Balkonen i Arbejdermuseets festsal er i nogle år blevet brugt til mindre, men så absolut seværdige udstillinger med Dea Trier Mørch, “Barbermaleren” John Christensen og sidst Peter Peitersen.

Det var overraskende, at det var en socialdemokrat, fungerende kulturminister Rasmus Prehn, og ikke en repræsentant for DKP, der åbnede udstillingen.

I øjeblikket vises en plakatudstilling i anledning af Danmarks Kommunistiske Partis (DKP's) 100 års fødselsdag. Den omfatter 56 plakater og dermed kun et lille udvalg af de over 800, som DKP overdrog til Arbejderbevægelsens Arkiv (ABA) i 1989.

De dækker af gode grunde kun perioden efter Anden Verdenskrig, da plakater fra før den tid blev konfiskeret af politiet, i forbindelse med at partiet blev forbudt i 1941. At der vises plakater fra perioden før krigen skyldes en privat gave, som ABA fik i 2007. Den ældste er fra 1920, og den nyeste er fra 2017.

Skiftende stilarter

Der er stor variation i plakaternes udformning og indhold, der afspejler de skiftende stilarter og politiske varme sager, og kendetegnende er det, at de er lavet yderst professionelt, således at illustrationer og budskab går op i en højere enhed. Påvirkningen fra den tyske fotomontagekunstner John Heartfield mærkes tydeligt i plakater fra 1930’erne, for eksempel den plakat, hvor en mand står med en rød fane og skræver over Christiansborg, mens en række politikere, blandt andre Stauning, flygter skrækslagne.

Valgplakat, 1932.

Andre er mere symbolske, som den fra valget i 1945, hvor der gøres opmærksom på partiets indsats i modstandsbevægelsen ved at lade et frihedskæmperarmbind vikle sig omkring en stemmeblyant, der sætter X ved teksten "Kampen for Frihed og Demokrati fortsætter". 

Et andet eksempel på den kreative omtanke er "Ingen moms på mad" (1971), hvor der på ægget er stemplet Kommunisterne. Den kunstner, der er repræsenteret med flest plakater, er Herluf Bidstrup, der til valgkampen i 1960 fremstillede syv, som kan ses på en plakatsøjle.

Ingen moms på mad, 1971.

En særlig historie

Nogle plakater har en særlig historie, for eksempel "Fodboldlandskampplakaten". I februar 1957 blev nedenstående plakat, som reklamerede for en landskamp mellem Danmark og Sovjetunionen den 21. marts, klistret op på plakatsøjler i København. Det kom hurtigt frem, at der var tale om en falsk plakat, som Danmarks Kommunistiske Ungdom, DKU, havde fremstillet.

I dagene derefter blev der uddelt 30.000 billetter til fodboldkampen. På bagsiden af billetten stod der: "Nej, De har ret, det er ikke rigtigt. DIF har bøjet sig for et ultimatum fra millionæren Leo Frederiksen og har afbrudt alt idrætssamarbejde med Sovjetunionen. Det kan ikke være i dansk idræts interesse. Fred og venskab mellem idrætsungdommen". Aktionen skabte stort røre. Kort tid efter fremstillede DKU en lille rød plakat, som blev klistret oven på den oprindelige, hvor der stod: “Fodboldkampen aflyst. Leo Frederiksen – Idræts-diktator”.

Fodboldlandskampplakat, 1957.

Fortæller om politiske kampe

I dag bruges der på næsten alle valgplakater kun fotos af kandidater, meget fantasiforladt, og de overlever kun i den korte kampagnetid og kommer ikke på museum. På DKP’s plakater var det sagen og ikke personer, der agiteredes for, bortset fra en enkelt smutter i 1988, der viser Ole Sohns smilende kontrafej, og man kommer på udstillingen ud på en tidsrejse, som fortæller om politiske kampe i de sidste 100 år.

Da Arbejdermuseet i 2012 viste udstillingen "Et råb fra muren – 100 års politiske plakater", blev Venstres daværende kulturpolitiske ordfører Michael Aastrup så ”sur” over, at der ikke var nogen Venstre-plakater med, at han ligefrem foreslog, at Arbejdermuseet skulle fratages sin støtte, der i stedet skulle gives for eksempel til Fregatten Jylland, som tilfældigvis ligger i hans valgkreds.

Nu er Aastrup ikke længere kulturordfører, så han vil nok ikke endnu en gang rejse krav om, at museet også viser en udstilling af Venstre-valgplakater. Det ville også være svært for ham at fastholde påstanden om, at Venstre er et arbejderparti, når man ser på, hvem der yder partiet støtte. Altinget kunne for nylig oplyse, at det gjorde blandt andre Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Byggeri, Dansk Erhverv, Danske Rederier, Dansk Industri og Landbrug & Fødevarer.

Kommunisternes historie uden kommunister

Ved åbningen af udstillingen var taget i Arbejdermuseets Festsal ved at løfte sig, da Oktoberkoret og den store forsamling sang Internationale. Til stede var mange nuværende og tidligere DKP’ere, som blev noget overraskede over, at det var en socialdemokrat, fungerende kulturminister Rasmus Prehn, og ikke en repræsentant for DKP, der åbnede udstillingen. Det blev forklaret med, at DKP ikke var medarrangør. Man havde åbenbart glemt, at det var DKP, der havde overdraget plakaterne, og at det var partiets fødselsdag, der var udgangspunktet for udstillingen.

Fungerende kulturminister Rasmus Prehn (S)

Desværre er det ikke første gang, man i de sidste par år er gået uden om kommunisterne ved arrangementer, hvor de burde have været med. I 2017 inviterede man ikke en kommunist til at være en af foredragsholderne ved et seminar om Oktoberrevolutionen, men udelukkende "forskere", der betegnede den som et kup.

Der var heller ikke inviteret nogen kommunist til at tale på arrangementet i anledning af 150-året for Nexøs fødsel, på trods af at han det meste af sit liv havde været kommunist og havde siddet i centralkomiteen.

Arrangørerne vil gerne beskæftige sig med kommunisternes historie og personer tilknyttet den, men udelader dem fra at komme til orde, der stadigvæk kæmper for den kommunistiske idé. Det er skandaløst.

Plakatudstillingen kan ses på balkonen frem til søndag den 22. marts 2020.