For trekvart år siden blev jeg grøntsag. Det er noget, man skal lære at være. Har man gjort sit arbejde, kan man med god samvittighed hæve sin hyre. Men må man lade sig forsørge af samfundet, skal man stå til regnskab for éns fritidsaktiviteter, også selv de ulønnede. For man er blevet potentiel social-bedrager.

Al positiv livsudfoldelse bør foretages med dårlig samvittighed. Det er det vigtigste for en grøntsag at lære: den der ydmyge taknemlighed. Det har såvel blå som røde beskæftigelses- og socialministre belært os om gennem årtier.

Det kan godt være, vi selv synes, vi har knoklet hårdt for få penge i mange år og lidt fortjent vore almisser. Men den selvretfærdighed må vi lægge af os. Modtagere af offentlige ydelser er nasserøve.

En anden ting, vi skal lære, er at lade være med at udfordre velfærdssamfundets billede af sig selv som en hønemor. Vi ved godt, at er samfundet hønemor, er det ikke os, der er dens kyllinger. Vi er grøntsager. Og hønemor æder undertiden grøntsager. Men snak ikke om det!

Vi ved godt, at ethvert samfund må prioritere. Systematisk. Også helt ned i det brutale spørgsmål om, hvem der skal holdes liv i, og hvem ikke. Vi kunne nok også synes, at det var i orden. Ethvert samfund har jo begrænsede ressourcer. Selv vi, der har arbejdet i kloakkerne, er intelligente nok til at forstå det.

Men man benægter hårdnakket prioriteringer. Og afslører pressen, at det foregår, gøres det tilfældige eksempel på det systematiske til undtagelse og skandale.

Jeg havde ikke lige tænkt på, at man kunne trække en nitte. Men en nitte var hvad jeg trak. Kontrolgruppe!

Samfundet vil ikke være ved, at det prioriterer. For så ville vi nok forlange at være med til at diskutere hvordan. Og det er vi altså for dumme til.

Forleden blev jeg inviteret til at deltage i et forsøg omfattende tusind mennesker med min sygdom. Halvdelen ville få indopereret en ny slags pacemaker med indbygget hjertestarter. Den anden halvdel skulle være kontrolgruppe. Hvem der skulle hvad skulle afgøres ved lodtrækning.

Den i øvrigt meget flinke professor var meget overbevist om sin ny pacemakers duelighed og ville gerne have givet alle med min lidelse sådan én. Men politikerne havde altså kun bevilget dette forsøg. Jeg sagde selvfølgelig jatak, hvem vil ikke gerne have sådan en ekstra chance?

Jeg havde ikke lige tænkt på, at man kunne trække en nitte. Men en nitte var hvad jeg trak. Kontrolgruppe!

Den uventede situation bragte en ubehagelig tanke: At den bedste tjeneste, os i kontrolgruppen kunne gøre sagen, var at kradse af hurtigst muligt. Så ville forsøget blive et godt argument for, at alle skulle have professorens pacemaker.

Professoren kunne vist se, hvad jeg tænkte, og skyndte sig at forklare mig, at man nu ville tilbyde mig at blive tjekket ekstra godt af med en MR-scanning. Og hvis der var særlig grund til det, ville jeg selvfølgelig få den pacemaker alligevel.

Damen, der et par uger senere scannede mig, undrede sig imidlertid over, at jeg troede, billederne skulle bruges i min behandling. De var jo først til når forsøget afsluttedes, forklarede hun, og man skulle lede efter årsager til, hvem der døde, og hvem der overlevede.

Som en god grøntsag har jeg skam lært at forstå den rare professor. Videnskaben er undertiden nødt til at gøre sådan med mennesker for at blive klogere. Men en opbrugt arbejdsmand er for dum til at forstå det og kunne umuligt tænkes at melde sig frivilligt.