16 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Det Røde Kor: Der kommer en ny energi i rummet, når folk synger med på vores sange

Sangere for fred og frihed

Det Røde Kor: Der kommer en ny energi i rummet, når folk synger med på vores sange

De svinger godt sammen i Det Røde Kor fra Aarhus, når de synger for fred, frihed og ghettofrie boligområder. Det gælder om at give publikum et godt grin over diverse politikeres skræmmeballoner og overvinde deres forsøg på splittelse.

Det Røde Kor på scenen ved Fredsfestivalen 2019 i Aarhus.
FOTO: Poul Nyholm
Det Røde Kor med sangskriver Ole Nielsby til venstre og ved klaveret korets musikalske leder Nanna Christensen.

Når Det Røde Kor har sat sig noget i hovedet, skal det ud med sang. Som da koret tog til udrejsecentret Kærshovedgård ved Ikast for at synge for de afviste asylansøgere. Som da de mødte op med sange i protest mod nedrivning af boliger i Gellerup som følge af ghettoloven, og når de synger til 1. maj eller til 4. maj, befrielsesdagen. Sangene skal ud.

Verden bliver jo ikke bedre af, at vi står der og synger, men vi tror alligevel, at den bliver bedre.
Nanna Christensen, Det Røde Kor

Det Røde Kor hører hjemme i Aarhus og startede for godt 10 år siden. De holder til hos Enhedslisten, men det er ikke noget krav at være medlem. Man skal kunne synge og orientere sig i sangstemmerne og have et rødt hjerte.

Rynker ingen hindring

En af de første sangere i koret var Ole Nielsby, som efter eget udsagn er en mislykket it-ekspert, men heri lå også kimen til, at han i dag skriver flere af Det Røde Kors sange, fortæller han til arbejderen.dk.

Korets musikalske leder, Nanna Heggelund Christensen, er også mødt frem til interviewet i Café Oskar, Aarhus. Hun kom ind i koret, da hun var på vej ud af arbejdsmarkedet som musiklærer. Det var ikke nok for hende at gå på pension. Der skulle ske noget.

– Gør dét, du er god til, lyder mottoet, og jeg er ikke god til at gå til møder, griner Nanna Christensen og lukker op for posen med andre talenter:

– Jeg er god til at spille klaver og lave arrangementer og sørge for, at stemmerne i Det Røde Kor kommer til sin ret sammen.

Koret består af 10-15 sangere i forskellige aldre, flest i den modne alder og flest kvinder.

– Når man synger, går man ikke op i rynker – men i at få det til at svinge, smiler Ole Nielsby.

Tænde et lys i mørket

Den sidste fredag i september var der Lysfest for Humanisme på Kærshovedgård. Det Røde Kors sangere kom med tog til den nærliggende stationsby. De kom i biler. De samlede hinanden op undervejs. Kærshovedgård ligger langt ude på landet, lige midt i Jylland. Men her var en vigtig sag for koret.

Kærshovedgaard er et tidligere statsfængsel, der i dag fungerer som udrejsecenter for mennesker, der har fået afslag på asyl, er udvist ved dom eller på tålt ophold i Danmark.

Nanna Christensen fortæller, at hun følte sig meget velkommen, da arrangørerne dukkede op med kurve fyldt med kage og kaffe samt fakler til de fremmødte. Deltagerne i lysfesten kom dels fra lokalområdet og dels med busser fra Aarhus.

Initiativet bag Lysfest for Humanisme består en række mennesker fra lokalsamfundet og fra Aarhus. Desuden har de en lang række af anbefalere, deriblandt skuespilleren Ghita Nørby, forfatteren Carsten Jensen og en lang række politikere.

Den nye regering er tavs

– Det var en broget flok, der stillede op i vrede på vegne af disse mennesker inde på Kærshovedgård, fortæller Nanna, der ser Lysfest for Humanisme som en protest mod den foregående regerings politik med Inger Støjberg i spidsen. Samtidig undrer Nanna Christensen sig over, at den nye regering ikke gør noget for at ændre asylansøgernes forhold.

– Selv om asylansøgerne gerne må forlade stedet, så ligger det langt ude på landet. Der kører ikke busser ret ofte. Så de mangler cykler og mobiltelefoner.

– Det er meningen, at de skal sidde og blive kede af det og rejse frivilligt hjem til – ja, til hvad? spørger Ole Nielsby.

Når demagoger fylder os med had og fremmedfrygt
så er det vist på tide, at vi lærer dem lidt kløgt.
Og denneher logik kan hver en hønemor forstå:
Alverdens fremtid ligger i at værne om de små.
(Fra Logik for høns af Ole Nielsby.)

– Vi kan jo for pokker ikke sætte os ind i, hvad det er at være berøvet friheden. Derfor synger vi også: "Sang til friheden" af Bjørn Afzelius, siger Nanna Christensen.

– I koret vil vise, at der er nogle, der tænker på dem inde på centret, og hvordan man kan kæmpe for dem, fortæller Nanna Christensen og glæder sig over, at mange af de afviste asylansøgere var kommet ud for at lytte til sangene og arrangementet. Hun håber, at sangene i bogstaveligste forstand kan "tænde et lys i mørket" for dem.

Våbensalg med den ene hånd

– Vi har mange sange i Det Røde Kor som passede til den lejlighed. Mine sange kredser om indvandrerpolitik, fortæller Ole Nielsby, der har skrevet flere af korets sange. For ham er det ikke menneskene eller religionen, der har skabt problemerne og flygtningene fra Mellemøsten.

– Det er den trafik, hvor Danmark har tilladt salg af våben til forrykte mennesker for at få råstoffer, og derfor ligger de mellemøstlige lande i ruiner i dag.

Som ung datalogistuderende fik han en alvorlig bekymring over, hvor meget hans fag var flettet sammen med militærindustrien. Dengang var det ikke noget, man kunne tale om, og Ole Nielsby røg ud i psykisk tumult, kom på pension og begyndte at se spøgelser fra Vietnamkrigen.

Når man synger, går man ikke op i rynker – men i at få det til at svinge.
Ole Nielsby, Det Røde Kor

– Alting mislykkedes for mig dengang – undtagen korsang. Det var heldigt! siger digteren og er glad for spøgelserne, der stadig er til stor inspiration, når han skriver sange mod krigsindustrien.

Alvor og humor går hånd i hånd i korets repertoire, men det er ikke alle kulturer, der bruger så meget ironi, som man gør i Danmark. Derfor deler Det Røde Kor altid teksterne ud og lægger stor vægt på fællessang.

Skarabæen som inspiration

Når Ole Nielsby skriver sine sange, lader han sig inspirere af skarabæ-billen:

– Skarabæen er en bille, der ruller kugler af andre dyrs lort. Så når højrøvede politikere lukker lort ud, så ruller jeg kugler af lortet for at forstå deres virkelighedsopfattelse og for at se, hvordan jeg kan trille det rundt og komme om på den anden side – og skrive sange ud fra det, forklarer Ole Nielsby med et smil.

– Prøv at pege fingre ad vores militærindustri i stedet for af muslimerne! Dét er den gennemgående analyse fra mig, siger Ole Nielsby udfordrende.

Danmark er et kageland
en rigtig slikbutik.
Afrikas tænder løber i vand,
Det var godt vi fik
døren smækket.
Det må vi fejre med kage
pyntet og spækket
med snæversynets logik.
(Fra Kageland af Ole Nielsby)

Ole Nielsby skriver helt bevidst sine sange på dansk:

– For mange venstreorienterede unge mennesker fremstår det at synge på dansk lidt klamt og Dansk Folkeparti-agtigt. Det vil jeg gerne ændre på ved at lave nogle danske sange, der gør grin med militærindustrien og viser, at man kan bruge sangene til at få et grin over skræmmeballonerne.

– I koret bliver vi påvirkede af at synge Oles sange på en forløsende måde, som er både rørende og trodsskabende, energigivende og fællesskabsskabende, siger Nanna Christensen med stor energi i sin stemmen og uddyber:

– Verden bliver jo ikke bedre af, at vi står der og synger, men vi tror alligevel, at den bliver bedre. Især når vi får trykt disse tekster og kan synge dem sammen med nogle andre.

– Vi har jo oplevet flere gange, at der er en ny energi i rummet, når vi har sunget sangene sammen med publikum!

Sange med historisk perspektiv

– Vi er også et kor, der er interesseret i at synge nogle af de historiske og røde sange, siger Nanna Christensen og nævner en lang række sange helt fra PH's "Man binder os på mund og hånd", "Kvinde kend dit eget værd" fra Solvognens stykke "Spil om kvinder" 1975, "Sang om bevidsthed" af Holst & Würgler til sangen fra den spanske borgerkrig om "De to haner".

– Sange som kan sætte de nye sange og ønsket om en bedre verden i historisk perspektiv, præciserer Nanna Christensen.

Ole Nielsby og Nanna Christensen snakker om den energi, der ligger i koret. De holder aldrig pauser i den halvanden time, mens de øver, hvilket den musikalske leder synes kan være lidt hårdt. 

– Nanna er god til det lyttende lederskab. Der er altid en god stemning. Folk vil koret, siger Ole Nielsby, og med et lidt drillende smil til Nanna Christensen siger han:

– Der er så mange sange, vi gerne vil synge!

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


08. nov. 2019 - 10:52   11. nov. 2019 - 12:11

Interview

Af Karin Busk
Det Røde Kor
  • Koret har et bredt repertoire af røde og humanistiske sange og egne sange.
  • Henvendelse til Det Røde Kor: nanna.heggelund@gmail.com