Scenen er Nikolaj Kirkes store skib, november 1962. Et stort publikum er samlet for at se den amerikanske performer Dick Higgins. Han hamrer uophørligt samme akkord - en kvint - løs på et opstillet klaver. Efter en time begynder folk at smide ting efter ham. Higgins fortsætter uanfægtet. Folk begynder at udvandre. Så stopper det hele uden varsel. Bagefter skærer stilheden gennem luften.

Den dag mødte danskerne fluxus. Den undersøger, nedbryder og skaber ikke-konkrete værker på tværs af de kendte former for skønhed, medier og forventninger. Lyd er ikke musik, det visuelle ikke et billede, optræden ikke et drama, og værket udvikler sig hele tiden.

Begivenheden i Nikolaj Kirke var en del af Fluxfests - en serie lydhappenings arrangeret af den lettisk-fødte amerikanske grafiske designer George Maciunas. De drog på den tid hærgende gennem Europa med en række grænseoverskridende kompositioner.

En strøm af oprør

Fluxus betyder "strøm", "bevægelse", og knyttede sig i starten til lyd og bevægelse, en komposition med et partitur. Som i "Piano Activities" af Philip Corner, opført første gang i Wiesbaden september 1962. Seks aktører spiller, slår, plukker, banker, hiver, vrider et klaver ovenfra, nedenfra, fra siderne, smider ting på det, flår ting ud af det, for til sidst at splitte det totalt ad. 

Skandalen var enorm i klavermusikkens højborg. Vesttysk tv viste koncerten fire gange under overskriften "De gale er løs" - Die Irren sind los. Fra Wiesbaden fortsatte galskaben til Düsseldorf, Paris, Amsterdam, Nice - og København. 

Fluxus stod fra starten stærk i tysk musik, takket været tolvtone komponisten Karlheinz Stockhausen i Darmstadt. Herfra var vejen kort til Danmark, og den første til at organisere koncerter i den dengang forladte Nikolaj Kirke var den tidligere modstandsmand Knud Pedersen. 

Sammen med den tysk-fødte kunstner og gallerist Arthur Køpcke skabte de Kunstbiblioteket, hvor de afholdt den første serie Fluxus-koncerter med de danske komponister Eric Andersen og den nyligt afdøde Henning Christiansen. Sammen med kunstnere som Asger Jorn, Jørgen Nash og Jens-Jørgen Thorsen i Den 2. Situationistiske Internationale på Drakabygget i Sverige fik de stor betydning for aktivist-kunsten i Tyskland og Norden.

De gale er løs

"Die irren sind los" er også titlen på Nikolaj Kunsthals fejring af 50-året for de nu legendariske fluxus-koncerter. Den tre-ugers minifestival, der slutter i morgen, har samlet 480 Fluxus-performances i et inter-aktivt arkiv i en ramme af samtidig musik, film og life-performances.

Fluxus-begrebet udviklede sig oprindelig fra den amerikanske komponist John Cage. Hans eksperimentale kurser 1957-1959 på New School for Social Research i New York City tiltrak kunst-avantgardens hårde rødder.

Det samme gjorde den franske kunstner Marcel Duchamp, der blev berømt på at udstille en pissekomme i ramme. Han var barn af dada - det irrationelle, nihilistiske og kyniske. Her er alt tilladt og de endegyldige sandheder er skeletrester i Verduns skyttegrave i Første Verdenskrig. Han boede i begyndelsen af 60'erne i New York. 

Her udstillede han ting fundet på lossepladser, byggepladser, fabrikshaller, på gaden. Disse readymades, "fiks-og-færdige" værker, skal ophæve kunsten. Den skal aflives, fjernes, gøres meningsløs som værdi 

Ismer dør - fluxus lever

Trods adskillige dødsdomme har fluxus som bevægelse vist sig særdeles levedygtig. Hvor de kunstneriske -ismer er bukket under, syder og bobler det overalt med events, happenings og andre stedbundne aktioner - fra flåede høns til det arabiske forår.

Den danske komponist Eric Andersen har løftet en flig for, hvad fluxus er - eller ikke er. For det er helt sikkert ikke en genstand, et fysisk værk.

- Fluxus er noget, der finde sted på tværs af forskellige medier. Kunst kan i yderste konsekvens ikke være et produkt, som man kan fremstille. Kunsten er en fundamental udforskning af det menneskelige udtryk, siger han til P2 i "Dadaisme og Fluxus".

Fluxus blev i sagens natur aldrig en ny isme. Derfor eksisterer den stadig. Kunstnere som John Cage, Philip Glass, Yoko Ono, Alison Knowles, Nam June Paik, Ay-o, Joseph Beuys er måske glemte i dag, men deres tanker om en profitløs, konsekvent udforskning af det uberørte lever stadig.

George Maciunas, der opfandt ordet "fluxus", kaldte det "en blanding af Spike Jones, numre, påfund, skuespil, Cage og Duchamp". Ifølge ham skulle fluxus "fremme en revolutionær flod og ebbe i kunst, anti-kunst, fremme den kunstløse virkelighed... og forene de kulturelle, sociale og politiske revolutionære kadrer til en forenet front og handling."

Ifølge den franske fluxus-kunstner Robert Filliou blev kunsten født for 1.000.043 år siden, da nogen tabte en svamp ned i en spand med vand. I hans fluxus mødte et klaver en malebøtte,  tre indkøbsvogne og syv fuldt pakkede rejsekufferter.

Det gælder konfrontationen med de ubevogtede øjeblikke, de selvglade holdninger, den indlysende sandhed, hvor synspunktet er vigtigere end oplevelsen. Hvordan lyder din fluxus?