I søndags sluttede Berlinalen, der i år blev åbnet med den danske film "Kindness of Strangers" af Lone Scherfig. Der var guld til en israelsk film "Synonymer" af Nadav Lapid, en selvbiografisk film om en ung mand der forlader sit hjemland og rejser til Paris, og sølv til den højaktuelle film om katolske præsters seksuelle misbrug af mindreårige, "Lovet Være Gud" af François Ozon. Lidt skandinavisk hæder blev det også til med en sølvbjørn til fotografen Rasmus Videbæk for den norske film "Ud og Stjæle Heste", lavet ud fra en roman af samme navn.

100 år gamle billeder af Novemberrevolutionen i Berlin og ikon-lignende stills af Rosa Luxemburg bliver til en 77 minutters collage. 

To kinesiske film kunne ikke vises blandt andet filmen "One Second", et drama der foregår under den kinesiske kulturrevolution, af Zang Yimou, der var udtaget til konkurrencen. Der officielle forklaring var "af tekniske grunde", men der mumles i alle munde i pressecentret, at det er censur. Trist, jeg ville gerne have gjort mig min egen mening om den film.

Dette års Berlinale er ellers markeret af et generationsskifte, ikke kun i rækkerne af de forskellige filmmagere, men også de forskellige ledere er efterhånden skiftet ud. Det er festivallederen Dieter Kosslicks sidste år på banen efter 18 år som festivalens leder, og jeg kan huske, da han kom!

Men det er ikke, fordi fortiden er glemt. Den er genstand for en ren reprise af genopdagelse, genbehandling, nyerkendelse og psykoanalyse. Både hos unge og hos ældre generationer filmmagere. Fra Rosa Luxemburg til gamle støvede filmruller i Khartoum, fra ufuldstændige dagbøger og manuskripter til oplevede historier og Gud - ja, hun er en kvinde.

ARKIVER OG MINDER

Berlinalen er en af de største publikumsfestivaler med mere end 350.000 solgte billetter, og mens biograferne langsomt fyldes, går jeg i gang med tre af de film, der i særlig grad beskæftiger sig med arkivmateriale. Det er nu, vi skal rode op i og reflektere historien.

Det er både skrift, fotos, film og lydarkiver, der danner udgangspunkt i de ganske forskelligt bearbejdede film, der med hver med sit personlige præg er en velkommen kontrast til flere meget forenklede film til festivalen. Det er nemlig blevet in at mene "det rigtige", men filmene bliver ofte karikaturer af sig selv uden at nå ind til nerven i det de vil sige. Et kreativt brug af arkivmateriale derimod, kan åbne øjnene for tilskueren på en ny måde.

ET PERSONLIGT MØDE MED ROSA LUXEMBURG

"Und ich lächle im Dunkeln dem Leben" ( Og jeg smiler i livets mørke. )
"Jeg forstod ikke et ord af, hvad hun sagde" siger Ghassan Salhab om Rosas ord i sin personlige film "Un Rose Ouverte" ( En Åben Rose) om Rosa Luxemburg. "Men teksten fascinerede mig, igen og igen læste jeg: "Und ich lächle im Dunkeln dem Leben".

I filmen er vi i Berlin, hvor vi ser Landwehrkanal, farvet rød, der hvor Rosas lig blev smidt i vandet, efter at hun var blevet myrdet for 100 år siden. Billederne underlægges en kvindestemme, der læser op på det smukke arabiske sprog, er det et digt? Nej, det er Rosas breve til sin veninde Sonja fra fængslet i Breslau, hvor hun sad i isolationsfængsel i 1917, oversat til arabisk.

Disse breve, digte og tekster, både Rosa Luxemburgs og fra andre kunstnere og politikere på den tid, bliver sammen med rolige dagligdags gadebilleder fra Berlin og Libanon 2019, samt 100 år gamle billeder af Novemberrevolutionen i Berlin og ikon-lignende stills af Rosa Luxemburg, til en 77 minutters collage. Underlagt minimalistisk musik og sange af sangerinden Nico. Afvekslende med disse billeder ser vi to unge kvinder fra Libanon, der i måske skal personificere Rosa, måske en Rosa af i dag?

Hviskende gentages folkesangen:

Auf, auf zum Kampf zum Kampf
Zum Kampf sind wir geboren
Auf, auf zum Kampf zum Kampf
Zum Kampf sind wir bereit
Dem Karl Liebknecht dem haben wirs geschworen
Der Rosa Luxemburg reichen wir die Hand

Den Karl Liebknecht den haben wir verloren
Die Rosa Luxemburg fiel durch Mörder Hand

Her 100 år efter mordet på Rosa Luxemburg er filmen en speciel både smuk og kunstnerisk hyldest til Rosa Luxemburg. Et værk, der er en slags mellemting mellem en bog, en film og en lang sang. Det arabiske islæt sender tanker til det arabiske forår og til det, der er alt andet end forår. Ghassan Salhab kommer fra Libanon. Måske virker "de unge Rosas" lidt opsat og til slut, hvor et ungt rockband spiller, ville have stået stærkere med ren musik. Alligevel er det en rigtig fin film.

TRE GENERATIONERS RUM AF TID

Over tre timer varer filmen "Heimat ist ein Raum aus Zeit" ( Hjemstavn er et rum skabt af tid ) af Thomas Heise, som jeg heldigvis fik set i starten af festivalen, eller havde jeg nok ikke kunne holde mig vågen så længe. En på en gang personlig og almen interessant rejse gennem historien fra slutningen af Første Verdenskrig over Anden Verdenskrig og videre igennem DDR-tiden, frem til nu.

Thomas Heise har skabt filmen med udgangspunkt i de sidste tre generationer af sin egen familie. Han bruger efterladt skriftligt materiale såsom breve, tekster, ikke færdiggjorte erindringer med mere. Tekster, der læses op, samtidig med at man ser tidløse og stemningsfyldte sort/hvid film af landskaber og steder, af og til ser vi breve og fotos.

Især brevene fra farmorens familie fra Wien, hvor jødiske mødre en for en deporteres, imens vi ser listen af mere end 400 navne og adresser, der uendeligt glider over filmlærredet, er berørende.

Men ikke nok med det, efter krigen springer vi til Heises mors forelskelse i 50'erne og slynges med ud i DDRs historie, set fra Heise familiens side. Hans far, Wolfgang Heise, var en kendt filosofprofessor på det store Humboldt Universitet i Berlin og en af hjernerne, der var med til at starte republikken og modtog DDRs nationalpris. Men Heise var for egensindig og kritisk og bliver "befriet" for sine opgaver (vi hører udsnit af brevkorrespondance). De sort/hvide filmede landskaber lægger baggrund til teksterne i et vellykket flow, måske er det stederne for historiens omdrejning?

Filmen er en personlig ransagning uden strikte facts, og netop dét gør den spændende. Ikke mindst morens brevkorrespondance blandt andet med den kendte forfatter Christa Wolf belyser slutningen af DDR rigtig fint. Okay, Heise har en interessant og dramatisk familiebaggrund, men har vi ikke alle det? Jeg kan rigtig godt lide den måde filmen reflekterer på trods sin monumentale længde, og får straks lyst til at gå hjem og rode i de gamle breve fra min familie.

SPEJLER EUROPAS SYN

En anden raffineret vinkel på arkivmateriale er filmen "Afrikas Spejl", som er en hjerteskærende film, der sætter Europas opfattelse af Afrika og afrikanere i et ubarmhjertigt relief. Den hvide mands syn på "negeren", den lykkelige vilde, kommer til udtryk i fuldt flor i filmen.

"Helst ville jeg bygge en høj mur rundt om dette vidunderlige negerparadis", siger René Gardi i sin kommentar til, hvordan han oplever de indfødte i dalen i Cameroun, og samtidig tilføjer han, at bare Schweiz også havde sin egen koloni.

René Gardi er en schweizisk opdagelsesrejsende, der mellem 1948 og 2000 rejste til blandt andet Cameroun og filmede og fotograferede "de vilde" og deres "eksotiske" verden. Gardi og hans film og fjernsyns-udsendelser præger stadig schweizernes syn på Afrika, fortæller filmens ophavsmand Mischa Hedinger.

Filmen, der virker provokerende på mange berlinale-tilskuere, fordi den ikke direkte fordømmer Gardi, er efter min mening skabt med præcision og idè; uden kommentarer og alene ud fra René Gardis omfattende arkiv af billeder, lyd, breve, tekster og fotos.

Med brug af gentagelser, slowmotion og simple lydcollager sammen med Gardis egne tekster, lykkes det Micha Hedinger at vise os europæere og os selv, som de kolonialister vi er eller i bedste fald har været. Og forhåbentlig viser "Afrikas Spejl" en tids syn, der er forældet. Samtidig viser filmbillederne, der jo er optaget over en lang periode, den ekstreme forandring kontinentet har oplevet.

Addis Abeba, der er en af de hurtigst voksende byer i verden, nedlægger landsbyer, der ligger i byens opland uden hensyntagen til deres beboere. 

Som kommentar til de kritiske stemmer, der mener, at Mischa Hedinger skulle have givet filmen kritiske og forklarende kommentarer, vil jeg mene, at det er et spørgsmål om, at vi som hvide europæere overhovedet vil være de rette til at skabe en film, der kritiserer dette syn på "de vilde".

Måske skulle Mischa Hedinger stille filmmaterialet til rådighed for en filmmager fra Cameroun, så kunne han eller hun lave sin egen version.

HVORNÅR KOMMER DET ARABISKE FORÅR TIL SUDAN ?

To film fra og om Khartoum i Sudan. Et fint portræt fra Sudans filmgruppe er filmen "Talking About Trees" af Suhaib Gasmelbari, der også vinder både Panoramas publikumspris og Glashüttes dokumentarfilmpris med 50.000 euro, som jeg håber kommer den sudanesiske filmgruppe og deres arbejde til gode.

De fire ældre herrer fra Sudans filmgruppe har alle en filmuddannelse fra blandt andet Moskva og var i 70'ernes Sudan landets nye filmmagere frem til diktaturet i 85. Siden da er der ingen mulighed for at lave film i Sudan længere, og landets biografer er alle lukket.

Med tro på fremtiden rejser gruppen rundt og viser film fra deres gamle folkevogn, blandt andet Charlie Chaplins "Moderne Tider". I filmen prøver de at åbne en af de lukkede biografer i byen. Biografen, der er forfalden og med urgamle stolerækker, bliver sat i stand med en rørende ihærdighed. Livet, venskabet og håbet går videre, mens den regerende Omar Hasan Ahmad al-Bashir hylder sig selv i sin fjerde regeringsperiode siden 1989.

Filmen er meget fint fotograferet og er enkel i sin historie, der dog er så beklemmende. Alligevel er der måske håb? Både til snakken efter filmen, der bliver vældig godt modtaget i den propfyldte biograf, og til selve den fine prisuddeling formidler filmmager og medlemmer af The Sudanese Filmgroup et råb til verdensoffentligheden, om ikke at glemme Sudan og folkets kamp for retfærdighed. Lad os håbe at filmmageren Suhaib Gasmelbari vil arbejde videre med sit projekt Sudan.

I filmen "Ouf Saiyed Elkhortoum" (Khartoum offside) af Marwa Zein møder vi de unge kvinder i hovedstaden Khartoum i Sudan, der også gerne vil gerne bestemme selv. De vil nemlig spille fodbold, og ja, der var engang, hvor kvindelige sportsudøvere repræsenterede landet, det ser vi i filmens tekster til sidst.

Men i dag er det utænkeligt, at der kan eksistere et kvindeligt landshold. Det er en lyst, at følge filmens hovedpersoner og al den energi og power de har gennem Khartoums gader og i deres stræben for at få et landshold op at stå.

GIV BØRNENE ORDET

Børnene og de unge er verdens fremtid, og film om børne- og ungeliv har sin egen afdeling på festivalen: GENERATION. Her vises et bredt program af film fra hele verden, ofte for udsolgte sale og med høj stemning. Der er flere dokumentar- og halvdokumentariske film, og logisk nok har mange af filmene ikke professionelle skuespillere i hovedrollerne eller skuespillere, der spiller sig selv.

Men hvordan portrætterer de voksne så børn? Hvordan er det, vi mener, at de skal fremstå? Giver vi dem talerum, eller presser vi dem ned i nogle færdige kasser? Tre af filmene i programmet GENERATION har valgt forskellige veje.

DEN EKSPLODERENDE STORBY

Filmmageren Mo Scarpelli fra USA rejste gennem flere år til Etiopien, hvor hun oplevede landet og dets folk som både stolt og selvstændigt. Dog blev hun oprørt over, hvordan man i hovedstaden Addis Abeba, der er en af de hurtigst voksende byer i verden, nedlægger landsbyer, der ligger i byens opland uden hensyntagen til deres beboere. Det er første gang, at hun ser udefra kommende firmaer i den grad gå i gang. Addis Abeba har siden 1955 fordoblet sit indbyggertal, og i 2050 regner man med, at byen vil huse mere end 13,2 millioner. Det ville Mo Scarpelli gerne lave en film om, men hvordan?

Mens hun forberedte sin film om temaet, mødte hun drengen Asalif Tewold, der med sin charme var den ideelle person til at belyse historien. Det blev der så filmen "Anbessa" ( Løven ) ud af.  

Asalif er opfinder og bor alene med sin mor i det sidste lerklinede hus på kanten af byen, og det er klart, at deres bolig snart vil forsvinde. Asalif er opfinder og skruer al mulig elektronik sammen, som han finder på lossepladsen, til sjove og brugbare genstande. Egentlig er der ikke meget mere historie i filmen end det, i lyset af den voksende by.

Dette års Berlinale er ellers markeret af et generationsskifte, ikke kun i rækkerne af de forskellige filmmagere, men også de forskellige ledere er efterhånden skiftet ud.

Mo Scarpelli har selv fotograferet sin film og er tæt på den ualmindelig charmerende Asalif, der også får lov til at udfolde sig på lærredet. Alligevel bliver han instrueret på et eller andet sæt, og det er både godt og ondt for filmen; han er meget alene, en slags solo star, og vi ved ikke helt, om det er på grund af filmen, eller om han virkelig er en outsider. Under alle omstændigheder vil jeg huske Asalif, der klæder sig ud som løven Anbesa, og jeg vil håbe, at filmmageren Mo vil bevare kontakten til sin skuespiller og støtte ham fremover.

BED MIG IKKE OM AT VÆLGE MELLEM FAR OG MOR

"Er der et målebånd eller en skala for, hvad der er normalt fra 1-10? Så giv mig det, og jeg vil med det samme ødelægge det", siger et af børnene og hovedpersonerne i filmen "Where We Belong" af Jacqueline Zünd, der har valgt an anderledes vinkel for sine portrætter af unge mennesker end i filmen "Anbessa".

Filmen griber fat i et uhyre vigtigt tema: Skilsmisser. Her er de unge definitivt filmens hovedpersoner, og det er dem, der får lov til at fortælle på deres egne præmisser. Jo, der er mange stemninger og også meget smuk musik, der omspinder filmen, men det er aldrig pågående. Vi får lov at deltage i børnenes verden, der enkelt viser, hvor dumt de voksne ofte opfører sig, når de vil, at børnene skal vælge den ene eller den anden part i en skilsmisse. Jeg tror filmen vil sige, at det her er noget, vi må snakke mere om. Her må vi høre mere på, hvordan børnene selv oplever disse ting.

For mig er "Where We Belong" en af de meget stærke film på festivalen i år, så den får min gyldne filmrulle.

FRA EGEN HJEMSTAVN

Der er skybrud over den lille indiske landsby Kalardiya. Bulbul og hendes venner bliver grinende gennemblødt af regnen. De mærker den første kilden i maven, men i regionen hersker strenge kyskhedsregler, som synes uovervindelige. I "Bulbul Can Sing" har Rima Das besøgt sin egen hjemstavn i Nordindien for at lave en film. Så filmen har naturligvis er en helt anden tråd til handlingen og skuespillerne, der spiller sig selv i den fine og rørende film om unge mennesker i landsbyen, hvis første kærlighed stoppes af de restriktive forhold.

Her forbyder den strenge skole blandt andet de unge i at mødes og vise deres unge kœrlighed i skoleuniform udenfor skoletiden, hvilket naturligvis sker og som så medfører, at de unge bliver smidt ud af skolen. Det er barske realiteter på en smuk baggrund i den vidunderlige indiske landskab. Et ærligt portræt af unge mennesker, hvis dagligdags drømme støder ind i de kulturelle realiteter.

Også vinderen af den internationale børnejurys pris, filmen "Di Ya Di De Li Bie" ( Den Første Afsked ) af Wang Lina, beskriver børnene i landsbyen fra hendes egen hjemstavn meget fint, i en både sørgelig og meget smuk film om afsked og tab i det lille Uighhuriske landsbysamfund. Uigurierne er et kinesisk mindretal, der lever i det nordvestlige Kina. I en af mange afskeder i filmen må vennerne skilles, da den ene bliver sendt til byen, hvor der er bedre chance for en fremtid, da der kun snakkes mandarin i skolen. Filmen er blandt andet fantastisk fotograferet af Li Yong.

KARAKTERFULDE KVINDER

To yderst karakterfulde kvinder besøgte Berlinalen i år. En af dem er Geraldine Chaplin, der spiller hovedrollen i en forrygende film "La Fiera y La Fiesta" af Laura Amelia Guzmán og Israel Cárdenas, der blev vist i klassen Panorama. Geraldine spiller en punkdiva, der rejser til den Dominikanske republik for at instruere en film efter et manuskript, skrevet af den afdøde instruktør Jean-Louis Jorge.

Jorge levede i Den Dominikanske Republik 1947-2000 og lavede fantastiske film i sit hjemland.

Med pomp og pragt skal filmen optages, og pludselig forsvinder filmens dansende skuespillere en efter en, i et mere og mere herligt og absurd drama om livet og døden. Den usædvanlige films omdrejningspunkt er selvfølgelig Geraldine Chaplins skuespil. Det er ingen perfekt film, men med en åben absurd og særlig verden, der både hylder den afdøde instruktør Jean-Louis Jorge og også fortæller historier om forgængelighed.

Det er nemlig blevet in at mene "det rigtige", men filmene bliver ofte karikaturer af sig selv uden at nå ind til nerven i det de vil sige. 

Udenfor konkurrence er den to timer lange film "Varda By Varda", som Agnés Varda har lavet om sig selv. Agnés er en fascinerende filmmager og kunstner, der siden 1954 har skabt fotos og film, og som senere i sin kunstneriske løbebane har arbejdet som billedkunstner med videoinstallationer, udstillinger og kunstprojekter. Agnés Varda er feminist og venstreorienteret, og det lægger hun ikke skjul på. Hun har med sit skarpe personlige syn skabt mange film, der er gået over i filmhistorien.

I dag er hun 91 år og modtager den fine pris BERLINALE CAMERA. Jeg møder hende til presse-konferencen, hvor hun giver et rigtigt godt råd til kommende generationer af feministiske filmmagere: Vær nysgerrig.

DRAMA MELLEM FAMILIE, KIRKE OG STAT

Efter alle de dokumentarfilm er det dejligt at se en veldrejet film, der er spændende fra start til slut. Skuespilleren Zorica Nusheva fængsler tilskueren i den makedoniske film "Gospod Postoi Imeto I E Petrunija" ( Gud eksisterer, hun hedder Petrunya) af Teona Strugar Mitevska.

Om kvinden, der uden at ville det, bryder tabuer ved på hellige tre kongers dagen at vinde en konkurrence om, hvem der kan fiske et trækors op af vandet, en konkurrence der ellers reserveret mænd. Herefter er udspiller sig et absurd og komisk drama, hvor den mandsdominerede verden gør sig selv til grin i et drama mellem familie, kirke og stat. Petrunya vandt den økumeniske filmpris for bedste film i konkurrencen.

HEALING FRA 1972

Efter 12 dage med film er jeg ved at være mæt af billeder og historier på godt og ondt, og så er det vidunderligt at blive inviteret til koncert med Aretha Franklin, og det fedeste gospelkor, nemlig California Community Choir i en Baptistkirke i Los Angeles i 1972.

For filmen "Amazing Grace" er en koncert og en hyldest til musikken.

Det har taget filmmageren Alan Elliot 11 år at få lov til at bruge materialet, der tilhørte Warner Brothers, for at lave denne fine film. Af en eller anden grund blev det aldrig brugt dengang, hvor pladen blev et stort hit, men filmmaterialet blev glemt. Jeg takker Elliot for invitationen, en vidunderlig film uden kommentarer, og som man ser, kan arkiver bruges til meget, og det er svært at sidde stille i biografstolen.

The Sudanese Filmgroup formidler et råb til verdensoffentligheden, om ikke at glemme Sudan og folkets kamp for retfærdighed.

Solen titter frem, og det er allerede forår her i starten af februar. "Thank you for flying in" siger den kendte vært Anke Engelke og hentyder erotisk til vor klimasituation ved uddelingen af årets sølv- og guldbjørne. Måske går Berlinalen en ny tid i møde med de nye ledere, hvem ved?

I år har det i hvert fald endnu en gang været en uforglemmelig oplevelse at fordybe sig i vor både barske og smukke verden og dens ve og vel. Måske kan filmene alligevel rive lidt op i den skæve verdensorden, vi har? Der er i hvert fald ingen tvivl om, at Berlinalen er en vigtig festival.