"Glassalen er bygget til revy", skriver Tivolis direktør Lars Liebst og kunstneriske leder Jesper Winge Leisner i velkomsten til "TAM TAM". Det er ellers længe siden, at der har været fast revy i Tivoli. Den fejrede 100-års jubilæum i 1984, men siden har der været længe imellem latterbrølene i den smukke glassal, der blev offer for Schalburtage i 1944 og genopført af arkitekt Poul Hemmingensen i 1946.

Det bliver der rådet bod på i 2014. Under instruktør Jy-Maria Frederiksens stramme regime slipper årets Tivolirevy alle djævle løs i en blanding af rutinerede og unge kræfter. Til de første hører Niels Olsen, der også har skrevet en del tekster, Bodil Jørgensen, der folder sit store komiske talent ud, og veteranen Søs Egelind. Til de garvede hører vel også Christiane Schaumburg-Müller med masser af erfaring fra "Life fra Bremen". 

Det unge hold består af de to musikalske starfuckers Szhirley og Rikke Hvidbjerg og de to drengerøve Pelle Emil Hebsgaard og Alexandre Willaume. Fælles for dem er, at de både kan synge, danse, være komiske og få løjerne ud over rampen til Glassalens publikum.

Der bliver sparket nedad til landets overvægtige kattekvinder i Bodil Jørgensen og Sebastian Dorsets "Den lille kat", men ellers har TAM TAM flere numre med god værkstedshumor. Alexandre  Willaumes syrede "Rockman" lever i flere forsøg sin heavy metal-drøm ud, Jacob Webles "Nytænkning", fører os ind i hjertet af dansk industriel opfindsomhed og Søs Egelind er knastør i "Sweden 12 Points".

Der bliver mere politisk kant i Lisbeth Wullf og Søs Egelinds "Tak for kaffe" med to lummerracistiske midaldrende kvinder og sketchen "Torturkammeret", der forsøger at trænge ind i det socialdemokratiske projekt. Man føler med Niels Olsens ensomme SF'er i "Den eneste ene", og Søs Egelind har godt fat i Lars Løkke Rasmussen i "Beklageligt", men ellers kommer den brede samfundskritiske pensel kun lejlighedsvis i brug.

Al begyndelse er svær, men "TAM TAM" blanding af gedigen revykunst og ungdommeligt gå-på-mod bærer løjerne ud over rampen.