"Det armenske folkedrab" er en vigtig bog der omhandler hele det såkaldte "armenske spørgsmål", med afsæt i en af det tidlige 20. århundredes største forbrydelser. Den fandt sted i Det Osmanniske rige, det nuværende Tyrkiet, da landets armenske befolkning på få år, under Første Verdenskrig, blev udraderet.

Nu har den danske historiker Matthias Bjørnlund, der har været ansat på Center for Holocaust og Folkedrab, med sin nye bog "Det armenske folkedrab" sat et monument over denne tyrkiske forbrydelse og givet os et redskab til forståelse, ikke accept, af denne forbrydelse.

Op mod halvanden million mennesker blev slået ihjel i massakrer, dødsmarcher og kz-lejre, mens hundredtusindvis af kvinder og børn blev fordrevet eller endte som slaver.

Op mod halvanden million mennesker blev slået ihjel i massakrer, dødsmarcher og kz-lejre, mens hundredtusindvis af kvinder og børn blev fordrevet eller endte som slaver. Det betød at armenierne på kort tid gik fra at "være osmanniske borgere med dybe rødder i, hvad vi i dag kalder Tyrkiet, til stort set kun at eksistere som en skare dybt traumatiserede og forarmede flygtninge på fremmed jord".

Formålet var at give plads til en "homogen tyrkisk nationalstat" – et "Tyrkiet for tyrkere". Det er toner, der virker bedrøveligt genkendelige i dagens Europa. Ud af 1. verdenskrig voksede det nye Tyrkiet under Kemal Atatürk. Det nuværende Tyrkiet, der blev etableret i 1923, har aldrig benægtet begivenheden, men nægter folkemord, trods megen dokumentation.

Forhistorie

Udover det nuværende Armenien eksisterer der et historisk Armenien, som strakte sig fra det østlige Lilleasien til Middelhavet i syd og mod nord til Sortehavet og Det kaspiske Hav. Det betyder, at der i dag er spor af den armenske kultur i hele det østlige Tyrkiet.

Siden armenierne sloges mod romerne, har det været kastebold mellem Det byzantinske Rige og Persien, indtil omkring 600-tallet, hvor araberne erobrede det. Derefter kom en rolig periode på et par hundrede år, trods sporadiske angreb fra det byzantinske rige og rytternomader.

Fra begyndelsen af 1800 begyndte Rusland at blande sig, og ved fredsslutningen i Gulistan i 1813 måtte Persien afstå store områder, blandt andet det olierige Baku, I 1828 måtte det afstå det, der i dag udgør republikken Armenien. Store armenske områder, inklusiv nationalsymbolet, bjerget Ararat forblev under "Porten i Istanbul", det vil sige Tyrkiet.

Ud over Rusland viste også Frankrig og England interesse for det osmanniske Rige, som allerede dengang kaldtes "den syge mand på Balkan". På dette tidspunkt talte man om det "orientalske spørgsmå"’, altså om hvordan man skulle dele Det osmanniske Rige.

Da ungtyrkerne i 1913 under den osmanniske officer Enver Pasha havde fået diktatorisk magt, voksede nationalismen i området, samtidig med at Europa var på vej mod en verdenskrig.

I slagtehusprovinsen

Ungtyrkerne startede i 1915 under verdenskrigen en række massakre på den armenske befolkning, som var det største mindretal. De omkring to millioner armeniere, der levede i Det osmanniske Imperium, levede på den anatolske højslette som fattige bønder, hvis de ikke boede i Istanbul, hvor de ofte var veluddannede og velhavende. Der var således to klasser af armenier. Folkedrabet ramte uden skelen til klassestatus.

National Geographic beskrev det nye Armenien som "den snigende døds land".

I 1915 begyndte likvideringerne og deportationerne for alvor i det centrale Anatolien. "Kvinder og unge piger blev løbende dræbt, voldtaget, mishandlet og sultet, og børn og kvinder blev solgt eller bortført til kurdiske og tyrkiske husholdninger", efterhånden som dødsmarcherne nærmede sig diverse dødslejre.

Ved byen Mezred havde man en transitlejr, hvor de "mest attraktive af de overlevende kvinder" systematisk blev "tvangsassimileret ind i de muslimske husholdninger ved at blive solgt som slaver eller hustruer".

Veldokumenteret folkedrab

En af årsager ti, atl folkedrabet er så veldokumenteret, er, at der fandtes mange vestlige protestantiske og katolske missionærer i området på daværende tidspunkt, også danske.

I forbindelse med revolutionen i Sovjet i 1917 proklameres den nye republik Armenien i byen Jerevan. Den var "lille, fattig, isoleret og havde uoverskuelige problemer med at brødføde titusinder af flygtninge fra folkedrabet". National Geographic beskrev det nye Armenien som "den snigende døds land".

Tyrkiet angreb den nye stat i både 1918 og 1920. Efter hårde kampe lykkedes Den Røde Hær at knuse aggressionen og den sovjetisk-armenske republik blev udråbt. Folkeforbundet, i dag FN, anerkendte i januar 1920 republikken og dens regering.

I 1922 forenede Aserbajdsjan, Georgien og Armenien sig i Sammenslutningen af Transkaukasiske Sovjetrepublikker og lod sig optage i USSR. I 1968 rejste det daværende Sovjetunionen et monument i hovedstaden Jerevan for ofrene og hvert år den 24. april samles flere hundredetusinde armenier og mindes ved monumentet.

Af hensyn til Tyrkiets ære er det forbudt i Tyrkiet at omtale begivenheden som folkedrab, mens man i lande som USA, Frankrig, Israel og Egypten fortsat kæmper diskuterer emnet, både juridisk og politisk.

Sørgelig dansk reaktion

Det er lykkes forfatteren på let læselig vis at give et overblik over tragedien og hvad der lå forude samt belyse mindre kendte aspekter af, hvorfor det endte som det gjorde. Ud over det nævnte behandler forfatteren den nordamerikanske og europæiske reaktion på folkedrabet. Det er sørgelig læsning. For eksempel var den danske reaktion passiv trods stor viden om myrderierne. 

Bogen kan varmt anbefales, og skulle man have fået interesse for mere, kan man læse den østrigske forfatter Franz Werfels roman "De 40 dage på Musa Dagh" (1933) om en lille gruppe armenier, der modstod og undslap tyrkerne i 1915. Bogen endte på Hitlers bålbrændinger og er efter tyrkisk og amerikansk pres forhindret i at blive filmatiseret.