Min opvækst på Als var i mange år præget af en meget antitysk og gammelnationalistisk holdning. Stedet, de slesvigske krige, Anden Verdenskrig men ikke mindst den store krig 1914-18 satte sit præg på indstillingen til Tyskland.

Tyske forfattere var af samme grund ikke læsbare. Og alligevel skete der en opblødning gennem årene. Remarque, Heinrich Böll og Siegfried Lenz beskrev i deres bøger episoder fra den tyske historie fra Første Verdenskrig, Anden Verdenskrig og tiden, der fulgte, der var med til delvis at ændre synet på naboen mod syd.

De to verdenskrige har efterladt så megen had, uforløste skæbner , tragedier og uvished. Begivenheder, der stadig bevidst eller ubevidsthed er en del af Europa i dag.

De to verdenskrige har efterladt så megen had, uforløste skæbner , tragedier og uvished. Begivenheder, der stadig bevidst eller ubevidsthed er en del af Europa i dag.

Siegfried Lenz var en af de sidste i sin generation – født 1926 i Østpreussen i det nuværende Polen. Jeg har været der flere gange og kan genkende hans beskrivelse af Masurien – de endeløse skove – søerne og det uspolerede landskab med storkene i hobetal.

Som måske en af de færreste anerkendte Lenz tabet af Østpreussen. Skyldfølelsen sad dybt, da Lenz var sammen med Willy Brandt og knælende anerkendte Oder-Neisse grænsen i 70érne. Lenz lagde ikke skjul på sin socialistiske holdning – en kamp for de svage, der førte ham til SPD – men ikke blindt – i en række tilfælde lå han langt til venstre for partiet – var i perioder ikke medlem.

En angrende tysker

Når Lenz blev lukket ind i varmen hos mine forældre var et af parametrene en forestilling om den ydmyge og den angrende tysker. Hans første storværk – "Tysktime" – med en beskrivelse af vadehavsområdet og den tyske maler, der i nazitiden får malerforbud gik rent ind. Og ikke mindst betjentens bemærkning ”Jeg gør kun min pligt” gik rent ind. For hvor går grænsen mellem pligt og moral?

Maleren var Emil Nolde – og bevidst eller ubevidst har Lenz været med til at skabe legenden om samme, der – som det senere også blev kendt – på et tidspunkt var grebet af det nazistiske storhedsvanvid. Og her gik heller ikke Lenz helt forbi.

Lenz´andet store hovedværk ”Forhistorien” er flugten fra det sagnomspundne Østpreussen – en øm ligtorn for mange, der stadig inderst inde drømmer om de tabte områder– men Lenz bærer som sagt ikke nag – anerkender nederlaget - og ikke mindst skylden.

For Lenz selv sluttede krigen som deserteret marinesoldat i Danmark– senere engelsk krigsfange i Witzwort i Slesvig-Holsten. Måske derfor blev Danmark og specielt Als en oase for Lenz. Et lejet sommerhus i nærheden af mit barndomshjem, som alle var bekendt med. Men eje det måtte han som tysker ikke.

Synet på Als var naivistisk. Lenz opfattede øen som den rene idyl i et Sønderjylland, han forgudede. Skrev om det sønderjyske kaffebord og afsluttede sin glansbilledagtige lille bog om øen Als fra 1976 med at gengive den officielle alssang ”Af Østerhavets våges slutstrofe – om frit jeg måtte kåre – jeg valgte mig et Als. I parentes bør nævnes, at mange alsinger anser ”Som sang i juninætter” af Martin N. Hansen som den ”richte” Alssang.

Omfattende forfatterskab

Med sit omfangsrige forfatterskab nåede Lenz vel det meste. Selv oplevede jeg ham i Den Sorte Diamant i 2009, hvor jeg skrev et indlæg i Arbejderen – og der var han en gammel mand – men ikke ældre end, at han året efter kunne gifte sig med sin afdøde hustrus veninde Ulla i Danmark og derved dedikere de sidste værker til hende.

Als betød meget for Lenz, Lenz kom til at betyde meget for Als og ikke mindst synet på tyskere i Danmark. Også dette var værd at tage med, da Lenz blev bisat sidst i oktober i Hamburg – hans ny hjemsted ved siden af og rimelig nær Danmark.

Forfatteren Siegfried Lenz var en af de sidste store i sin generation. Heinrich Böll og Christa Wolf døde før ham. Den sidste, Günter Grass, lever stadig