Komikøsen, klimakteriemakrellen og karryæra-kvinden, som Anne Marie Helger kalder sig, fylder i dag 75 år.
Nelson Mandela ville fotograferes sammen med Helger i den store robe i den tro, at hun var Danmarks dronning.
Skuespiller, entertainer, performer, forfatter og meget mere kan hun kalde sig, men det er hendes sociale og solidariske engagement, der først og fremmest bærer både ordene, sangene og de kæmpestore kjoler – undskyld, rober.
På Arbejderen spurgte vi Anne Marie Helger, om hun ville sende en videohilsen i anledning af sin fødselsdag. Vi modtog den i går, og du kan se den her:
Helger savner scenen og publikum
Fødselaren Helger fortæller på sin facebookside, at hun savner scenen og publikum her under forsigtigheden med corona. Hun har måttet aflyse mange forestillinger. For nylig skulle hun have optrådt på Askov Højskole under kurset "Revy, viser og historier". Noget hun havde glædet sig meget til.
I stedet har Anne Marie Helger været flittig på Facebook med at sende støttehilsner og satiriske indslag ud.
"Støtteeventet for byens vilde Natur og Kultur" modtog hele tre støttehilsner fra Anne Marie Helger. Hun og mange andre kunstnere stillede op online til et kulturarrangement 10. januar i protest mod byudviklingen i København, mod det planlagte byggeri på Amager Fælled og Stejlepladsen.
>> LÆS OGSÅ: Bevægelser kæmper for folkeafstemning om byggeri på naturområder
Nysgerrig og parat
Anne Marie Helger er altid nysgerrig efter, hvad der sker omkring hende, og giver gerne sin støtte eller en opsang.
Coronatiden er ikke gået ramt forbi. Helger har sammen med scenemakkeren Peter Larsen skudt flere scener med De Prikkede Synger.
Ved juletid fik minkavlerne en hilsen fra pelsbæreren Fru skibsredder Plask-Plaskenskjold MacThorncrown med "En død dyr juleopsang" sunget med klima-undertoner.
Man ved aldrig, hvornår Helger springer på et emne eller en uretfærdighed.
Ingen ved, fra hvilken side hun "angriber" en sag, før hun står på scenen. Helger mestrer både at være i den forurettedes skindsutter og i det viljesyge magtmenneskes stiletter, når hun agerer.
Overraskelsen ligger i flæsen
Man ved heller aldrig, i hvilken udklædning, forklædning eller flæse hun dukker op til et givent arrangement. Det pirrer publikum, allerede længe inden hun går på scenen. Mon ikke også det pirrer dem, der ikke er hendes umiddelbare fans?
Selv Nelson Mandela overraskede hun, da han besøgte Danmark. Han ville fotograferes sammen med hende i den store flæse- og farverige robe i den tro, at hun var Danmarks dronning. Derom kan man læse i hendes bog "Råberober".
Idéen til Mandela-kjolen kom fra hendes mand, Jeppe Helweg, og houte couture-skrædder Lars Andersen stod for syningen.
Helger var ikke helt dus med rødstrømpebevægelsen dengang. De var imod pyntesygen, og den ville Helger under ingen omstændigheder give fra sig.
Lars Andersen er en mester med silke, tyl, skørter, flæser, festoner, guldtresser, perler, pynt, guld, glimmer og diamanter. Så meget, at det kan være svært som publikum at holde fokus på selve sagen med al den storslåede couture. Det snedige er, når Helger som kjolebærer løfter rollen over i det modsatte indhold og med ironi samler det til en helhed.
Det begyndte med en fjer
Det begyndte med den store påfuglekjole, som Lars Andersen forærede til Anne Marie Helger, da hun skulle holde båltale til en sankthansaften i Greve, fortæller hun i "Råberober".
"Kim Larsen skulle spille før mig. Vi kender hinanden fra den kåde ungdom på Christianshavn, og da han kom ud fra scenen og fik øje på Påfuglen med mig indeni, sagde han: "Arj, Helger, kunne mindre ikke gøre det?! Jeg er fandme glad for, at jeg ikke skulle på efter dig!" Jeg tror nu ikke, det havde gjort nogen forskel. Den påfugl havde dykket de fleste, men ikke Kong Kim, som Bodil Udsen altid kaldte ham."
Det snedige er, når Helger som kjolebærer løfter rollen over i det modsatte indhold og med ironi samler det til en helhed.
Lige siden har Anne Marie Helger og Lars Andersen været sammen om metervis af stof. I de senere år er også Helgers datter, Johanne Helger Lund, begyndt at være den kreative hjerne bag kostumerne.
Hver begivenhed, hver optræden har sit gennemtænkte kostume, om det er EU-modstand med Fru Skibsredder Percy Plask-Plaskenskjold, Aids-kjolen, Golfkrigstournure, containerlook til Jytte Jævn eller beige look med brede hofter til normaldanskeren Connie Knudsen eller Rød Splatklat til minde om maler-aktionen mod Fogh Rasmussen og hans krig i Irak.
Oprørsk med rødt fortegn
Anne Marie Helger er et varmt og venligt menneske, men de, der ypper til krig, racisme og klimaødelæggelser, skal ikke forvente hendes venlighed, hverken fra scenen eller pennen.
Man må vælge side, skrev hun i talen til Thomas Koppels bisættelse i 2006. Han havde inspireret hende til dette standpunkt, og hun kaldte ham for "den uovervindelige, seje barrikadekammerat".
Helger har i tidens løb optrådt sammen med mange, som turde gå i oprørskhed. Peter Larsen, Jesper Klein, Annisette og Thomas Koppel, Vigga Bro, Erik Clausen, Bodil Udsen, Helle Ryslinge og gymnastikpædagogen Helle Godtved, for blot at nævne nogle. Med tiden har hun også fået en lærling, Tanja Bjørn Zabell.
Helger er vokset frem af den teaterbevægelse og strømning, den oprørskhed med rødt fortegn som prægede 1970'erne. Trods skarpe standpunkter for kvinders frigørelse var hun ikke helt dus med rødstrømpebevægelsen dengang. De var imod pyntesygen, og den ville Helger under ingen omstændigheder give fra sig.
Kostumariet i Svendborg
Hendes kostumer er et resultat af pyntesygen, og heldigvis har hun efter lang tids søgen fundet et sted, der kan rumme dem på flere hundrede kvadratmeter.
Arbejderen har haft den store glæde at have Anne Marie Helger til at optræde til støtte for avisen mere end en gang.
Når Kostumariet i Svendborg forhåbentlig inden længe kan lukke fløjdørene op, er det med en stor donation fra Helgers garderobe.
"Skuespillerinde og politisk provokatør Anne Marie Helger har overdraget alle sine enestående og ekstravagante kostumer og "Råberober" til Kostumariet, og disse vil danne grundstammen i den faste udstilling på stedet", skriver Kostumariet.
Nyt jubilæum i år
I år kan Anne Marie Helger også fejre 55 års jubilæum som skuespiller.
I 1991 fejrede hun sit 25 års jubilæum, selvfølgelig med en kjole der fyldte hele scenen på Det Kongelige Hofteater. Herfra stammer albummet Jubilæumsperler med 10 sange, udgivet på Nexø Forlag. Hvad mon man kan forvente til det kommende jubilæum? Måske hendes levnedsbeskrivelse som hun arbejder på?
Anne Marie Helger er uforudsigelig, men alderen kan man ikke snyde. Hun fylder 75 år, stadig fuld af oprørskhed og solidaritet.
Arbejderen har haft den store glæde at have Anne Marie Helger til at optræde til støtte for avisen mere end en gang.
Under en støttefest i Aalborg mødte næsten 150 delegerede fra 3F's kongres op. Næsten alle mænd. De havde nok ikke forestillet sig at blive underholdt af Fru Helger om klimakteriets hedeture. Stemningen gik fra stum til stormende latter.
Et stort tillykke med dagen her fra Arbejderen, og tak for din støtte gennem årene.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278