I dagens Danmark tales der meget om epidemier og epidemiske sygdommes spredninger, både nutidige og fortidige. Man bliver mindet om Den Sorte Død i middelalderen, om koleraepidemi i Europa i 1850'erne, om Den Spanske Syge i 1920'erne, for blot at nævne de vigtigste. Disse epidemier er der skrevet fremragende romaner om, romaner hvor man kan sætte et nøjagtigt forfatternavn på for eksempel Albert Camus og Daniel Defoe, og i Danmark I. P. Jacobsen og Hanne-Vibeke Holst.

Men der er også andre historier om epidemier. Historier fra den orale tradition. Rundt om i verden har man fortalt folkeeventyr, der handler om, hvordan man lokalt har mødt en epidemi og kommet igennem den.

Naturligvis er der historiske, geografiske, kulturelle og udviklingsforskelle mellem de utallige folkeeventyr, der handler om epidemiske sygdomme, men en ting har de alle tilfælles, og det uafhængigt af, om det enkelte eventyr kommer fra Japans kyster, fra Amazonflodens jungler, fra Tanzanias savanner eller fra Danmark for den sags skyld, nemlig:

Den basale frygt for at blive ramt af en ukendt og dødelig sygdom. 

Angsten fandtes/findes alle steder på kloden og kommer til orde i disse eventyr, men sammen med angsten findes også håbet i eventyrene. Håbet om at komme på den anden side af en epidemi og bagefter at kunne værne sig mod, at epidemien kommer igen.

Hvor tidligere tiders epidemier kun optrådte i enkelte dele af verden, bevirker de moderne samfærdselsmidler, at epidemier bliver globale. Netop derfor er der grund til at læse de gamle eventyr om, hvordan pest bedst klares i fællesskab, og hvis man står sammen.

Irokeserfolket i Nordamerika

"Bevar håbet, kæmp imod epidemien, og find en måde at overvinde den på" er folkeeventyrenes ukendte forfatteres påmindelse til os i dag. Det kan vi læse om i eventyret Hvorfor Bjørneklanen har særlig meget forstand på lægedom. Det eventyr stammer fra irokeserfolket i Nordamerika:

For længe, for længe siden gik nogle mænd på en sti, der førte til deres landsby. Mens de gik, sprang en kanin pludselig frem fra nogle buske og satte sig foran dem.

Mændene stoppede, for kaninen blev siddende uden at bevæge sig. Mændene skød pile mod den, men pilene kom tilbage med blod på pilespidserne.

Igen skød de. Nu forsvandt kaninen, og i stedet stod en gammel mand på stien, som så svag og syg ud.

Den gamle mand bad mændene om mad og et sted at hvile. De ville ikke lytte på ham, men gik videre. Langsomt fulgte den gamle mand efter dem til landsbyen. Foran hver wigwam så han et skind placeret på en stang. Dette, vidste han, var tegnet på den klan, som beboerne i denne wigwam tilhørte.

Først stoppede han ved en wigwam, hvor et ulveskind hang. Han bad om at komme ind, men folkene i wigwammen lod ham ikke komme ind. De sagde: "Vi vil ikke have syge mænd her."

Han gik til en anden wigwam. Her hang et skildpaddeskjold. Men denne klan ville ikke lade ham komme ind i deres wigwam.

Og sådan skete det hele landsbyen rundt. Han prøvede en wigwam, hvor han så et bæverskind, en hvor et hjorteskind hang, og han fik heller ikke lov til at komme ind i den wigwam, hvor høgeklanen boede eller nogen anden wigwam.

Til sidst kom han til en wigwam, hvor der hang et bjørneskind udenfor. Her boede en venlig gammel kvinde.

”Jeg vil igen bede om et sted at hvile,” tænkte den gamle mand.

Kvinden bragte ham mad at spise og spredte bløde skind ud, som han kunne ligge på.

Den gamle mand takkede hende. Han sagde, at han var meget syg, men samtidig fortalte han kvinden, hvilke planter der skulle samles i skoven for at gøre ham rask.

Kvinden samlede planterne sammen, og, og snart var den gamle mand helbredt.

Et par dage senere blev den gamle mand igen syg. Igen fortalte han kvinden, hvilke rødder og blade der skal samles. Hun samlede de planter sammen, han bad om, og gav ham dem. Snart havde han det godt igen.

Mange gange blev den gamle mand syg, og hver gang han fik en ny sygdom, fortalte han kvinden, hvilke planter og urter hun skulle finde for at helbrede ham. Til gengæld huskede den gamle kvinde alle planterne og urterne, hun havde samlet, og hvordan man brugte dem til hvilke sygdomme.

Snart vidste denne kvinde fra Bjørnenklanen mere om helbredelse end alle andre mennesker.

En dag fortalte den gamle mand hende, at han var Den Store Ånd, der var kommet til Jorden for at lære menneskene hemmelighederne om helbredelse.

"Jeg kom syg og sulten og gik til mange wigwamdøre. Intet tæppe blev trukket til side for mig. Du alene løftede tæppet fra din wigwamdør og bad mig komme ind.

Du er fra Bjørneklanen, derfor skal alle andre klaner komme til Bjørneklanen for at få hjælp, når de er syge.

Du skal samtidig lære alle klaner, hvilke planter og rødder og blade der skal samles, så de selv kan helbrede deres syge.

Og Bjørneklanen skal være den største og mest respekterede af klanerne."

Kvinden løftede sit ansigt mod Den Store Ånd for at takke ham, men da var han forsvundet.

Kun en kanin løb hurtigt ind i skoven.

En pesthistorie fra Bengali

Andre steder på kloden og i andre og mere udviklede kulturer fandtes også den almene frygt for epidemier medbringende ukendte sygdomme. Her skildres dette i eventyret En pesthistorie fra Bengali:

Engang brød en forfærdelig pest løs i Indien og dræbte millioner af mennesker. Den fromme konge af Bharat samlede alle de ældste og viseste præster i sit rige for at finde ud af, hvordan man stoppede pesten. Han sagde til de forsamlede præster: "Pesten er kommet meget nær grænserne til mit kongerige. Fortæl mig, hvad jeg skal gøre for at redde mit folk."

Præsterne diskuterede i lang tid, og så sagde en af dem til kongen:

"Pesten er en prøvelse sendt af den store gud Siva, så vi må tilbede ham med ofringer og bønner over hele riget."

Kongen beordrede straks, at der skulle bedes bønner og ofres i hvert eneste Sivatempel og hvert eneste hjem i hele riget. Som den fromme mand han var, betalte han for det hele med guld fra sit skatkammer.

En uge efter at præsterne var begyndt på deres bønner, åbenbarede den store gud Siva sig for den øverste præst og sagde:

"Hvad er det, du ønsker af mig med dine bønner og ofringer?"

Præsten kastede sig næsegrus til jorden foran den store gud og stammede: "Oh Siva, frelser af universet, du ved, hvad vi ønsker. Frels os fra pesten, lad den ikke komme indover grænserne til vores land."

Siva svarede: "Det skal ske. Jeres bønner har behaget mig. Min tjener Nandi vil skærme kongeriget mod alt ondt."

Og så forsvandt guden Siva igen.

Tidligt næste morgen blev de lykkelige nyheder bragt til kongen, som straks belønnede præsterne med hver 20 malkekøer og 40 tasker smykket med cowriesneglehuse, før de blev sendt hjem.

Nu var Nandi med sin trefork parat til at forhindre, at pesten kom ind i kongeriget. Han bevogtede omhyggeligt grænserne dag og nat. En nat, da han var på vej langs grænserne, skabte den onde pest sig om, så han fik både krop og form. Der stod han pludseligt foran Nandi på vej til at trænge ind i kongeriget. Nandi hævede sin trefork og råbte til Pesten:

"Forsvind ud af syne, din skurk. Et skridt mere og du er færdig."

Det hæslige væsen ville ikke give sig så let og for løs på Nandi. Kampen mellem de to stod på i dagevis og jævnede bjerge til jorden og væltede skove til pindebrænde, når de to giganter ramte hinanden. Til sidst stoppede de med at kæmpe og kom til enighed. Aftalen blev, at Pesten fik lov til at være i kongeriget en dag og kun en dag. Stedet skulle være rigets hovedstad, og han måtte kun kræve et menneske som offer.

Men den næste aften lød der skrig alle steder fra i hovedstaden, for det var blevet kendt, at ikke en eller to, men hundrede mennesker var døde af pest. Kongen sendte atter bud efter sine præster og bad om en forklaring. De skyndte sig ængstelige til Nandi og spurgte ham, om han vidste hvorfor.

Nandi blev rasende over, at Pesten havde brudt sit løfte, og løb ud for at finde ham. Han mødte Pesten på et støvet gulv i ruinerne af et hus. Nandi greb straks Pesten i nakken og råbte:

"Din slyngel. Du har brudt dit løfte. Du tog ikke kun et offer, du tog hundrede. Du skal komme til at betale for det."

Selvom Nandi holdt fast i ham, kunne Pesten ikke lade være med at grine og sagde:

"Broder, jeg har ikke brudt mit løfte. Bliv ikke vred på mig. Jeg tog kun et menneske og kun et, som jeg lovede, men de andre nioghalvfems døde af skræk eller andre sygdomme. Hvilken skyld har jeg i det? De nioghalvfems havde feber og hævede kirtler eller helt andre sygdomme. Ikke pest. Men da de tog symptomerne på deres sygdomme for at være mig, døde de af disse sygdomme eller simpelthen af skræk. Den slags har jeg ikke noget at gøre med."

Nandi kunne godt se, at Pesten havde ret. Det var nødvendigt at behandle alle sygdomme, ikke kun pest, så han løsnede sit greb og lod Pesten gå."

En tysk eventyrfigur bringer pesten

Også i Europa kendte man til angsten for den ukendte, usynlige dræber, når en epidemi nærmede sig. Sådan fortaltes der i Tyskland eventyret Mor Gauerken – en tysk eventyrfigur – bringer pesten:

Engang brød pesten løs i landsbyerne Rankendorf og Grevenstein. En aften på Grevensteinmøllen tæt ved Pohnsdorf havde en svend og en lærling travlt med at male mel, der skulle til Pohnsdorf den næste dag. Da mørket faldt på, stak lærlingen sit hoved ud af døren og hørte adskillige hunde gø.

”Hør,” råbte han til svenden. "Mor Gauerken kommer med sine hunde."

Svenden løb ud af døren og så en ravnsort sky langsomt dale ned over Pohnsdorf. Fra skyen hørte han råbet: "Åh, Pohnsdorf, nu kommer pesten til dig."

Svenden ønskede ikke, at der skete folk i Pohnsdorf noget ondt, for han levede af at male deres mel.

Derfor råbte han til skyen: "Hej! Drag mod Rankendorf og Grevenstein i stedet. Ikke mod Pohnsdorf."

Skyen fløj videre og delte sig i to. Den ene del faldt ned over Rankendorf og den anden over Grevenstein. I begge landsbyer brød pesten løs den næste dag.

Lærlingen skyndte sig at fortælle alle i Rankendorf og Grevenstein, hvad der var sket. Svenden blev fanget og skulle brændes på bålet som straf. Dog fik mor Gauerken medlidenhed med ham og stoppede pesten lige så pludseligt, som den var startet. Af bar glæde sparede folkene fra Rankendorf og Grevenstein svendens liv.

Globalt sammenhold

Lige nu er hele verden angst for coronaen, og derfor må alle på kloden kæmpe sammen for at stoppe epidemien på trods af religion, kultur, etnicitet og alt det andet, som skiller mennesker.

Kun ved globalt sammenhold kan verden komme igennem coronaen, og kun ved globalt sammenhold kan verden komme igennem tiden efter coronaen. Det er den vigtigste påmindelse, som de gamle eventyr bringer til os i den moderne verden, og tak for det!