Et sted derude i Nørrebros novembermørke går en ung, afrikansk kvinde rundt og er ulykkelig.

– Det er lidt som Nora i "Et dukkehjem", som ingen gider tænke over, hvor hun tager hen.

Hope Amuzue har netop skændtes med sin mor. Det hæftige skænderi endte med en lussing. Det er aldrig sket før, så lænken er bristet. Frigørelsen er begyndt, men hvor skal Hope gå hen?

– Det er lidt som Nora i "Et dukkehjem". Ingen gider tænke over, hvor hun tager hen. På en måde skal hun bare holde ud et par år, men hun er så fyldt op af, at hun ikke ved, hvor hun har hjemme. Derfor kan hun ikke vente bare lidt længere, siger Petra Berg Holbek på sit skæve skånsk-danske om hovedpersonen i "På vej".

Sydsvensk kulturclash

Petra Berg Holbek er ikke hende, der suger alles øjne til sig på gaden. Slank, middelhøj, korthåret og afdæmpet klædt glider hun rundt i virkeligheden uden de store armbevægelser. Men skinnet bedrager. Den 48-årige instruktør fra Statens Teaterskole i København, der oprindelig har en bachelor i litteratur og drama, teater og film fra Universitetet i Lund, kan det der med nuancer og detaljer.

– Jeg var den første i familien, der læste på universitetet. Det var en meget blandet familie, ikke etnisk men socialt. Min mors forældre var rygraden i det svenske Socialdemokrati. De havde syv søskende hver, tog på folkehøjskole for at lære mere, og gik til 1. Maj i Malmö. Min far kom fra et højborgerligt smålandsk miljø. Hans ingeniør-far kom fra Norge og indførte elektricitet i området - hans mor var perfekt husmor, der kunne alt. De to familier skulle så mødes, griner Petra.

Dette klassesammenstød kom til at præge hende som arbejde med teater.

– "På vej" handler om integration og identitet, men den afspejler samtidig arbejderklassens ønske om at blive småborgerlig og komme længere op. Første generation arbejdede sindsygt hårdt for, at næste generation skulle få en uddannelse, mens tredje generation prøver at finde nye måder, lige som mig. Det er troen på "den gode kapitalisme2, der skal give os alle muligheder, lyder det tørt fra teaterinstruktøren.

Hun kom til Danmark for 20 år siden i forbindelse med en opgave på Malmö Stadteatern. Her mødte hun sin senere mand, musiker Joachim Holbek.

– Jeg fik at vide, at Teaterskolen i København var bare så meget bedre end den i Stockholm, fordi de forskellige faggrupper arbejdede sammen. Så flyttede jeg til Danmark, fortæller Petra Berg Holbek. Men hun føler sig lige nu hverken som dansk eller svensk.

– Samfundet har forandret sig utroligt meget, siden jeg flyttede hertil. Jeg hører nok mest hjemme midt på Øresundsbroen. Det har været instruktivt at se, hvordan højredrejningen dikterer, hvad man kan tillade sig at sige og tænke. Lige som dengang i Tyskland: Hvordan kunne det ske?

Fra Helsingør til udslettelse

Der er den igen – nysgerrigheden, forbavselsen og på en måde også pessimismen, selv om Petra Berg Holbek påstår, at hun er optimist.

– Jeg tror stadigvæk på det humanistiske projekt, men jeg synes ikke, det ser så lovende ud, den måde de tæller mennesker på. Noget af det, der skræmmer mig, er, at man aldrig fik gjort op med fortiden. SF og Enhedslisten lavde engang en liste, der sammenlignede hvad Dansk Folkeparti havde sagt, med hvad Göbbels havde sagt, og jeg kunne sgu ikke kende forskel, griner Petra.

– Det er den der måde, vi finder sætninger til at skubbe tingene væk fra os. For hvem er det, der siger, at der ikke er penge til pleje, til velfærd? Så jeg er skide bange, når det er ok at spytte på mennesker, der sidder på gaden.

Det er her hun graver historien om DSB og banegården i Helsingør frem fra besættelsestiden.

– Jeg fandt ud af, at der var en ventesal på Helsingør Station, hvor et DSB-tog blev sendt afsted til Theresienstadt (kz-lejr i Tjekkiet under Anden Verdenskrig, red.anm.) Nazisterne samlede folk fra opsamlingslejre i rummet, låste det af og fyldte folk på toget. Disse mennesker efterlod sig danske bøger, der var forbudt, sammen med ostemadder og sodavandsflasker, fortæller Petra Berg Holbek indigneret.

Historien er blevet til en kunstinstallation, der skal få folk til at forholde sig til, at nazisterne lejede et tog af DSB for at køre danske jøder til Theresienstadt.

– Hvad ville det sige mig at sidde i flygodsterminalen og vente? Så det er et sted, man kender, og det er en historie, man ikke kender.

Kunst og politik

Det ligger lige til højrebenet at spørge Petra Berg Holbek, om hun laver politisk teater og om teatret skal være politisk. Men hun er smart og glider behændigt af – i hvert fald i første omgang.

– Det er så nemt at komme med et floskel-statement om politisk teater, for det er sindsygt vigtigt lige nu, hvor vi diskuterer, om kunstneren må blande sig i debatten eller ej. Jeg synes, det er en tid, der kalder på en radikalisering… Jeg har tænkt meget på, hvorfor folk er så bange for, at kunstnerne skal sige noget som helst.

Men selvfølgelig skaber Petra Berg Holbæk politisk teater.

– Tendensen er, at humanisme bliver betragtet som en svaghed. Det må have noget at gøre med, at vi skaber kunst af den ene eller anden slags, som gør folk sure, noget, der har en evne til at rykke folks bevidsthed om, hvordan virkeligheden ser ud. Det er den klassiske med, at al kunst er politisk. Man skal bare være klar over, hvilken politik man udtrykker.

Hendes univers er det lille teaterkompagni Aber Dabei, der er resultatet af en udviklingsproces.

– Da jeg var færdig med teaterskolen, dannede jeg et lille kompagni sammen med scenografen Sigrid Bennike. Vi lavede to forestillinger under navnet Lone Star Productions. Så har jeg haft en anden lille konstellation bagefter, og Aber Dabei er det nye, fortæller hun.

"På vej" er gruppens første forestilling, og håbet er, at Aber Dabei skal skabe anderledes forestillinger ved at blande billede, musik og teater.

– På skolen arbejdede jeg meget med en blanding af fysisk visuelt teater med det twist, at det næsten altid var baseret på et litterært forlæg, enten en klassiker, et interview eller en sociologisk undersøgelse. Det er vigtigt at understrege, at alt det vi kommer til at lave, er påvirket af den aktuelle virkelighed og den måde vi opfatter virkeligheden på.

Det lille Aber Dabei

For der er noget i luften, der ætser.

– Der sker jo et kæmpe paradigmeskift nu i samfundsdebatten. Og så kan jeg kanon godt lide, hvad Aber Dabei egentig betyder – at man godt kunne tænke sig at være den der lille sten i skoen og prøve at ramme nogle problemstillinger ind.

Der er lige tid til en sidste pointe, og den ligger Petra Berg Holbek kraftigt på sinde.

– Det er skide vigtigt, at vi taler integration og integration og integration, men vi glemmer, at hvert menneske har sin egen historie, som det skal have med sig hele livet. Der er 117 veje til integration eller assimilation eller hvad fanden vi kalder det, og det er noget, der tager et helt liv.

For hende handler det om mennesker, erfaringer, oplevelser, baggrund og håb om fremtiden.

– Det kan vi ikke bare pakke ned i magarinepapir og sige, at sådan ser det ud. Det er også det, vi vil med forestillingen “På vej”. For hvad betyder det at være på vej til at finde sin identitet og få lov til at være sig selv med de krav, man tog med fra det gamle sted?, slutter Petra Berg Holbek.

Hendes bud på et svar kan man måske finde et sted under Nørrebros grå novemberhimmel.