunisterne, der går i gang med at ruste sig. 

Et stykke inde i besættelsestiden dukker der økonomiske problemer op på fabrikken, da den mister det engelske marked. Enten må der fyres ansatte, eller også må man sælge til tyskerne. Skov vælger modvilligt det sidste med værkførerens billigelse, men til sin kones (Bodil Jørgensen) indignation.

Hun har jo ikke et personligt forhold til de mænd, der ville blive arbejdsløse, hvis han valgte anderledes, og er heller ikke inde i, hvor dårligt det står til med økonomien. Men det bliver værre endnu, da tyskerne sender en skrap herre op for at meddele, at de overtager ledelsen af en del af virksomheden, den del der fremstiller et produkt, der kan bruges i rustningsindustrien.

Vælge side

På hjemmefronten spidser det også til. En af sønnerne, der er i militæret, melder sig til Frikorps Danmark for at kæmpe mod bolsjevikkerne (Sovjetunionen), som han tidligere har gjort i Finland. Datteren render hjemmefra med en nydelig tysk marineofficer, der forstår den i Tyskland udviklede kunst at slå hælene sammen og kysse damen på hånden.

Men fra 1940 til 1943, da den tyske krigsmaskine fremstod som uovervindelig, var det en udbredt opfattelse, at tyskerne ville ende som sejrherre. 

Modstandsbevægelsen er personificeret ved kommunisterne, der går i gang med at ruste sig. På afsides steder øver de sig i at få en sprængladning til at eksplodere som planlagt, og hos en billedhugger skyder de til måls efter en af hans skulpturer, når der trænes i at skyde med revolvere af tvivlsom herkomst, for på den tid kastede englænderne ikke våben ned.

En anden af Skovs sønner tilslutter sig en modstandsgruppe, men han har ikke kommunisternes erfaring med illegal virksomhed, og når han gør sit bedste, er det ikke altid godt nok.

Hverken forsvar eller forherligelse

Der lægges ikke fingre imellem, når det gælder dem, der kynisk tjente fedt på krigen, og slet ikke overfor politiet, der nidkært eftersøgte og arresterede først tyske flygtninge og senere danske kommunister.

Filmen slutter i 1943 med tyskernes nederlag ved Stalingrad. Vinden vender, og nu kommer der en tid, hvor nogle må stå til ansvar over for deres valg. Filmen hverken forsvarer eller forherliger, men giver en beskrivelse af årene med samarbejdspolitik.

Det er et par steder lidt tåkrummende at lægge øre til kommunisternes klicheagtige replikker, men sådan tror manuskriptforfatterne åbenbart, at kommunister taler, og fred være med det.

"De forbandede år" får fire stjerner.