20 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

En fortælling om livet

En fortælling om livet

Oprindelig stærkt kritiseret er Gershwins opera "Porgy og Bess" blevet en perle i amerikansk musik.

1 af 1

Den Kongelige Opera i København har hentet brødrene George og Ira Gershwins opera "Porgy and Bess"  - komplet med afro-amerikansk ensemble på 58 sangere, danskere og skuespillere - til Danmark i tre måneder på Mærsk-Fondens regning. 

Operaen bygger på en banal historie om kærlighed og hævn, overmod og ydmyghed, social udstødelse, vold og narkomani blandt fattige, sorte bomuldsarbejderne i South Carolina. Da den fik premiere i september 1935 med undertitlen "An American Folk Opera", skilte den straks vandene i det amerikanske kulturliv. 

Nogle var begejstrede over dens enestende fusion af klassisk europæisk musik, jødiske landsbytoner og de sorte slavers gospel og spirituals. Andre kritiserede forestillingen for sin en-dimensionale fremstilling af USA's sorte befolknings liv og levevilkår, hvor spil, kriminalitet og sprut udgjorde en væsentlig del af handlingen, men det samme gjorde gudsfrygt, flid og overlevelsesevne.

Mens numre som "Sommertime", "It Ain't Necessaryly So", "Bess, You is My Woman Now", "I Loves You, Porgy" og "I got Plenty of Nuttin'" blev sunget af tidens største sangere, gik operaen i glemmebogen i USA. Først i 1976, da Huston Grand Opera i 1976 udfoldede originalversionens geniale musikalske sammensmeltning, fik amerikansk kulturliv øjnene op for denne perle.

I Danmark blev "Porgy og Bess" et symbol på modstanden mod nazisterne. Opførelsen af en jazzpræget opera af en jødisk komponist om sorte amerikaneres liv i foråret 1943 var en firfoldig provokation. Efter samarbejdspolitikkens sammenbrud skærpedes konfrontationerne, og Det Kongelige Teater måtte tage forestillingen af plakaten i foråret 1944, efter at Werner Best havde truet med at bombe bygningen på Kongens Nytorv. Da havde den spillet 22 gange for fulde huse. Efter befrielsen gik der kun få uger, før operaen atter kom på operaens plakat, denne gang frem til 1953.

"Porgy and Bess" er en once-in-a-life time oplevelse, brilliant udført af både orkester, solister og "Porgy and Bess Ensemble".

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


08. apr. 2014 - 17:00   08. apr. 2014 - 17:00

Opera

Gert Poder
Anmelder
Porgy and Bess

Porgy and Bess. Musik: George Gerswin. Tekst: Ira Gershwin efter DuBose og Dorothy Heywards teaterstykke "Porgy". Instruktion: John Doyle. Scenografi og kostumer: Liz Ascroft. Musikalsk ledelse: Michael Boder. Til 10. maj 2014.

Vurdering: 6 stjerner.