22 Sep 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

For Eivør er sangen og musikken et kompas

Nyt eksperimenterende album

For Eivør er sangen og musikken et kompas

Den færøske sangerinde og komponist Eivør mixer modigt elektronisk og akustisk musik på sit nye album Segl, hvor hun drager ud i både naturens og følelsernes storme.

FOTO: Sigga Ella
1 af 1

Sangerinden Eivør er kommet med et nyt spændende album "Segl", der emmer af hendes musikalske rødder i Færøerne og spundet med moderne elektronisk musik. Gennem de 12 sange bliver man overrasket over, hvordan hun komponerer og håndterer dette musikalske spænd.

Du skal hejse dit eget sejl, men du kan ikke kontrollere vinden.
Eivør, sanger og komponist

Eivør Pallsdottir er 37 år og bor i dag i Danmark, og mange kender sikkert hendes sang "Trøllabundin". Hun sang fra et af vikingeskibene i optoget ved åbningen af Aarhus som europæisk kulturby 2017. Men Eivør og hendes musik er meget mere end det.

Det nye album "Segl", der betyder sejl på færøsk, oser af Eivørs store talent for at synge, digte og komponere i mange forskellige genrer, såsom folkemusik, pop, rock, jazz, klassisk, kirkemusik og så den elektroniske musik. For meget af dette har hun modtaget adskillige priser, og med stemmen behersker hun sit eget lydunivers med klange indenfor alle disse genrer – samt strubesang.

Skøn modpol til det hektiske liv

Det magiske ved god musik og digtning er sange på to til tre minutter, hvor man som lytter føler sig langt væk gennem lang tid. Sådan bliver man taget med på Eivørs album – langt ud på havet eller i fjeldene på Færøerne.

Den elektroniske musik fylder meget mere på "Segl" end på de to foregående album Slør og Bridges fra 2015. Musikken er præget af det nordiske, af Færøerne. Man kan næsten høre vinden og mærke tågen, der skiftevis letter og lægger sig og bestemmer, om man kan tage et fly i luften eller sejle ud med skib.

Man må tage livet, som det kommer, og det, finder Eivør, er en skøn modpol til det hektiske liv i København. I dette spænd kan hun digte og komponere; her finder hun sit kompas.

Mellem det ru og det bløde

Sangene er om det nære. Om kærlighed, erindring, svigt, sorg, håb og spørger til, hvad vi jager efter, hvad vi sætter sejl efter. Hvordan det moderne menneskeliv er – uden at være en manual på et lykkeligt liv.

Eivør kan det der med små melodistykker, som man bare vil høre igen og igen.

"Du skal hejse dit eget sejl, men du kan ikke kontrollere vinden", siger Eivør om sit nye album.

"Segl udforsker navigationen mellem livets bløde og ru sider – balancen, der skal slås mellem styrke og sårbarhed, mørke og lys. Hvordan finder man ro i kaosset?" spørger Eivør.

I de sidste par år har hun selv haft mange skibe i søen med at lave musik til Game of Thrones, The Last Kingdom, Homeland og Scorseses film Silence.

Vildt, varsomt og varieret

Styrken i hendes sange ligger i det enkle. "Mánasegl" (Månesegl), seglet som et symbol for håb. Månen, som over nætter vokser sig fra seglformet til helt rund og lyser op. "Sleep on it" (Sov på det), som man siger i hverdagen om at skulle tage beslutninger, når man er presset og i vildrede.

I "Skyscrapers" fornemmer man det moderne menneske i storbyen, søgende, med følelsen af af være ufri, men der gives ikke noget svar. Hvis du vil noget andet, må du erfare selv, Some truths you just have to find on your own.

Man må tage livet på Færøerne, som det kommer, og det, finder Eivør, er en skøn modpol til det hektiske liv i København.

"Stirdur Saknur", som min færøske bekendte oversætter til "Stivnet længsel". En sang om sorg og savnet af det, der forsvandt med et elsket menneske. For syv år siden mistede Eivør sin far ret pludseligt. Sangen har usædvanlig flot melodi. Eivør kan det der med små melodistykker, som man bare vil høre igen og igen.

Eivørs sangstemme er en sopranpragt, som hun bruger vildt og varieret, og den står stærkt både med få akustiske instrumenter som på Bridges og nu i det elektroniske lydbillede på Segl.

Samarbejde med andre kunstnere

Ind imellem kan det dog være trættende at høre på det konstante lydtæppe, især når lyden lægger sig tæt op ad stemmens ord. Ordene bliver sværere at forstå.

Musikalsk udfordrer og blander Eivør den elektroniske musik med den akustiske. Således medvirker flere strygeinstrumenter. "Segl" har Eivør produceret sammen med sin mand og komponist Tróndur Bogason, og ligesom på Bridges og Slør er der også et digt med fra Marjun Syderbø Kjelnæs.

Eivørs koncertturné, hvor hun skulle præsentere det nye album i 11 forskellige lande fra Island over Danmark til Rusland, er udskudt til efteråret 2021. Indtil videre kan man så lytte og glæde sig over den digitale udgave af "Segl".

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


29. sep. 2020 - 12:45   29. sep. 2020 - 15:41

Musikanmeldelse

Karin Busk
Anmelder
Segl, musikalbum fra Eivør

Segl. Sanger og Komponist Eivør Pallsdottir. Producer: Tróndur Bogason Hansen. Kan købes her

Medspillende musikere:

Høgni Lisberg – beat prod & sun drums
Mikael Blak – bass, vocoder & synth
Daniel Heath – beat prod, synth & bass
Tróndur Bogason Hansen – synth, piano & beat prod
Cæcilie Østergaard Balling – violin
Freja Guldberg Larsen – violin
Mette Dahl Kristensen – viola
Benedikte Borum Poulsen – cello