Det spanske protestparti Podemos er stormet frem i popularitet siden, det blev stiftet i 2014. Lederen Pablo Iglesias har forklaret partiets kommunikationsstrategi med, at Vladimir Lenin ved den russiske revolution i 1917 ”ikke talte med russerne om dialektisk materialisme, men talte til dem om brød og fred”. Og vi kan absolut lærer noget af fortidens politiske kampe, når vi skal formidle vores politik.

Venstrefløjens partier, organisationer og bevægelser af i dag formilder ofte vores politiske budskaber uden klare billeder af de mennesker, vores politik omhandler. 

Venstrefløjens partier, organisationer og bevægelser af i dag formilder ofte vores politiske budskaber uden klare billeder af de mennesker, vores politik omhandler. Vi skal være bedre til at bruge historier om virkelige mennesker, når vi argumenterer for vores dagligsdagspolitik om eksempelvis forbedringer på dagpenge-området. På samme måde skal vi også formidle vores langsigtede visioner og idéer mere konkret og forståeligt for den almindelige dansker i stedet for i abstrakte vendinger om socialisme.

Endelig skal vi genopfinde ”kapitalisten med den høje hat”, når vi beskriver vores politiske modstandere. Mere vedkommende historier og billeder af vores politik gør, at venstrefløjen mere fremstår som dem, der repræsenterer den store del af befolkningen.

Men hvordan gør vi så det i praksis?

Dannebrog og Ryanair

Venstrefløjens målgruppe er, hvad vi kan kalde arbejderklassen i bredeste forstand, der inkluderer alt fra ufaglært til faglærte i produktionen til pædagoger, lærere og social- og sundhedsassistenter i den offentlige sektor.

Men i stedet for selv af fortælle historier om Danmark, har vi på venstrefløjen overladt denne fortælling til regeringen og de borgerlige partier.

De fleste politiske partier i Danmark forsøger at appellere til disse mennesker, selvom de ikke just varetager disse samfundsgruppers interesser. Det gør de typisk gennem historier om fortidens og nutidens Danmark og ved hele tiden at tale om den ”den almindelige dansker”. Men i stedet for selv af fortælle historier om Danmark, har vi på venstrefløjen overladt denne fortælling til regeringen og de borgerlige partier.

Og det er en skam. At tale ind i en Damarksfortælling virker, fordi det taler ind i en fortid, der fremstår som tryghed for mange mennesker modsat en fremtid domineret af økonomiske krise og deraf medfølgende arbejdsløshed og dårligere levevilkår. Derfor bør vi som venstrefløjen også bruge både begrebet ”den almindelige dansker” og anvende Danmarks-fortællingen, når vi formidler vores politik.

Det afgørende er så, at vi rammer det ind i en specifik venstreorienteret fortælling om fællesskab og lighed. Vi skal altså erobre Danmarksfortællingen på en måde, der står i modsætning til højrefløjens individualistiske og fremmedfjendske Danmarksbillede. Det handler mere konkret om eksempelvis at erobre nationale symboler som Dannebrog tilbage fra højrefløjen.

I forbindelse med den verserende faglige konflikt med flyselskabet Ryanair, der ikke vil tegne overenskomst i Danmark, hængte faglig aktivister eksempelvis et Dannebrog på det første Ryanair-fly, der skulle lette fra Københavns Lufthavn. Hermed definerede de danskhed som lig med ”den danske model” og et solidarisk fællesskab, hvor der er ordentlige løn- og arbejdsvilkår på arbejdsmarkedet.

Aktionen er et godt eksempel på, hvordan nationale symboler kan bruges i en venstreorienteret fortælling. Når vi fortæller historien om det solidariske Danmark og som ramme om vores politik fremstår vi bedre, som dem der varetager interesserne for den store del af befolkningen.

Kapitalisten med den høje hat

Når ”den almindelige dansker” fungerer, er det samtidig, fordi der selvfølgelig er en gruppe mennesker, der ikke tilhører denne kategori. For vores politik fremstår først klar, når vi stiller direkte i opposition til en modstander. Det er naturligvis børnelærdom for venstreorienterede, at der er modsætninger i kapitalismen. Men problemet er, at vi ofte definerer denne fjende for abstrakt og systemisk.

For vores politik fremstår først klar, når vi stiller direkte i opposition til en modstander. 

Det kan på et mere principielt plan være korrekt, men det virker bedre med en formidling i klare billeder. Venstrefløjen har haft tradition for fjendebilleder: Bare tænk på kapitalisten med den høje hat. I dag er den bedste beskrivelse af fjendebilledet den politiske og økonomiske elite.

Den politiske elite består af regeringspartier og dominerende borgerlige partier, mens den økonomiske elite repræsenteres politisk gennem erhvervsorganisationer som eksempelvis Dansk Industri og Dansk Arbejdergiverforening. Under parolen om ”nødvendighedens politik” bekræfter disse politiske positioner hinanden i en fælles neoliberal politik, hvor nedskæringer i velfærd og dagpenge er vejen frem til vækst og beskæftigelse. 

Venstrefløjen afslører denne ”nødvendighedens politik” ved at udstille magteliten som nogle, der ”forbryder” sig mod fællesskabets interesser. Den politiske elite skal beskrives som nogle, som har overladt politikken til ”regnedrengene i Finansministeriet”, der uden skelnen til virkeligheden for den almindelige dansker fører politik gennem et forvokset excelark.

Den økonomiske elite skal billedliggøres som de rigeste mennesker fra whisky-bæltet i Nordsjælland, der nyder livet på bekostning af almindelige hårdtarbejdende mennesker. Et godt billede på en moderne kapitalist er direktøren fra Saxobank, Lars Seier Christensen. Han er et oplagt billede, fordi han tager aktivt del i politik og støtter Liberal Alliance med store pengesummer. Men det kunne også være multinationale selskaber som Mærsk eller finansspekulanter som Goldman Sachs fra Wall Street.

Disse billeder står klart i modsætning til vores tidligere Danmarksfortælling. Man skal naturligvis passe på ikke at overgøre det, men generelt kan man gå langt i de sproglige billeder, hvis den politiske substans er på plads. Og det skal vi som venstrefløj blive bedre til. Fjendebilledet med magteliten viser meget klart, at venstrefløjen varetagerer den brede befolknings interesser.

Mennesker ”falder ud” af dagpengesystemet

Vi har altså nu opbygget den grundlæggende fortælling, der bør indramme alt vores politik. Vi repræsenterer den almindelige dansker overfor en politisk og økonomisk elite.

For vi skal også være bedre til at indramme vores konkrete politiske budskaber i vores egne værdier og gennem historier.

Og dette har vi sat klare billeder på, der skaber henholdsvis identifikation, den almindelige dansker, og distance, den politiske og økonomiske elite. Men hermed er vi ikke færdige. For vi skal også være bedre til at indramme vores konkrete politiske budskaber i vores egne værdier og gennem historier.

Et godt eksempel er spøgsmålet om dagpenge. Her foregår der en sproglig værdikamp. For har en person ”opbrugt sin dagpengeret” eller ”falder man ud af dagpengesystemet”? Det kan umiddelbart synes som en ubetydelig nuance, men dækker i realiteten over en stor værdimæssig forskel.

”Opbruger” man sin dagpenge er det underforstået, at det er rimeligt nok, at du ikke længere kan modtage dagpenge. Du har fået det, du havde ret til, så nu må du klare dig selv. Samfundet skylder dig ikke længere noget. Hvis vi derimod siger ”at falde ud af” dagpengesystemet signalerer det, at der noget galt med et system, hvor mennesker bare får en hård landing, fordi de ikke kan finde job. Det er dermed ikke selvforskyldt.

Det taler ind i venstrefløjens værdisæt og Danmarksfortælling, hvor vi er imod dagpengeforringelser, fordi det er et udtryk for konsekvenserne af den økonomiske krise, og derfor er det vigtigt med et socialt sikkerhedsnet. Det afgørende er samtidig at finde konkrete historier om mennesker, der står til at falde ud af dagpengesystemet. Det skaber identifikation og forståelse for problematikken blandt befolkningen og gør, at folk følelsesmæssigt binder sig op på venstrefløjens politiske projekt.

En klar fortælling om et solidarisk Danmark, et stærkt fjendebillede i den politiske og økonomisk elite kombineret med et venstreorienteret sprogbrug og vedkommende historier. Det er vejen frem for en venstrefløj, der som en del af kampen for social forandring bruger sproget til at ændre de politiske styrkeforhold.