- Fryser I? spørger Ulrik Szkobel med et stort drillende smil:

- Bare rolig. Turen varer kun to en halv time! siger han opmuntrende.

Ulrik slutter af med at betegne Århus by som en by med sjælefællesskab for de, der er anderledes.

Ulrik er vores guide på denne Poverty Walk. En byvandring med fokus på fattigdom og hjemløshed i Aarhus. Vi er et par håndfulde vandrere, og vi er godt klædt på. Det er et råt og ruskende oktober vejr.

3F tog initiativet  

Turen er arrangeret af 3F TLBs kulturudvalg. Vi starter ud ved Værestedet for socialt udsatte og folk med misbrugsproblemer i Jægergårdsgade. 3F har medlemmer, der kender hjemløsheden på egen krop.

Alle løse vinduer, døre og skilte klaprer om kap med hinanden i vinden. Der er udsigt over havnen og de gamle siloer til varmestuerne og det nye bibliotek, DOKK1. En smuk og fascinerende havn. Mange har kulturprojekter på tegnebrædtet her. Hvor skal de hjemløse så skubbes hen?

Da Ulrik hører, at vi kommer fra 3F og fra dagbladet Arbejderen, fortæller han til stor morskab, at han mangler at gå med partierne på højrefløjen. Men ellers er det meget forskelligt, hvem der kommer på denne tur. Som noget nyt melder flere præster deres konfirmander til. Jo yngre, jo færre spørgsmål, prikker han lidt til os med undersøgende øjne.

PTSD og Hus Forbi

Om sig selv fortæller Ulrik, at han er 46 år, guide og hjemløs. Han lider af PTSD(posttraumatisk stress syndrom) som følge af mobning gennem alle 10 år i folkeskolen. Han har været hjemløs i rigtig mange år, men har nu fået en lejlighed. Han må hver aften ryge et par joint for at kunne falde i søvn, men ellers er han medicinfri, og han rører ikke spiritus. PTSD er ikke kun noget, man kan få af at have været i krig.

Vi begynder at trippe lidt i kulden, men Ulrik har god tid. Iført termotøj, kasket og bare hænder, får han os gennet ud på turen. Han svinger sin store taske fuld af bladet Hus Forbi over skulderen. Bladet udleveres her fra Værestedet.

- Der sker noget mellemmenneskeligt, når man sælger dette blad, siger Ulrik med et nik ind mod Værestedet:

- Værestedet er det eneste sted i Aarhus, som er drevet af kommunen. Alle de andre er drevet af religiøse foreninger.

Vi går mod ”Nåleparken”, som ikke et sted med juletræer, men et sted hvor stofmisbrugere kan tage deres fix i fred og ro. To åbne læskure under den gamle kulbro og et toilet. Det blev arrangeret for at få misbrugerne væk fra området omkring Århus Domkirke, i folkemunde kaldet Spytbakken.

- Det er ti år siden. Det klædte jo ikke turistbyen, siger Ulrik sarkastisk, men fremhæver samtidig de gode sider ved det.

Home, Street home

Det er et relativt fristed, hvor politiet lader misbrugerne i fred, undtagen ved eftersøgninger. Dog har Ulrik hørt om konfiskation, og hver gang politiet konfiskerer, kommer der bare et indbrud mere i byen, fortæller Ulrik. Der skal jo skaffes penge til nye fix.

Koldt, snavset, fyldt med cigaret skodder, lidt blod og et par sprøjter både i læskure og på toilettet. Det virker lidt dystert, og det bliver understreget af den ironiske og sorte humor på væggene: ”Home, street home” og ” Om natten kaster selv dværge lange skygger”.

Vi står allerede og stamper i jorden af kulde og blæst her på parkeringspladsen, ved siden af tomme bygninger og siloer. Her skal andre så finde en seng for natten.

Ulrik peger op på kulbroen, som går tværs over havnen. Højt oppe kan vi se en platform af træ.

- Deroppe slår hjemløse telt op om sommeren, fortæller Ulrik, mens flere spørger, hvordan man overhovedet kommer derop. Ulrik peger på jernbindingerne højt oppe. De fungerer som trappetrin, hvis man altså er adræt nok, og ikke for fuld eller skæv. Deroppe er man lidt i sikkerhed for overfald, hvilket er et stort problem for mange hjemløse.

Væk fra kriminaliteten

Kulbroen blev tidligere brugt til at føre kul fra Aarhus Havn op til Midtkrafts værker. Her ved Kulbroen ligger også Kontakthuset, et projekt som kun findes i Aarhus Kommune. Ulrik har lige tid til at hilse på en af de ansatte.

PÅ Kontakthuset kan stofmisbrugerne få to fix om dagen og Metadon til at sove på. Det giver dem fred og ro, og det fører dem væk fra kriminaliteten, fortæller Ulrik.

Der bliver spurgt, hvor staten så køber heroinen? Tjah…

- Hvis I fryser, så smil og vær glade! Den her tur varer kun to timer og ikke 24 timer, syv dage om ugen osv, kommer det opmuntrende fra Ulrik. Imens fører han os mod nye overraskelser i den midtby, vi tror, at vi kender så godt.

Intet håndtag på indersiden

Vi går mod Spanien, som er et eksotisk gadenavn i Aarhus, lige indtil man kommer ind under den gamle jernbanebro. Her kan man sove i et beskyttelsesrum på 2x4m. Lugen har kun håndtag udefra, hvilket også gør mange mere angste for at sove der, end for det kolde betongulv derinde.

Ulrik fører os mod nye overraskelser i den midtby, vi tror, at vi kender så godt.

Det får Ulrik til at fortælle om mange gode erfaringer og nødvendige råd. Det er nemlig vigtigt ikke at blive syg, for så er det hurtigt ude med en. Avispapir og pap isolerer mod kulde, både som liggeunderlag og som polstring under tøjet. Et sted han varmt kan anbefale at sove er på DSBs gamle læsserampe af træ, hævet en meter over jorden.

Lugten af pandekager kommer snigende imod os fra rutebilstationen. Her er åbnet et nyt madsted, Aarhus Street Food, så nu må de hjemløse igen rykke væk fra de tomme bygninger der.

Vi trækker i læ bag bilerne, mens Ulrik står midt i vinden og fortæller videre. Han ved godt, at vi fryser, men husker vi også på de, der fryser døgnet rundt uden udsigt til en varm stue derhjemme eller bare pandekager?

Eneste døgnvarmestue

Vi hammer fryser. Godt at vi kommer på en lang gåtur nu. Forbi Posthussmøgen ved Strøget. Bugnende butiksvinduer. Forbi Spytbakken ved Århus domkirke, hvor de hjemløse er fordrevet fra. Videre forbi Illums Bolighus, der skal åbne fredag 28.oktober, men nok ikke for de hjemløse. Rundt om pølsemanden på Børnenes Kontor med den uimodståelige reklame: "Tid til en hot dog nu?"

Vi er fremme i Klostergade, hvor Aarhus’ eneste døgnvarmestue ligger, drevet af Kirkens Korshær.

Ulrik hilser på de forbipasserende, der skal ind på stedet. Man kan sove gratis her, og der er plads til cirka 50 personer. Det er sidste chance før gaden.

Der er tre daglige rengøringer på denne varmestue, og imens må de hjemløse ud i gaderne. Især i vintermånederne stimler de sammen henne ved Kloster Torvs busholdepladser. Buschaufførerne er gode til at geare ned og passe på dem.

Stor respekt

Det kan godt være en stresset nat på Kirkens Korshærs varmestue. Alle er pressede på pungen og på psyken. Mange stjæler fra hinanden, og mange har det rigtig dårligt i forvejen og tåler ikke at andre larmer og skændes.

Ulrik siger, at han ikke er religiøs, men at han har stor respekt for kirkens ansatte og deres arbejde og omsorg for de hjemløse.

- Fryser I? Er I sultne? spørger Ulrik, mens vi får fremhakket et fælles JA under hætter og huer. I solidaritetens navn vil vi ikke give op. Nogle af brugerne kommer forbi og får et varmt knus af Ulrik. Den ene danser lidt for os.

- Jamen, nu er der også snart forbi, siger Ulrik og slutter af med at betegne Århus by som en by med sjælefællesskab for de, der er anderledes. Modsat resten af Danmark, hvor han synes, at Janteloven hersker for meget.

Vi takker af enige om, at det har været en varm fornøjelse på en kold dag!