Berlinalen, Berlins store internationale filmfestival, er forbi. Endnu engang har biograferne været fyldt med børn, unge og voksne i alle aldre, et engageret publikum der både omfatter professionelle og ”cineasten”.

Hvad mon den iranske regeringen nu siger, hvor Jafar Panahi vinder Den Gyldne Bjørn? En meget politisk beslutning af dette års jury.

Det er det tyske ord for folk, der er vilde med film og hvad dertil hører, og hvoraf mange er rejst til Berlin alene for festivalen. Hele 4000 journalister fra hele verden var akkrediteret.

Den ellers temmelig kedelige Potsdamer Platz er levende som aldrig før. Jeg tænker på mine første besøg her på pladsen for 25 år siden, hvor et loppemarked hver søndag voksede op af den store mudrede pløjemark. Kun ét hus var der her, det havde stået stand igennem Anden Verdenskrigs ødelæggelser.

I dag er dette hus omkredset af det sofistikerede Sony-hus, der med sine syv bygninger tårner sig op og som i kælderen rummer ikke mindre end 10 biografer. Den historiske Esplanade-bygning er næsten ikke til at finde mellem de nybyggede højhuse, og loppemarkedssælgernes råb ”Ein stück eine mark” er forlængst forstummet.

En rejse tilbage

Der er dog én chance for at opleve pladsen, som den var dengang, på Berlinalen i år. Der er "homage" – hyldest – til den tyske filmmager Wim Wenders, som har lavet mange fine film.

Der er "homage" – hyldest – til den tyske filmmager Wim Wenders, som har lavet mange fine film. 

Blandt de viste film er "Himmelen over Berlin", som nogen nok vil nikke genkendende til. Det er en skøn film om Berlin på Murens tid og det at være engel eller ej, og her ser vi virkelig Potsdamer Platz, som den så ud i 1987; en pløjemark. 

Wim Wenders, der har lavet over 40 film, hvoraf 10 blev vist til Berlinalen, modtog sin ”Hædersbjørn” i Berlinalepalatset den 12. februar.

Men festivalen giver også andre muligheder for at ”rejse tilbage” blandt andet med filmen "B-Movie: Lust & Sound in West-Berlin" af Jörg A. Hoppe, Klaus Maeck og Heiko Lange. Filmen er en rejse til Vestberlin i 1980'erne til husbesættere, musikere som Einstürtzende Neubauten, Tötliche Doris og lignende, Vi ser også den legendariske biograf Sputnik Kino, der siden er blev revet ned.

Historien bliver fortalt af englænderen Mark Reeder, der drager fra Manchester til Vestberlin i slutningen af 70'erne og som filmer, spiller og producerer musik. Og det er super sjovt og fandenivoldsk fortalt. Enkelte scener er rekonstrueret, men der er også masser af skønne arkivoptagelser. Selv om filmen til tider – selv for folk som mig, der har oplevet den tid – bliver lidt langtrukken med uendelige besøg på barer og natklubber, fanger den en stemning fra en tid, hvor alt var muligt og musikken var i luften. Det er de gode gamle dage, hvor det hele ”var samfundets skyld”, og alternative livsformer lå på alles tunger.

Jeg forlader den stopfyldte biograf, hvor alle snakker og griner; ”det er som om, vi lever så kedeligt i dag i sammenligning”, kommenterer min sidedame. Jeg skynder mig på natklub for i det mindste at tage en svingom og en enkelt øl, inden morgenen kalder med nye filmrejser.

Kan man slette historien? 

"B-movie"-filmen slutter, da Berlinmuren falder, og her begynder historien i "Cinema: A Public Affair" af Tatiana Bandrup (USA/D).

Det er en højaktuel film, der viser, hvordan det russiske system, fra at åbne op i 80'erne, nu, fra dag til dag, bliver mere og mere totalitært.

Filmen fortæller om det russiske filmmuseum "Musey Kino", der blev oprettet i Moskva i 1989 under Jeltsin, men som blev lukket for fem år siden under store protester.

Det er en højaktuel film, der viser, hvordan det russiske system, fra at åbne op i 80'erne, nu, fra dag til dag, bliver mere og mere totalitært. Udover at vise en samling fantastiske historiske filmklip, møder vi entusiastiske medarbejdere, der kæmper for museets overlevelse ”i exil”. Vi ser den kostbare samling af skitser, kostymer, film med mere. Det vil sige: det er blevet reddet.Vi møder også andre russiske journalister og kunstnere, der sammen væver et lidet flatterende billede af udviklingen i Rusland i dag.

Men det er portrættet af Naum Kleiman, som er leder af teamet bag museet, der kæder filmen sammen, og som gør den til noget særligt. Han gør os det begribeligt, hvorfor det er så vigtigt at bevare og se de gamle film:

„Film har evnen til at gøre mennesker til borgere og de lader os drømme”… ”Tag nu de film, der blev lavet i Sovjetunionen, ganske vist var mange af dem propagandafilm, men de siger noget om vor historie og om andre samfundsmønstre. Det var ikke bare godt eller dårligt det hele. Hvis man bortvisker historien, står de unge af i dag fuldstændigt uden forståelse for deres baggrund, og det er farligt”.

Naum Kleiman er født i 1937 i det daværende Moldavien. Han ledede det berømte "Eisenstein Arkiv" 1967-1985 og det er nemt at se, hvorfor han er en internationalt beundret filmformidler. Han ser film som våben i kampen for et bedre og mere åbent samfund.

Det var en uforklarlig skandale, da grunden, hvor museet lå, blev solgt til spekulanter. Sikkert ville man de progressive kræfter bag museet til livs: Hvor det lå, står der i dag et højhus, et symbol på hvordan Jeltsins Rusland forholder sig til sin historie. ”Grav den ned og glem den”. Det er efter min mening skandaløst, hvad der er ved at ske i denne verden. Er vi begyndt at gå baglæns?

For at det ikke skal være nok, blev Kleiman fyret som leder af museet i sommeren 2014 på skandaløs vis og en regeringstro kulturkvinde blev sat i hans sted. Få måneder senere sagde hele teamet op i protest. Det vides ikke, hvad der er blevet af museets samling. Måske er den blevet fundament til endnu et højhus..

Naum Kleiman blev velfortjent hædret med "Berlinale Kamera", der gives til folk, der har gjort noget særligt for film. Det er ikke kun i Rusland, at filmhistorien forsvinder i takt med det digitale medies indførelse. Mange mindre kendte film forsvinder i filmarkiver og kældre rundt om i verden.

Flygtninge i eget land

Et andet sted på kloden bliver et andet engageret menneske også frataget sin post, Det er åbenbart en epidemi med den slags fyringer. Denne gang er det den japanske bys Futabas borgmester Katsutaka Idogawa, der får frataget sit embede i dokumentarfilmen ”Futaba kara toku hanarete dainibu/Nuclear Nation II“.

I 2012 skrev jeg om Funahashi Atsushis første film om reaktorkatastrofen i Arbejderen, "Fukuchima", der blev vist på Berlinalen dengang. Den handler om indbyggerne i Futaba, der ligger kun tre km fra det havarerede kernekraftværk, og byens borgmester. Den tidligere atomkrafttilhænger kæmper nu for sin bys borgere.

Atsushi Funahashi har siden da fulgt historiens gang, og det er blevet en ny film, der tegner flere detaljerede portrætter af ofrene for katastrofen. Jeg fik en snak med ham til Berlinalen. Han står selv for fotografering og klip. Med sin indtrængende måde at fortælle på og uden de sædvanlige statements og forklaringer, som vi er så vant til fra dokumentarfilm, følger han de af Futabas borgere, der siden evakueringen for snart fire år har boet på en skole.

Vi tager med på de korte tilladte besøg i deres kondemnerede hjem, hører om deres fortid i Futaba, og oplever hvordan disse mennesker bliver behandlet som flygtninge i deres eget land så godt som uden rettigheder.

- De fleste ved, at de aldrig vil kunne vende hjem til deres by igen, siger Atushi.

- Det, jeg gerne vil vise i min film er, hvordan disse mennesker bliver ignoreret af staten og af firmaet TEPKO. Det hedder sig, at de får en erstatning men selv om det er tilfældet, vil jeg stille spørgsmålet: Er det alt? Disse mennesker har mistet noget, som penge ikke kan købe, deres historie, deres rødder. Er atomkraft den risiko værd? Alle i Japan siger, at det handler om penge, men det er meget mere end det. Her har vi at gøre med værdier, der ikke kan gøres op i kroner og ører (yen).

Atushi Funahashi fortæller, at den internationale tilrådede standart for tålelig radioaktiv stråling oprindelig var sat til én mdc pr år. Efter Tjernobyl satte Sovjetunionen dette op til fem mdc pr. år under stor kritik fra USA og Europa. Nu har japanerne hævet maximum pr. år til 20.

- Og hvad sker der nu? Japan vil genåbne deres atomkraftværker, de har intet lært af historien. 

Atsushi Funahashi er en engageret filmmager, der er oppe imod et totalitært system.

Han havde mod til at tage sit kamera og rejse ud i Zonen i 2011 og har fulgt sit arbejde op lige siden. Det er sjette gang, at Funaharsi er inviteret til Berlinalen med sine film, hvilket ikke sker for mange. Alligevel har hans to film om Fukuschima og Futaba ikke fundet vej til de store japanske TV kanaler. Den er blevet vist online.

- De store tv kanaler viser ikke den slags film, så de fleste i Japan tror, at alt er godt igen. Der bliver glattet ud og andre steder i Japan har man nærmest fortrængt Fukuschima-ulykken.

Mens jeg skriver dette, er der rapporteret en kæmpe læk af højradioaktivt kølvand ved Fukuchima værket.

Jeg tænker på de mennesker, jeg har mødt i filmen, deres hjem og de små altre, der står forladt i et øde og forurenet land, der aldrig mere kan bebos. Jeg tænker også på, hvilken livskraft disse mennesker alligevel udstråler. Det er mere personlige skæbner, filminstruktøren viser i "Nuclear Nation II" – mennesker der har måttet forlade deres forfædres land. Men han har også fanget de slikkede politiker lige på kornet, mens de med held slanger sig udenom deres ansvar. 

Det er film som disse, der kan bringe os tæt på mennesker og begivenheder, ikke poppede og sensationslystne dokumentarprogrammer.

Kameler i alle afskygninger

Egentlig er jeg ikke lige fan af Nicole Kidman, men da jeg er fan af kameler, tager jeg hende med i købet, for der skal jo også være plads til at se en af filmene med de store budgetter til Berlinalen.

Lærredet er lidt bøjet, så kamelerne i filmen bliver mere langbenede end de egentlig er,

Det er eftermiddag, og jeg har indfundet mig i Friederiks Stattplalts der egentlig er Berlins Revuetheater, med masser af lysekroner og røde løbere. I anledning af Berlinalen er det omformet til biograf. Lærredet er lidt bøjet, så kamelerne i filmen bliver mere langbenede end de egentlig er. Salen er fyldt til randen, stemningen god.

"Queen of the Desert" af Werner Herzog beskriver den kvindelige „Lawrence of Arabia“, Gertrude Bell. Hun voksede op i den engelske overklasse og ville ikke indordne sig, som kvinder skulle på den tid. Derfor blev hun sendt til Teheran, hvor hun blev både forelsket og interesseret i den arabiske levevis. I en tid, hvor det engelske herredømme over Arabien var ved at slå revner, vovede hun sig ud på de vildeste ekspeditioner, og da hun således var blevet en kender af traditioner hos de stolte nomadestammer i Arabien, blev hun udkåret til at mægle mellem krigsparterne, hvilket hun først afslog og siden gik med til.

I denne vor forstyrrede tid 2015 er det tydeligt at se, hvorfor Werner Herzog har valgt denne historie; en hvid og en kvinde, der kan mægle mellem arabere og englændere, fordi hun respekterer araberne, det er jo noget særligt. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal sige til beskrivelsen af Gertrude Bells liv, der koncentrerer sig om hendes ulykkelige kærlighed og ikke viser hendes professionelle kariere som det, den er. Det er lidt ensformig måske, selv om det jo altid er skønt at se en stærk kvinde.

Landskaberne og de vilde kamelridt med tilhørende filmmusik af Klaus Bade er en nydelse, så selv om jeg ikke er udelt begejstret, har Werner Herzog sans for det storslåede, og det er en oplevelse at være med på kamelridt. Men filmen er set fra en englænders synspunkt med en englænder i hovedrollen, så der mangler lige som noget.

Den himmelske kamel

I den gruppe, der omfatter børnefilm for unge fra fire år og opefter, er der også kameler at finde, endda himmelske! Nebesnyj Verbljud (den himmelske kamel) filmen foregår på Kalmykiens endeløse steppe, hvor den 12-årige dreng Bayir rejser ud på familiens motorcykel for at finde Mor Kame. Hun er på jagt efter sine unger, som familien har solgt til en dum og rig filminstruktør. Filmen er højst dramartisk og spændende, og samtidig oplever vi steppen og dens folk på en fin måde, der lige fanger barnlige sjæle.

Undervejs er der liv og glade dage i biografen. Det er skønt med en hel spand unger, der klapper og gyser. Lad håbe denne film finder vej til biografen, så flere kan have glæde af den.

Bemærkelsesværdigt billedsprog og absurde historier

To helt specielle film foregår i henholdsvis Marokko og Atlasbjergene. Den ene – "La nuit et l’enfant" (Natten og barnet) af David Yon – er en mystisk historie om en ikke konkret flugt. I et område i Algeriet, hvor der var terrorangreb i 1990'erne, følger vi den unge mand Lamine og et barn gennem natten, men er de på flugt?

Barnet, han følges med, kan dels ses som mandens egen barnlige sjæl, dels som en, der bærer håb.

I mystiske, mørke nattebilleder ser vi, hvordan verden har ændret sig efter et terrorangreb, og hvordan den unge mand er traumatiseret, Barnet, han følges med, kan dels ses som mandens egen barnlige sjæl, dels som en, der bærer håb. Han tæller stjernerne, indtil dagen kommer. Da det endelig bliver morgen, konfronterer Lamine sig med sig selv for at komme videre. Det er en eksperimental historie fra Frankrig/Quatar. Måske er der alligevel håb forude. En positiv slutning og nogle rigtig flotte billeder.

De flotteste og mest specielle billeder jeg ser i år, er i den marokkanske film "Al bahr min ouaraikoum" (Havet bagved) af Hicham Lasri. Her er drama og sort humor i ét væk, beskrevet i sort/hvide billeder med masser af fantasifulde indstillinger. Filmen er optaget i Casablanca, blandt andet på et mystisk område fyldt med graffiti. "Her holder kunstnere til", fortæller instruktøren Hicham Lasrifra efter filmen, og denne lokation har givet filmen sin særlige stemning. Jeg får straks lyst til at rejse til Casablanca.

Vi følger en gøglergruppe med en hest, der ikke længere vil trække gruppens vogn, i en af hovedrollerne. De danner et absurd optog. Hovedpersonens job er at forklæde sig som kvinde og spille og synge. Dette var meget almindeligt før i tiden på den kant, men nu ses det aldrig mere. Aha! – her er verden også ved at blive mere konservativ.

Trods mange barske og voldelige scener løser filmen hele tiden op for knuderne med sine vilde og surrealistiske billeder og sin sorte humor, denne film kan ses som en happening. En helt speciel og særlig oplevelse på dette års Berlinale, og nok ikke noget Danmarks Radio vil købe til underholdning...

Grønland i Berlin

Også den grønlandske film "Sume - Mumisitsinerup Nipaa" af Inuk Silis Høegh er med på Berlinalen i år.

Den blev vel modtaget, også hos det tyske publikum der er begejstrede for musikken. Det er den første grønlandske film, der vises til festivalen, og der er fest og glade dage efter premieren på Bar Babette, en ombygget skønhedssalon.

Vore drømme og arv

Jeg vil slutte dette års festival med en rejse til Afrika og et besøg hos en meget træt filminstruktør, Rainer Werner Fassbinder, på et hotelværelse i Cannes. Hvor skal jeg begynde?

Med Fassbinder… Det tog Christian Braad Thomsen 30 år at finde det interview frem, han havde lavet i Cannes. Rainer Werner Fassbinder var så groggy, at han måske mente, at det ikke var passende at vise interviewet til nogen, og ja – det er Fassbinder også som han sidder dybt i stolen med sit whisky-colaglas, som han fingererer rundt med, mens han siger alt muligt klogt og uklogt om film, mennesker, livsformer og kvinder, ting der bestandigt vender tilbage til min tankegang over de næste dage.

Det er et fint og meget personligt portræt Christian Braad Thomsen får tegnet i "Fassbinder - Lieben ohne zu fordern". Man kan mærke, hvor glad han er for endelig at have lavet den film og at den nu er her ved Berlinalen. Filmen er produceret autonomt og uden støtte fra Filminstituttet, der mente at temaet var uinteressant. Lad os håbe filmen finder vej til et stort publikum.

Dokumentarfilmen "Coming of Age" af Teboho Edkins handler om at bliver voksen i en mindre by i Leshotos højland. Drengene er fårehyrder, pigerne går i skole og vil videre til bedre kostskoler. Det er ikke de store dramaer, vi oplever i filmen, men to vidt forskellige traditioner.

Drengene, der for længst har forladt skolen, rejser ud i bjergene til mandomsprøver og vender hjem fra bjergene som mænd ved films slutning. Pigerne erkender, at de er nødt til at forlade landsbyen, hvis de vil have en bedre uddannelse. Først lykkes det den ene pige, siden den anden, og der er fine åbne møder med og mellem de to piger hvorimod portrættet af hyrdedrengene er mere distanceret.

Det har været filmminstruktør Teboho Edkins ønske at lave en film om unge uden de sædvanlige klicheer og problemer i Afrika, og det er lykkedes. Han har boet i Lesotho, hvor filmen er optaget, men går nu på filmskole i Berlin. Han har besøgt landsbyen 55 dage over to år med et fem mand stort filmhold. Et meget fint og følsomt kamera af Samuel Lahu er med til at give denne film sin styrke.

Jeg fik smuglet mig med til min datters interview med filmens to unge pige-„hovedroller”, og en af dem fortæller:

- Mennesker har deres egne drømme, de er forskellige, Du kan se, at drengen i filmen ville rigtig gerne være ”the head boy” og det lykkedes for ham. Vi ønskede os bedre skoler og det lykkedes også. Så filmen viser mig, at alle kan gøre, hvad man vil. Det kommer an på, hvor stærk en familie er, selvfølgelig, men alligevel.

På spørgsmålet om, hvilken film de ville lave, hvis de fik chancen, svarer begge, at de vil lave en film om deres stolte traditioner dér, hvor de kommer fra.

Min gyldne filmrulle

Endnu en gang slutter Berlinalen og den efterlader sig indtryk fra overalt. Kasser og reklamer pakkes op og ned. Vinderfilmen "Taxa" er filmet fra en taxa i Iran af filminstruktøren Jafar Panahi. Han, der har forklædt sig som chauffør, er ellers under husarrest og har forbud mod at lave film i Iran, så det er tys-tys, at han har lavet denne film... 

Hvad mon regeringen nu siger, hvor han vinder Den Gyldne Bjørn? Det er hans unge niece, der tager imod prisen, helt betuttet og tårevædet. En meget politisk beslutning af dette års jury.

Og husk lige det 11. bud. I følge Naum Kleiman i "Cinema, a Public Affair" er der 11 bud. Det var bare stenhuggeren, der kørte sur i det, så det 11. blev aldrig nedfældet, men det lyder: ”Du skal ikke være bange”. Det har både Jafar Panahi og mange andre filmmagere M/K til dette års festival husket, som vi kan se af deres modige film om menneskerne og verden.

Tilbage bliver kun at uddele min årlige gyldne filmrulle og det bliver "La casa más grande del mundo" af Ana V. Bojórquez og Lucía Carreras. Den beskriver i fine  billeder et barn i Guatemalas højland, der både lære at blive voksen og samtidig bliver ved at være barn.