Roskilde Minifestival finder sted for syvende gang, når den går i luften lørdag den 29. august. Det er Erling Gørges idé og alt i alt hans energi og netværk, der årlig samler over hundrede mennesker i hans have.

De samles for at sætte fokus på antifascistisk kamp, fred og international solidaritet. Der sættes særlig opmærksomhed på Cuba, og ambassadøren deltager med en tale. Og så går overskuddet til solidaritetsarbejde med Cuba. Det er både lokale folk, der møder op, men der kommer også mange fra for eksempel København, Køge, Slagelse og Aarhus.

Det, der gik galt i Østeuropa, var vel, at der ikke var opbygget folkelige bevægelser, som blev inddraget i beslutningerne.
Erling Gørge

Erling Gørge fortæller lidt om baggrunden for festivalen. Han fik idéen, da han syntes, at der var for lidt fokus lokalt på fred og solidaritet. For ham er det vigtigt at samle mennesker om de folkelige bevægeler. Kun gennem deres aktivitet kan samfundet ændres.

- Det, der gik galt i Østeuropa, var vel, at der ikke var opbygget folkelige bevægelser, som blev inddraget i beslutningerne. Socialismen kan kun udvikles, hvis der er levende folkelige bevægelser, mener Erling Gørge.

Minifestival

Da Erling fik idéen om festivalen, drøftede han den med Horserød-Stutthof Foreningen, hvor han er bestyrelsesmedlem. Foreningen fandt, at det var en god idé og ville godt være med til at få festivalen op at stå. Med henvisning til Roskilde Festivalen kalder Erling Gørge sin festival for Minifestivalen, en festival, der er 1000 gange mindre men 1000 gange vigtigere.

På spørgsmålet om, hvordan Erling får så mange til at komme, siger han, at han selv deltager i forskellige arrangementer og reklamerer for festivalen. Senest var det på K-Festivalen i København. Men han kommer også til støttefester for Arbejderen, for eksempel den i Køge, hvorfra han efterhånden har fået et par håndfulde til at komme til Roskilde.

- I Roskilde tager jeg rundt til tidligere medlemmer af DKP og opfordre dem til at komme. Og mange af dem kommer da også. Og så inviterer jeg naboerne, hvoraf nogle også er med til det praktiske. Jeg tager også fat i lokale folk, som har været i Cuba, og inviterer dem med, fortæller Erling.

Der er efterhånden en del organisationer, der deltager på festivalen med en lille bod. De afspejler bredt de tre grundlæggende idéer bag festivalen: antifascisme, fred og solidaritet. For blot at nævne nogle, så er der besøg af Antifascistisk Forum, Cubaforeningen, Folkebevægelsen mod EU og STS - International Solidarity.

Erling er særlig glad for, at Nej til Krig og Aldrig mere Krig deltager. Han håber, de kan sætte fokus på indkøb af nye kampfly.

Smed ved en tilfældighed

Samtalen glider stille og rolig over til en snak om Erling Gørge og hans baggrund. Han er 73 år og har et aktivt politisk og fagligt liv bag sig. Han voksede op i Ravning Skov vest for Vejle.

Når jeg tænker tilbage, så kunne jeg vel dybest set være blevet sat til at skyde på mine nuværende cubanske venner.

Som 13-årig kom han ud og tjene på en gård. Da han var fyldt 14, kom han i lære som vogn- og beslagsmed i den lokale smedje. Ved et tilfælde, blev det smed. Det var på baggrund af en tragisk motorcykelulykke. To af de lokale lærlinge kørte galt. Smedelærlingen blev dræbt, medens elektrikerlæringen overlevede. Så med et smil på læben siger Erling, at hvis det var elektrikeren, der var død, ja så var han blevet elektriker. Men nu blev det smed.

Efter læretiden kom Erling ind som soldat i 16 måneder i begyndelsen af 1960’erne. Han lå i Aalborg under Cubakrisen i 1962.

- Vi fik udleveret skarp ammunition, og så blev vi stationeret uden for kasernen, hvor vi skulle bevogte et ammunitionsdepot og være klar til at køre krudt og kugler ud, fortæller han og erindrer, at denne krise varede mellem én og to uge.

- Når jeg tænker tilbage, så kunne jeg vel dybest set være blevet sat til at skyde på mine nuværende cubanske venner, siger Erling lidt eftertænksomt.

Rørlægger i Roskilde

Efter militæret kom Erling Gørge ind i Aarhusfirmaet Bruun og Sørensen, som arbejdede med fjernvarme. I 1964 kom han til Roskilde, som var ved at etablere fjernvarme. Det blev Erlings skæbne. Han kom til at arbejde med fjernvarme i Roskilde de næste små 40 år. Et tildels hårdt men også godt arbejde.

Det var ikke altid lige sjovt at ligge i en udgravning og svejse fjernvarmerør i al slags vejr. Men samtidigt var det gode kollegaer.

- Blandt rørlæggerne var der mange røde sjæle, fortæller Erling, hvilket kom til at få stor indflydelse på hans liv fremover.

I 1980 blev Erling tillidsmand for sine kollegaer.

- Det var en god oplevelse at være tillidsmand. Man skulle jo kunne få nogle gode aftaler igennem med firmaet til gavn for kollegerne.

I 1983 lukkede Bruun og Sørensen. Det skete efter deres iranske eventyr. Under shahen havde firmaet meget rørarbejde i Iran. Det sluttede med oprettelse af præstestyret, og Bruun og Sørensen mistede mange penge. En af Erlings opgaver som tillidsmand i forbindelse med lukningen var at sikre, af den million kroner, som lå i firmaets feriefond, kom tilbage til arbejderne. Og det lykkedes.

På ruinerne af Bruun og Sørensen kom der et nyt firma, JFE, som overtog arbejdet med fjernvarmen i Roskilde, og Erling fortsatte som tillidsmand indtil han gik på efterløn.

Erling blev kommunist

Arbejdet sammen med de røde rørlæggere satte også sit præg på Erling. I forbindelse med DKP's 50-års jubilæum i 1969 fik tillidsmanden, Holger Nielsen, meldt ham ind i partiet. De næste godt 20 år var Erliong Gørge aktiv i DKP i Roskilde. Han påtog sig opgaven som kasserer både i det lokale parti i Roskilde, men også i Roskilde Amt Distrikt, hvor han sad i distriktsledelsen igennem mange år.

Hvis de kommunistiske partier ikke slutter sig sammen inden for de næste fem år, så vil de uddø. De må se bort for smålighed og personligt fnidder.

- Jeg gled ud af DKP omkring 1990 på grund af sygdom i den nærmeste familie. Det skete ikke på grund af uenighed, og jeg har ikke fortrudt noget. Jeg husker mit sidste møde i DKP Roskilde, hvor jeg fik afleveret kassen. Her var mange, som mente, at man skulle nedlægge partiet. 

Når snakken kommer på den kommunistiske bevægelses muligheder i dag, så er Erling Gørge lidt resigneret.

- Man kan vel sige, at tre til fire kommunistiske partier har brugt op mod 50 millioner kroner de sidste 25 år, uden af det har betydet noget. Jeg tænker tit på, om det er en stærk folkelig bevægelsen eller et parti, der er brug for, siger Erling og tilføjer:

- Hvis de kommunistiske partier ikke slutter sig sammen inden for de næste fem år, så vil de uddø. De må se bort for smålighed og personligt fnidder.

I Landrover til Afghanistan

Erling har som mange andre været ude at rejse. Men det var ikke med et almindeligt rejseselskab. I 1974 kørte han til Afghanistan sammen med familien.

- Min bror arbejdede dengang i Afghanistan som ingeniør med at bygge kraftværker, kanaler og dæmninger. Han stod og manglede en Landrover. Så tilbød jeg at køre sådan en ned til ham. Det tog 14 dag fra vi kørte hjemmefra og nåede til Afghanistan. Vi kørte gennem Balkan, Tyrkiet og Iran. Vi sov i bilen. Der var fredeligt alle steder, og vi mødte kun venlige mennesker. En sådan rejse turde man nok ikke tage ud på i dag. 

Når spørgsmålet falder på, hvordan han oplevede Afganistan for 40 år siden, så siger han lidt eftertænksomt, at det var et fattigt land.

- Men det var glade mennesker. Nogle af dem vi snakkede med havde været i Sovjetunionen og fået deres uddannelse. De var alle glade for Sovjetunionen. Det er svært at tænke på, at det er det land, som flygtninge her i landet ikke tør tage tilbage til, slutter Erling Gørge.