Da byggeriet af Brumleby på Østerbro i København begyndte i 1853 som Lægeforeningens Boliger, var det et revolutionerende boligbyggeri, der skulle give sunde og billige boliger til arbejderne. Samtidig byggede det på et økonomisk princip, som senere skulle blive kernen i det almennyttige boligbyggeri.

Overskuddet fra lejeindtægten skal bruges til forbedringer af beboernes vilkår eller til nye og billige boliger.
Fundatsen for Lægeforeningens Boliger 1853

I Fundatsen 1857 for Lægeforeningens Boliger (LB) står der nemlig, at overskuddet fra lejeindtægten skal bruges til forbedringer af beboernes vilkår eller til nye og billige boliger for hovedstadens ubemidlede befolkning, altså arbejderne. Lægeforeningen havde således en holdning til, at byggeriet ikke skulle være privat spekulationsbyggeri.

Tusinder døde af kolera

Lægeforeningen havde taget initiativ til boligbyggeriet efter den store koleraepidemi i 1850'erne, som i løbet af tre måneder havde kostet næsten 4800 mennesker livet, alene i København.

Dengang lå København kun indenfor voldanlæggene. Masser af fattige mennesker var rejst fra landet til København for at få arbejde. I byen boede de på nakken af hinanden i skidt og møg og uden kloakering. Intet under, at der udbrød en koleraepidemi.

Lægerne, der havde passet de syge og døende, ønskede at gøre en forskel, og det blev med boligbyggeriet i Brumleby, kaldet Lægeforeningens Boliger.

En duelig arbejderstand

Lægeforeningen startede dette boligbyggeri af uselvisk velgørenhed, filantropi. Der skulle lys, luft og bedre hygiejne til, hvis man skulle have en duelig arbejderstand til de kommende industrier i hovedstaden.

Hele kvarteret var bygget efter en stor plan, hvor arbejderne skulle kunne leve et sundt og redeligt liv, uden at familiefædrenes ugeløn blev drukket op. Derfor indførte man dividende, en slags opsparing, når man handlede hos husholdningsforeningen.

Det var ikke tilladt at holde politiske møder i Brumleby, men arbejderne var sultne efter at bestemme over egne forhold.

Lægeforeningen havde tænkt på både sundhed, hygiejne, oplysning og økonomi. Der kom med tiden asyl eller børnehave, vaskehuse, badehuse, kapel og fælles træk-og-slip i stedet for latriner og natpotter. Men lejlighederne var små. Ofte levede familier med 8-10 børn på mindre end 30 kvadratmeter.

Oplysning var vigtig, derfor blev der bygget bibliotek og mødesal. Man kunne handle hos slagter, ismejeri og i Østerbro Husholdningsforening, købmanden. En hel lille by.

Beboere under opsyn

Lægeforeningen som initiativtagere ville videre end fattighuset, men ikke overlade det til arbejderne selv at styre deres boligkvarter, eller hvem der kunne flytte ud og ind. Det måtte arbejderne selv kæmpe sig til senere. Til at holde styr på beboerne var der ansat opsynsmænd. Disse havde ret til at smide beboere ud ved forsømmelse af reglementet fra Fundatsen.

Det var ikke tilladt at holde politiske møder i Brumleby, men arbejderne var sultne efter at bestemme over egne forhold og deltage i det nye demokrati efter indførelsen af Grundloven i 1849. Rygtet om Pariserkommunen i 1871, hvor det lykkedes arbejderne at holde magten i omkring 100 dage, nåede også København.

I mange år kæmpede socialisterne for at komme ind i bestyrelsen for Østerbro Husholdningsforening, brugsen i Brumleby. Senere blev Østerbros Socialdemokratiske Diskussionsforening stiftet i Brumleby i 1885.

Nexø skrev om Brumleby

I dag hedder kvarteret Brumleby. Også det har beboerne måttet kæmpe for, blandt andet ved at ty til Martin Andersen Nexøs erindringsbog "Et lille kræ", da Københavns Kommune 1980'erne ville omdøbe kvarteret til Østerbro Vænge. Nexø boede som barn i Brumleby fra 1872-77.

Selve navnet Brumleby er der mange bud på, men det var jo ude på landet, og køerne gik og brumlede. Besøg og rundvisning er muligt på hverdage og skal bestilles på: brumlebymuseum.dk