Den populære engelske TV serie ”Javel, Hr. Minister” har kørt på dansk tv i årevis. Den fortæller seerne i skarp satireform, hvem der i realiteten har magten i det britiske kongedømme. Det er forfatterne Anthony Jay og Jonathan Lynn, der har skrevet TV serien, og den dejlige danske skuespiller og komiker Flemming Jensen har fået lov af forfatterne til at lave en dansk version til scenebrug.
Selv siger Flemming Jensen, at man kan ikke lave en engelsk direkte oversat satire af serien til dansk scenebrug. Der må der en fordanskning til, og det har han gjort utrolig godt. ”Javel, Hr. Minister” er blevet en hylende morsom forestilling, der udstiller det danske embedsmandsvælde i en sådan grad, at man næsten mister troen på, at der findes demokrati i Danmark.
Når så samtlige fem skuespillere med Flemming Jensen i spidsen som statsminister, Jacob Morrild, som den kølige departementschef, Gordon Kennedy som fuldmægtigen, Öslem Saglanmak som spindoktoren og Donald Andersen som ambassadøren gør det afsindig godt, så kan der kun komme en prægtig forestilling ud af løjerne.
Handlingen er meget enkel. Over en weekend på Marienborg skal en truende krise i EU løses på en konference, der finder sted i Bella Centret, samtidig med, at den olierige stat Chumranistan har tilbudt EU et lån på 10 billioner euro men på visse betingelser. Samtidig opdager statsministeren, at hans meget dygtige kok i virkeligheden er ulovlig indvandrer, udenrigsministeren fra Chumranistan ønsker en mindreårig prostitueret, og hele Marienborg er bevogtet skarpt af PET, så dette ønske kan være svært at opfylde. De fire danske EU forbehold bliver også bragt på banen.
Der bliver virkelig rørt ved det danske satiriske arvesølv og Flemming Jensen er meget glad for, at de engelske forfattere gav ham lov til at versionere den engelske TV satire.
Så vil man more sig kongeligt og samtidig have en indholdsrig teateraften, så er Folketeatret absolut et besøg værd. Ikke siden Peter Larsen lavede grin og satire med Tamilsagen har vi set en så morsom politisk forestilling.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278