I disse tider, hvor man må finde sine oplevelser inden for hjemmets fire vægge, og hvor DR fornærmer seerne med en times udsendelse om en ligegyldig rigmand, hvis største problem er, at han har mistet sit jagttegn og ridderkors, fordi han ikke kunne styre sit temperament, skal mediet nu også have ros, når det beriger os med en filmserie af højeste kvalitet.

Small Axe er ikke så meget den enkeltes private racisme, men den der trivedes i samfunds-funktioner som retsvæsen, politi og skolevæsen. En slags statsracisme.

Det drejer sig om den engelske instruktør Steve McQueens antologi på fem film af tilsammen syv timers varighed.

Hver af dem er en selvstændig film, men det overordnede tema er fælles: Racismen i England i perioden 1968-74; ikke så meget den enkeltes private racisme, men den der trivedes i samfundsfunktioner som retsvæsen, politi og skolevæsen. En slags statsracisme.

Fælles er også, at de alle, bortset fra en "hyggefilm", bygger på virkelige historier. De kan ses i vilkårlig rækkefølge, men instruktøren anbefaler, at man begynder med "Mangrove" og slutter med "Education".

Alle film foregår i London blandt vestindiske immigranter, ligesom McQueen også er det, der sideløbende med, at de mere eller mindre integreret holder fast ved deres gamle kultur, hvor musik og dans og i det hele taget socialt samvær spiller en stor rolle.

Retten måtte erkende racismen

Mangrove var en restaurant i det vestlige London, der var samlingssted for kvarterets vestindere, og hvor der ud over at blive spist, drukket og festet også blev diskuteret politik. Stedet var en torn i øjet på det lokale politi, der igen og igen, anført af en fanatisk racist, foretog razziaer uden nogen grund.

Da det blev for meget, gik en fredelig demonstration til politistationen for at protestere, men den blev brutalt overfaldet, og derefter fulgte en retssag, der skulle blive skelsættende i engelsk retshistorie. The Mangrove Nine kaldes den, for ni af deltagerne i demonstrationen kom for retten anklaget for at opildne til oprør.

Sagen blev ført i Old Bailey, hvor kun de alvorligste forbrydelser bliver behandlet, og varede i 55 dage, hvorefter nævningene enstemmigt erklærede alle ni uskyldige, og retten måtte anerkende, at sagen skyldtes racisme inden for politiet.

Filmen, der er den længste af de fem og varer to timer, følger nøjagtigt det, der skete i 1970, og meget af dialogen under retssagen er taget direkte fra rettens båndoptagelser.

Vejen ud af fordomme og overgreb

"Lover Rock", hyggefilmen, er uden en egentlig handling og inviterer os bare til at være med til en privat fest, hvor gæsterne, deres tradition tro, synger, danser, drikker og ender med noget, der ligner en ekstatisk stammedans. En ren hyldest til livsglæden.

"Red, White, Blue" fortæller om en ung mand, der trods en uddannelse som retsmediciner søger ind ved politiet, fordi han dermed tror at kunne gøre noget godt for sit miljø, men i stedet bliver lagt for had af ikke kun sine hvide kolleger, men også af sine egne, der betragter ham som en forræder.

I "Alex Wheatle" er vi også i fængselsvæsenet. Alex er efter en hård barndom på børnehjem havnet bag tremmer, og her får han en ældre cellekammerat, der fortæller ham om værdien af at læse bøger og uddanne sig, og om at det ikke handler om hudfarve her i verden, men om klassekamp.

Det giver Alex et perspektiv for fremtiden, og han ender med at blive en anerkendt børnebogsforfatter.

Instruktørens egen historie

Den sidste i perlerækken er "Education", der fortæller om en asocial og racistisk skolelov, der gav skolerne mulighed for at slippe af med vanskelige elever, ofte de farvede, ved at overføre dem til særskoler for underbegavede børn. Skoler der i virkeligheden var skraldespande, hvor børnene intet lærte.

Kingsley er en vaks lille fyr på alle andre områder, end hvad angår at læse. Der halter han af en eller anden grund meget bagefter, og så er han også lidt fræk, så han bliver overført til sådan en tumpeskole.

Heldigvis er der en organisation af frivillige, der kæmper imod denne ordning og hjælper forældre og børn, og det bliver Kingsleys redning. Også denne historie er fra den virkelige verden, nemlig instruktørens egen.

McQueen vil et bredere publikum

Steve McQueen er især kendt for biograffilmen "12 år som slave" (2013) og er blevet spurgt om, hvorfor han nu har lavet disse fjernsynsfilm til BBC. Svaret var: "For at min mor også skulle få dem at se". Deri ligger, at mange mennesker simpelthen ikke går i biografen, og på denne måde kunne han nå ud til et langt bredere publikum.

Filmene vil på et tidspunkt blive sendt på DR TV, men fra nu af og til udgangen af året kan de streames på dr.dk, og det anbefales på det varmeste.