Det er der hele tiden, landskabet. Det er der som en del af bylandskabet med dens huse, gader, trafik, lysreklamer, mennesker, forfald og øde huskulisser.
Landskabet er også i os selv, som det knugede sind, den opløftede glæde, det klaustrofobiske og himmelstræbende mentale landskab.
Det er der med sine svungne kyster, langstrakte havhorisonter, truende bjergmassiver. Det er vandfaldet, floden, ismasserne. Landskabet er også i os selv, som det knugede sind, den opløftede glæde, det klaustrofobiske og himmelstræbende mentale landskab.
Landskabet er populært blandt unge nordiske fotografer som aldrig før. Naturlandskaber, urbane landskaber, mentale landskaber. Den romantiske idé, historiefortællingen, myten, konstruktionen.
På fotoudstillingen "Indre og ydre landskaber" møder værker af fem unge, nordiske kunstnere hinanden i en undersøgelse af landskabet som vi ser dem i dag, som vi så dem i går. De fem kunstnere tager beskueren på en rejse fra de nære, nordiske landskaber ud til mere fjerne omgivelser.
På grænsen mellem det romantiske, mystiske, iscenesatte og konceptuelle udfolder de fem kunstnere fortællinger og universer, der stiller spørgsmål ved vores forståelse af landskabet og vores sameksistens med naturen - eller manglen på samme.
"Indre og ydre landskaber" er en del af Fotografisk Centers nye netværksprojekt, der med denne udstilling og bloggen Nordic Exchange (nordicexchange.net) sætter fokus på ung nordisk fotokunst og unge fotografer i Norden.
Udstillingens store styrke er den bredde, hvormed de fem unge nordiske fotografer fortolker landskabet, dets placering og rolle i den menneskelige psykologi. Fra Ingvar Högni Ragnarssons minimalistiske islandske havneruiner til finske Anni Leppäläs glødende romantiske, nærmest nostalgiske higen efter nærvær, varme og kvindelig omsorg.
Norske Tonje Bøe Birkeland konfronterer den kvindelige seksualitet med naturens svulmende former, mens danske Ditte Knus Tønnesen splitter og dekomponerer det historiske fotografi. Svenske Johan Bergström gør naturen til en sloganfabrik.
Tilsammen skaber de et landskab fyldt med humor, alvor, sensualitet, politisk kommentar og storladen swung. Det gør "Indre og ydre landskaber" til en kunstnerisk pragtpræstation, som bør opleves af vore indre linser.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278