En af verdens bedste reportere er uden tvivl den tjekkiske Egon "Erwin" Kisch. Han blev født i Prag i 1885 i en tysk-jødisk familie og blev verdensberømt som "Den Rasende Reporter" på grund af sine journalistiske reportager, hvoraf en del også udkom som bøger. Uvist af hvilken grund dog ikke i Danmark.

Barndommen

Egon Kisch gik på forskellige private katolske skoler, inden han i 1904 blev indrullet i den kejserlige hær, hvilket ikke var nogen succes og betød jævnlig stuearrest. Han blev siden smidt ud og kom så i forbindelse med venstrefløjen.

Hans selvvalgte mellemnavn, Erwin, brugte han for at omgå sin skoles censurregler. Hans debut i 1905 var en digtsamling finansielt støttet af moderen, og året efter udkom i Berlin hans første "rigtigte" bog Den uartige Franz og andre historier.

Han var nu startet som journalist på den lokale Bohemia med speciale i lokalreportager. Ofte fra det underjordiske og de lyssky miljøer. Noget af stoffet udkom senere i bøgerne Fra Prags gader og nætter (1912), Prags børn (1913) Eventyr fra Prag (1920), og hans eneste roman, The Mädchenhirt (1914), handler også om prostitution og alfonser.

I det kunstneriske miljø i Prag lærte han kunstnere som Rainer Marie Rilke, Franz Kafka og Soldaten Svejks forfatter Jaroslav Hasek at kende. I 1930 udgav Hasek og Kisch i fællesskab den satiriske rejsebog Europa rundt i 365 dage.

Rejsereportager

Kisch begyndte hurtigt at rejse meget og lave reportager fra sine ture. Noget der har resulteret i omkring fyrre bøger og et hav af artikler.

Han grundlagde for alvor sit journalistiske ry, da han afdækkede en obersts, Alfred Redls, selvmord i 1913, dvs. før 1. Verdenskrigs udbrud. Redl havde været efterretningsofficer i den kejserlige hær og samtidig spion for Rusland. Først i 1924 udkom bogen om sagen.

Kisch flyttede til Berlin i 1913, men da krigen brød, ud blev han med Prag Corps sendt til først den serbiske front, hvor østrigerne led nederlag, og derefter til den russiske.

I Rusland blev han såret og skrev antikrigs-dagbogen Soldat i Prag Korpset (1929), der gjorde ham berømt. På dette togt var også han i Albanien og skrev den vittigt ironiske reportage om beskydningen af byen Shkodra og nedbrændingen af byens basar.

I 1917 var han med til at danne et illegalt arbejder- og soldaterråd i "det røde Wien", og året efter var han med til at organisere en generalstrejke, der endte med det Østrig-Ungarske monarkis fald. Den 1. november 1918 talte løjtnant Kisch ved grundlæggelsen af Den Røde Garde, hvor kammeraterne valgte ham til kommissær og formand.

Han skrev til ugeavisen De Frie Arbejdere og blev medlem af det tysk-østrigske kommunistparti KPDÖ i 1919, samme år som rådsrepublikken i Ungarn blev knust af reaktionen gennem en rumænsk militærintervention.

Omrejsende reporter i Weimarrepublikken

Kisch blev ansat ved den venstreorienterede avis Ny Dag og hurtigt derefter udvist af Østrig. Efter et par år i Prag vendte han tilbage til Berlin i 1921, samtidig med han rejste verden rundt. Han blev medlem af Rosa Luxemburgs revolutionære KPD og underviste her på Marxistisk Aftenskole.

Samtidig blev han medlem af Foreningen for Revolutionære Arbejderforfattere (BPRS) i 1928.

I starten af 1932 tager Kisch dem transsibiriske jernbane til Manchuriet og senere Shanghai, hvor han møder den legendariske amerikanske forfatter Agnes Smedley og Kominterns mesterspion Richard Sorge. Om Moskva skrev han blandt andet: "Denne by er udadtil og indadtil den smukkeste i verden".

Mængden af hans artikler fra hans rejser gav ham øgenavnet "Den rasende reporter", for han havde udviklet sin stil fra at være neutral og objektiv til at tage være subjektiv og tage parti. Lidt litterær, og meget social, samtidig med han ville underholde, hvad han bestemt gjorde. Han var på et tidspunkt Tysklands mest populære forfatter.

I Sovjet mødte Kisch den socialistiske realismes far, proletardigteren Maxim Gorkij, som skrev for den sovjetiske avis Røde Flag, og Kisch udgav bøgerne Zar, præst og bolsjevikkerne (1932) og Et forandret Asien (1932).

Om Kina skrev han Det hemmelige Kina, en vidunderlig reportagebog om rickshaw-kulien, besøg hos eunukker, offentlige henrettelser, børnearbejde, hasardspillere og den igangværende revolution.

På rejser til USA mødte han de to socialister Chaplin og Upton Sinclair og skrev reportagen ’Jeg arbejder med Chaplin’. Under pseudonym, hvilket var nødvendigt, skrev han ’Paradis America’ (1930) som både udtrykker fascination over den teknologiske udvikling men også kritik af de sociale uligheder og kapitalismens brutalitet.

I politisk eksil

Efter Rigsdagsbranden i Berlin 1933 blev Kisch anholdt sammen med den bulgarske kommunist Dimitrov og anbragt i Spandau Fængslet, mistænkt for "deltagelse i forræderi". Samditig blev hans bøger brændt af nazisterne på bål i Berlins gader.

Efter en tjekkisk indgriben blev han udvist af Tyskland, og i det kommunistiske populærmagasin Arbeiter-Illustrierte-Zeitung, der udkom i masseoplag, beskrev han på dramatisk og spændende vis historien i I Kasamaterne i Spandau og Om baggrunden for Rigsdagsbranden.

I 1934 rejste Kisch (ulovligt) til kongres mod krig og fascisme i Melbourne, Australien. Ved ankomsten fratog myndighederne på vestkysten ham hans pas trods gyldigt visum, og efter en række tragikomiske forviklinger og problemer, som han mesterligt beskriver i bogen Landing in Australia (1937), tvang demonstrationer og strejker myndighederne til at give ham lov til at blive og deltage i kongressen.

De australske arbejdere hyldede ham, og efter en tale af Kisch sendte havnearbejderne spontant et telegram til den tyske regering, hvor de krævede øjeblikkelig løsladelse af det tyske kommunistpartis formand, Ernst Thälmann.

Fra Melbourne rejste Kisch nu med forfatteren Heinrich Mann til Paris, hvor han på den første internationale "Forfatterkongres for Kulturens Forsvar" holdt et foredrag om "Reportagen som kunstart og kampform". Det er også her, de danske forfattere Karin Michaëlis og Martin Andersen Nexø taler, ligesom også den tyske digter og dramatiker Bertolgt Brecht.

Fortællinger fra borgerkrigen

Da den anden internationale forfatterkongres starter i 1937 i Madrid, midt under den spanske borgerkrig, sidder Kisch i bestyrelsen. Han besøger diverse frontafsnit og interviewede Spaniens-frivillige fra De Internationale Brigadister - hans reportager blev i 1938 udgivet af Brigaderne som pjecer.

Berømt er særligt hans fortælling De tre køer – En landmands fortælling mellem Tyrol og Spanien om den unge tyrolerlandmand Max Bair, der forlader sin forgældede gård og med tre venner drager til Spanien for at kæmpe i Den Internationale Brigade mod Francos fascister.

Kisch blev samme år gift med sin sekretær, tyskeren Gisela Lyner, som han havde mødt i de hede dage i Wien i 1919.

Da 2. verdenskrig starter i september 1939 bliver parret genhuset i nærheden af Versailles og under politiets opsynsom "politisk usikre udlændinge" af de franske myndigheder. Den mexicanske generalkonsul i Paris imidlertid Kisch et visum, og han flygter til USA i første omgang. Her bliver han holdt i kort snor.

Gisela slutter sig til ham, og de rejser til Mexico City, der er et centrum for kommunistiske og anti-nazistiske tyske flygtninge. De samles i Heinrich Heine-klubben, hvis formand var forfatterinden Anna Seghers og hvis næstformand blev Kisch. Han grundlagde her magasinet Free Germany og forlaget Free Book.

En knust familie

I 1942 udkom mesterværket, erindringsbogen Markedsplads for sensationer.  Han skriver derudover rejsebogen Opdagelser i Mexico, som udkommer i krigens sidste dage og bliver hans sidste bog.

I februar 1946 sejlede parret til Europa. Under krigen var to af Kisch brødre blevet dræbt. Arnold i Lodz-ghettoen i 1942, og Paul i KZ-lejren Theresienstadt i 1944.

Broderen Wolfgang var blevet dræbt i 1. verdenskrig, mens broderen Friedrich, som var læge, deltog med Kisch i Den Spanske Borgerkrig og efter nederlaget rejste med en række andre læger til Kina for at støtte Mao Zedongs kommunister.

Kisch involverede sig atter i politik. Det tjekkiske kommunistparti havde fået en betydelig rolle efter sejren over fascismen, og et resultat blev reportagen Karl Marx i Karlsbad.

De mange rejser på flugt havde taget hårdt på ham og efter en del sygdom døde han i Prag i marts 1948 og fik statsbegravelse.

Den politisk engagerede Kisch er ofte omtalt som grundlæggeren af den litterære reportage. Selv anså han dog amerikanske Jack London og franske Emilie Zola som sine forbilleder. Hans største fortjeneste er nok de informative, sociale og underholdende "rasende reportager" fra spraglede miljøer, der var skrevet i et sprog, som det brede publikum kunne forholde sig til.

Tysker, tjekke og kommunist

"Jeg er tysk. Jeg er tjekkisk. Jeg er Jøde. Jeg er fra en god familie. Jeg er kommunist. Jeg er Corp-dreng. Noget der altid vil hjælpe mig"’. Sådan beskrev verdensborgeren Egon "Erwin" Kisch sig selv.

I DDR er hans værker kommet i masseoplag og udgivet i 1960-1985 i en smuk ti-binds udgave som Samlede værker. Den legendariske tyske undercover journalist Gunther Wallraff er tydeligvis inspireret af Kisch og han skrev da også i 1978 essayet Kisch og Jeg. På svensk findes desuden perlen Den rasande reportern (1992) med nogle af Kisch bedste reportager.

Flere af Kisch reportager har fortsat historisk, litterær og aktuel interesse, hvorfor det må være et spørgsmål om tid inden de kommer på dansk.