I sin nye og vigtige bog "Aldrig mere krig" kredser forfatteren Adam Hochschild om de centrale spørgsmål: Hvordan kunne det ske og hvorfor vandt krigens logik så entydigt over freden? Derudover har han et spændende fokus på dem, der nægtede at være med.

Størstedelen af arbejderklassen i alle landene, trods de revolutionære opbrud, støttede en krig mod deres klassesøstre og brødre.

Det er i høj grad en bog om anti-krigsbevægelsen og de over 6000 briter, der ved krigens afslutning sad indespærret, fordi de nægtede at deltage i myrderierne.

Inden krigens begyndelse var der i såvel England som Tyskland anti-krigsbevægelser. I Tyskland var den ledet af kommunisterne med Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht i spidsen. Men det ligger fast, at størstedelen af arbejderklassen i alle landene, trods de revolutionære opbrud, støttede en krig mod deres klassesøstre og brødre.

De fleste endda til krigens afslutning trods de enorme tab af menneskeliv. En vildført klasse.

Den totale krig

Det er en bog om den første industrielle totalkrigs forløb med sine over ni millioner dræbte soldater, 10-12 millioner døde civile og en næsten ubeskrivelig brutalitet; om dens kulturelle samtid, den tidsånd, der herskede i starten af det 20. århundrede og om det moralske kollaps, som krigen medførte- Dette nedbrud fik vidtrækkende konsekvenser for fremtiden, blandt andet på grund af revolutionen i Rusland.

Det var krigen, som den borgerlige helt og modtager af den danske Elefantorden, Winston Churchill, kaldte "denne pragtfulde, herlige krig".

Adam Hochschild placerer klart skylden for krigen på Tyskland og Østrig-Ungarn, men han bruger megen plads på at give uduelige generaler på begge sider en del af den.

Selv om der på den tid var relativt fredeligt i Europa, så viser bogen, at der i ledende kredse blandt hof, adel, officerskorps, politiker og store dele af befolkningerne var et ønske om en hurtig krig. Mon ikke våbenindustrien og beskæftigelsesspørgsmålet har spillet ind?

Drømmen om imperiet

Bogen peger på, at de europæiske staters rivalisering om kolonier i Afrika og Asien med deres naturressourcer sammen med primitiv nationalisme var baggrunden. De engelske generaler havde fortsat drømme om Imperiet og sad fast i gamle teorier fra Sudan og Boerkrigen om krigsførelse, blandt andet med kavaleri.

Men blandt andet indførelsen af maskingeværet og pigtråden havde for evigt ændret måden at føre krig på og overflødiggjort kavaleriet. Så sent som i 1909 blev lansen genindført i den britiske hær! Nu var der fly og ubåde. Der blev dræbt 19.000 britiske soldater den første time af slaget ved Somme, der varede en måned!

Af andre groteske indslag skal nævnes at tyskerne sendte soldater mod de engelske maskingeværer iført studenterhuer og ingen af hærene havde udarbejdet tilbagetrækningsplaner. Det hele var baseret på angreb.

Fredsforkæmperne

Grundet disse tragikomiske ledere blev tabene naturligvis betydelige. Alene i Frankrig mistede hver anden unge mand livet mellem 1914 og 1918! Det rejste en modstand, hvor bogen desværre primært fokuserer på den britiske.

Over 20.000 briter nægtede at udøve militærtjeneste af samvittighedsmæssige grunde, på trods af at de blev truet med dødsstraf.

Blandt bogens mange kvalitet er de fremragende portrætter som tegnes. Vi kan læse om de ansvarlige generaler og politikere, men de mest interessante portrætter er om krigsmodstanderne, drivkræfterne bag fredsbevægelsen, militærnægterne, og ikke mindst de mange unge der faldt på slagmarken.

Det være sig den fattige minearbejder eller officeren fra overklassen. Disse mangesidede portrætter gør bogen til en unik fortælling om patriotisme og krigslyst, om modstand og pacifisme.

Blandt disse var det socialistiske underhusmedlem Kier Hardie og hans unge kæreste Sylvia Pankhurst, som var en kendt kvindesagsforkæmper og kommunist. Resten af Pankhurst-familien var inden krigen kvindesagsforkæmpere og pacifister, men blev senere "patrioter" og krigstilhængere.

Filosoffen og Nobelpristageren Betrand Russell blev fyret fra Cambridge Universitetet og røg i fængsel. Den krigsgale forfatter Rudyard Kipling ("Junglebogen") hyldede krigen, indtil hans søn faldt, hvorefter hans verden brast.

Det var ikke kun "intellektuelle", der var mod krigen. Ved fronten var eksempelvis den 32 årige Albert, der havde forladt sin gravide hustru og tre børn. Han blev såret i slaget om Somme, der kostede over 40.000 livet, og han havde indset krigens galskab. Han skrev et læserbrev til en britisk avis om helvedet. Det blev opsnappet af censuren og krigsretten dømte ham til at fjerne lig fra andre straffede. Han blev senere aktiv i krigsmodstanden i sit hjemland.

Over 20.000 briter nægtede at udøve militærtjeneste af samvittighedsmæssige grunde, på trods af at de blev truet med dødsstraf. Enkelte blev tvangsudskrevet.

En uduelig hærledelse

Bogen er desuden spækket med historier som den om den traditionsbundne øverstkommanderende for de britiske styrker, den komplet uduelige feltmarskal Douglas Haig. Han beklagede sig over, at visse tropper ikke havde lidt tab nok, og at de derved ikke havde vist mod nok. Han besøgte aldrig lazaretterne, da "disse besøg gjorde ham fysisk syg".

Efter krigen udtalte den amerikanske præsident Wodrow Wilson, at krigens katastrofale omfang havde lært menneskeheden, at Første Verdenskrig også ville blive den sidste. altså "Aldrig mere krig".

Han tog som bekendt fejl. Fire år efter krigen skreg Hitler "Det kan ikke være rigtigt, at to millioner tyskere er faldet forgæves. Nej, vi tilgiver ikke, vi kræver hævn". Det blev starten på revanchismen og Hitlers nazistiske regime.

Imperialismens fravær

Karakteristisk for mange af de bogværker, der i øjeblikket fylder boghandlernes reoler i anledning af 100-året for Første Verdenskrigs udbrud, og også er minus ved denne ellers på mange måder fremragende bog, er fraværet af begrebet imperialisme.

Det er muligt, at krige er udkæmpet af fejlagtige oplysninger, nationale følelser, skøre generaler og så videre. Men i bund og grund er krig som Første Verdenskrig et produkt af økonomiske lovmæssigheder.

Det har været livsbekræftigende at læse en bog, hvor hovedpersonerne er de kræfter, der viede deres liv til kampen mod krig og ødelæggelse. På mange måder er bogen en hyldest til krigsmodstanden.

Adam Hochschild der underviser på Berkley Universitet i Californien, skriver veloplagt, klart og, trods emnet, ind imellem underholdende.