På Cannes Festivalen i 2018 hædrede man den franske instruktør Marin Karmitz (f. 1938) ved, uden for konkurrence, at vise hans film "Slag for slag" (Coup pour coup) fra 1972, og den kan nu for første gang ses i Danmark.

Filmen, der fortæller om en strejke blandt kvindelige arbejdere på en tekstilfabrik i Nordfrankrig, fik i sin tid ikke det store publikum i hjemlandet, for efter pres og trusler fra lokale fabriksejere blev den mange stedet taget af biografens plakat eller kom aldrig på den.

Kvinderne ydmyger fabrikanten, larmer og nægter ham at gå på toilettet. Han kan jo bare knibe sammen, ligesom de tvinges til.

Heller ikke fagbevægelsen brød sig om filmen, for Karmitz var tilknyttet bevægelsen Gauche Prolétarienne (Proletatisk Venstre), der eksisterede fra 1968 til 1973. Den hældede mod maoisme og anarkisme og gik ind for, at oprør mod kapitalismen skulle udgå fra og styres af arbejderne på gulvet.

Kvinderne kører selv løbet

Disse ideer afspejles i filmen, hvor strejken udløses af, at to arbejdere i frustration over forholdene saboterer deres maskiner, så arbejdet i hallen bliver standset. De skyldige bliver fyret, men det vil deres arbejdskammerater ikke finde sig i og kræver fyringen tilbagekaldt.

Da fagforeningen, repræsenteret af to nydeligt klædte (spadseredragt og habit) vatnisser, griber ind i konflikten, støtter de ikke helhjertet arbejdernes krav, der nu handler om mere end fyringen. Kvinderne kører derfor selv løbet, de vil også have bedre arbejdsforhold og mere i løn.

Spærrer chefen inde

I den store hal, hvor de sidder tæt sammen ved maskinerne, er der en øredøvende larm, varmen er kvælende, og tempoet skrues hele tiden op. Dertil kommer, at de må finde sig i ledernes befamlinger, og her foregribes feminismen, idet det også vises, hvor svært det er for mændene at få dagligdagen med børnene til at fungere, når konerne går strejkevagt i stedet for at ordne alt det hjemlige, som de plejer.

Hovedpersonen er et kollektiv, men dog et kollektiv med hver sit ansigt taget i nærbillede.

Kvinderne har meget, de skal af med, og da de på et tidspunkt spærrer fabrikanten inde i glasburet i hallen, udsætter de ham for noget, der kan se ud som tortur, men det er bare det, de selv oplever hver dag. De ydmyger ham, larmer og nægter ham at gå på toilettet. Han kan jo bare knibe sammen, ligesom de tvinges til.

Arbejdere spiller arbejdere

Filmen er halvdokumentarisk, idet handlingen er konstrueret, men det er arbejdere, der spiller arbejdere, og de har været med til at lave dialogen og har godkendt hver eneste scene før den endelige optagelse.

Karmitz analyserer ikke og angiver ingen løsningsmodel, men viser en virkelighed, der dengang var ukendt for mange, da det var forbudt at lave reportager fra arbejdspladser, en virkelighed som i dag er flyttet til lande uden for Europa.

Filmen "Slag for slag" er halvdokumentarisk, idet handlingen er konstrueret, men det er arbejdere, der spiller arbejdere, og de har været med til at lave dialogen.

Paradisbio

Ny realisme i film

For sin tid var filmen usædvanlig, både hvad form og indhold angår, og den lagde grunden til udviklingen af en ny realisme i film om arbejdere og arbejdskampe.

Heller ikke fagbevægelsen brød sig om filmen, for Karmitz var tilknyttet bevægelsen Gauche Prolétarienne (Proletatisk Venstre).

De senere film blev mere publikumsvenlige, det vil sige nemmere at engagere sig i, end tilfældet er med "Slag for slag", hvor hovedpersonen er et kollektiv, men dog et kollektiv med hver sit ansigt taget i nærbillede.

Efter den dårlige modtagelse af filmen holdt Karmitz op med at instruere film og blev i stedet en meget anerkendt producent og oprettede sideløbende en række biografer i Paris, der kun spiller kvalitetsfilm.

I 2014 ophørte han med at producere film, fordi "niveauet var dalet til kun at skildre det navlepillende småborgerskab".