04 May 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

- Han fór lige i blækhuset

Digteren Carl Scharnberg

- Han fór lige i blækhuset

Lørdag den 27. juni i år ville aktivisten og kunstneren Carl Scharnberg være fyldt 85 år. Arne Dahl Olsen fortæller om 25 år i faglig kamp og venskab med digteren.

Arne Dahl Olsen arbejdede i over 25 år sammen med digteren Carl Scharnberg om kultur i fagbevægelsen. Idag er Arne Dahl Olsen formand for Sid Nørresundby's Efterløns- og Pensionistklub.
FOTO: Jacob Nielsen
Carl Scharnberg (1930 -1995) var altid aktiv i fredsbevægelsen og i faglige organisationer som digter og agitator.
FOTO: Anne-Mette Kruse

- Carl ramte jo altid plet, så han fik fat i medlemmerne på en eller anden måde. Han fik det vendt sådan, at alle kunne forstå det, siger Arne Dahl Olsen, tidligere formand for SID Nørresundby (nu 3F Aalborg) om sit møde og samarbejde med den røde digter fra Vrå.

Digteren Carl Scharnberg blev født i 1930 og voksede op i Aabenraa i en arbejderfamilie. Han var barn under 1930'ernes store arbejdsløshed. Carl Scharnbergs store inspiration var bedstemoderen, der var enke og alene med syv børn. Ved siden af sit rengøringsarbejde organiserede hun også Kvindeligt Arbejderforbund i Haderslev. 

- Carl var der altid, fortæller Arne Dahl Olsen og lyser op ved tanken om de mange arbejderkampe, hvor de begge var tilstede.
 

- Vi gav ikke Carl noget, men han gav os en helvedes masse.

Som ved blokaden mod Hope Computer i Hadsund 1972.  Det var før blokader blev forbudt i dansk arbejdskamp. Arne Dahl Olsen var dengang forholdsvis ny næstformand i SID Nørresundby. Over hans skrivebord i hjemmet i Nørresundby hænger et stort billede fra dengang af en demonstration med mange røde faner. 

– Lige pludselig, så stod Carl ved siden af mig. Hvad pokker -  kunne jeg sige - og så kunne Carl svare, at han bare lige kom forbi, og at han bare lige havde fået kørelejlighed. Men det var løgn. Han kunne simpelthen ikke lade være!, griner Arne Dahl Olsen med en hovedrysten.

Åbnede nye veje

På det tidspunkt havde Arne Dahl Olsen været aktiv i SID Nørresundby, Bygge & Anlæg i mange år, og  Carl Scharnberg havde været i gang med store anti-atomkraftmarcher og fredsarbejde i den store stil.

Men sammen skulle de to åbne mange nye veje for hinanden og for andre.

- Første gang jeg mødte Carl var i vores fagforening i Nørresundby. Det var i 1970. Lige dengang sagde han ikke så meget. Han var ligesom meget nervøs den dag. Det var han i øvrigt altid, når han skulle lave noget, fortæller Arne Dahl Olsen, der idag er formand for 3F Nørresundby's Efterløns- og Pensionistklub.

Arne Dahl Olsen og Carl Scharnberg mødte snart hinanden igen, denne gang skulle Arne Dahl Olsen komme til at opleve Carl Scharnberg i sit rette element:

- Jeg kom på et seks ugers tillidsmandkursus på Langsøhus, og den ene af ugerne med var med kultur. Carl var sammen med en, der hed Robert Andersen fra AOF, men det var Carl, der bar det hele. Han læste op og han lavede skuespil, fortæller Arne Dahl Olsen med stor respekt.

Arne Dahl Olsen og tre andre tillidsmænd fra afdelingen i Nørresundby havde meget med Carl Scharnberg at gøre på skolen, og en dag kom Carl Scharnberg med en invitation:

– Nu skal I komme op at se, hvad jeg laver oppe i Vrå. Jeg er ved at lave Børnenes Jord, sagde han.

Børn og kunst

Carl boede med sin familie i Vrå i Vendsyssel. På hans initiativ var mange børn og voksne gået sammen om at skabe en anderledes legeplads i 1968, kaldet Børnenes Jord. En gang om året blev der holdt en stor fest. Carl inviterede unge kunstnere og musikere som De Gyldne Løver og Niels Hausgaard.

- Der var to eller tre scener deroppe, for det var sådan et helt kunstnerarrangement. Det var helt fantastisk, og så i den her bitte by, Vrå. De kom alle sammen fra byen. Der var venstrefolk. Der var alle mulige. 

- Jeg fik et helt andet indtryk af de gutter, som for eksempel Jens Memphis fra De Gyldne Løver. De var helt unge og på min alder dengang. Det var jo faneme nogle fine gutter, husker Arne Dahl Olsen.

- Carl og jeg stod og hørte på Niels Hausgaard. Pludselig hørte jeg de her to bønder. De var vel venstrefolk. Så sagde den ene: 

– Han er nu møj go', ham, der. Han er rigti', rigti' go!

- Jae, svarede den anden, men a er lidt bange for, at han er rød!

- Der er mange ting, man ikke kan huske i et langt liv, men sådan en dag deroppe i Vrå står i klar erindring, fortæller Arne Dahl Olsen, mens han morer sig.

Agitatoren

I de år kom Carl Scharnberg mere og mere ind i fagbevægelsen gennem Arne Dahl Olsen og SID Nørresundby. Gennem 15 år skrev Carl Scharnberg prologer til landsmøder i SID B&A samt Industri-gruppen. Men det med at få en bunden opgave, var vanskeligt for Carl Scharnberg, beretter Arne Dahl Olsen:

- Han var impulsiv. Hvis nu der skete noget i regering eller Folketing, eller i vores forbund eller i LO, så var han der med det samme. Han sprang lige blækhuset, og så knaldede han af sted, beretter Arne Dahl Olsen, mens han lader fingrene danse på bordet som på en gammel skrivemaskine.

– Carl var en fantastisk agitator! Han kunne det, som mange kunstnere kan. Carl var virkelig en kunstner!, erindrer Arne og slår ud med armene og fortsætter,

– Mange af hans digte rammer jo endnu, de er så aktuelle.

- Og han var også arbejder. Han var næsten multikunstner...arh, han malede vist ikke, siger Arne Dahl Olsen eftertænksomt og fortæller videre om, hvordan det var, når han skulle opfordre Carl Scharnberg til at skrive noget på forhånd,

- Han sagde altid nej først. Jeg kørte tit op til ham og snakkede med ham. Han sagde altid: " Det kan jeg ikke!". Men det blev nogle stærke prologer til vore landsmøder, siger Arne Dahl Olsen og beskriver, hvor meget energi Carl scharnberg lagde i arbejdet,

–  Så kunne man komme op til ham, og hele hans lille kontor kunne være fyldt helt op med papir. Han kunne sidde at skrive og fortryde, hive papiret op af skrivemaskinen og sætte et nyt i, beretter Arne Dahl Olsen, mens han hiver sig selv lidt i håret.

- Vi har sommetider skændtes med hinanden før sådan en prolog. Så skrev han breve til mig, når vi havde været oppe at toppes. Der kunne  gå en uge eller 14 dage, så skrev han: " Er du stadigvæk sur"? Det kunne være angående en eller anden tekst, fortæller Arne Dahl Olsen og fortsætter med et glimt i øjet, 

– Jeg havde sådan en hel mappe med breve fra ham.

Impulsiv

Igennem årene lavede Carl Scharnberg rigtig meget for SID Nørresundby og på tillidsmandskurserne på SID's skoler. 
– Han tog fat i de aktuelle ting på en anden måde, end det man hørte i radioen, og det underviseren på skolen stod og fortalte. Carl kom og hældte noget helt nyt benzin på bålet.

- Og han kunne jo få alle med. Men der var heller ikke nogen, der skulle begynde at sige noget. Så blev han tosset. Bum.

Arne Dahl Olsen fortæller, at som underviser kunne man jo ikke tage fat i det politiske, men kun lære tillidsfolkene om faglige regler og overenskomster. 

- Carl fik altid noget sat igang. Han kom og lagde sine egne materialer og sagde, at han gav gratis omgang. Det var virkelig godt, nikker Arne Dahl Olsen.

Prisen til Carl

Det var ikke hele fagbevægelsen, der var begejstret for Carl scharnberg.

– "De højreorienterede, dem skal man aldrig regne med. Men det er godt, at de kritiserer én, for så bliver man rigtig varm om hjertet", siger Arne Dahl Olsen og morer sig over Carl Scharnbergs ironi. 

Selv om flere afdelinger af SID gentagne gange havde indstillet Carl Scharnberg til LOs kulturpris, fik han den ikke. Men nogle delegerede fra SID tænkte alternativt under en LO-kongress, fortæller Arne Dahl Olsen,

- Så lavede vi en prisuddeling nede hos Lager og Handel i København, og vi inviterede alle de delegerede fra LOs kongres på samme tidspunkt, som deres egen kulturpris skulle uddeles. Der kom rigtig mange af de delegerede. De kunne slet ikke være i lokalet. Og de blev totalt tossede inde i LO. Det var jo klart. Carl han fik sin pris, fortæller Arne Dahl Olsen med slet skjult fryd. 

Uofficielle synspunkter

Fra 1968 og frem til sin død i 1995 udsendte Carl Scharnberg næsten månedligt sine Uofficielle Synspunkter med små korte digte om aktuelle begivenheder. Flere hundrede modtog brevene blandt fagforeninger, alle slags aktivister, skole- og gymnasieblade og kulturfolk. 

- Det viste også, hvor meget Carl havde fat i. Dengang han var blevet bisat, og vi tog beslutningen om at lave Carl Scharnbergs Uofficielle Fond, var der delte meninger med hensyn til, om det kunne lade sig gøre, siger Arne Dahl Olsen og stryger sig eftertænksomt over panden.

Den uofficielle fond

- Vi satte os et mål på 300.000 kroner, men det blev til næsten 700.000 kroner til fundatsen! Og hovedparten af de mennesker og foreninger, der gav dengang, er med endnu, fortæller Arne Dahl Olsen med respekt i stemmen.

I mange år har Arne Dahl Olsen siddet i bestyrelsen for fonden. Hvert år uddeler Carl Scharnbergs Uofficielle Fond en pris til personer eller grupper, der trækker begivenheder frem, som det officielle Danmark helst vil tie om, som børnehjemsbørnene, skifergasboringer og vilkårene for psykisk syge.

Carl Scharnberg nåede at fejre sin 65-års fødselsdag lige midt i blokaden mod busselskabet Ribus i Esbjerg 1995. Kort tid efter døde han, mens han holdt tale i en SID-fagforening.

Han gav en masse

- Vi gav ikke ham noget, men han gav os en helvedes masse, siger Arne Dahl Olsen med beskedenhed og fortsætter,
- Så kunne vi vil hjælpe ham på en anden måde, ved at åbne nogle døre på steder hvor Carl ikke kunne komme ind, som på SID-forbundets skoler.

- Det var fantastisk! Carl han gav så meget. Hvis vi kørte hjem fra et møde en aften, så sad vi jo der i bilen og snakkede, og det kunne han jo finde på at ringe om tre dage efter. Så kunne han pludselig omsætte den snak til nogle ord eller korte digte, mindes Arne Dahl Olsen.

- Han var jo et fantastisk godt menneske rent holdningsmæssigt. Han holdt virkelig af sin kone Hanne og af sine børn, fortæller Arne Dahl Olsen og funderer lidt, inden han fortsætter,

 - Hvor var han en mærkelig skid. Han var optaget af mange ting, og han var altid forrrest.

Arne Dahl Olsen kan stadig blive rørt over at læse Carl Scharnbergs digte:

– Mange af hans digte rammer jo endnu, de er så aktuelle. De rammer både ind i noget politisk og noget menneskeligt. Han ramte alle, og alle blev glade.

- Men var det alle i Danmark, der blev beæret over det, han sagde ? 

- Nej! Det var også det, han blev glad for!

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


26. jun. 2015 - 09:51   10. jul. 2017 - 10:35

Kultur

kb@arbejderen.dk
Arne Dahl Olsen

Aktiv tilidsmand i mange år på Hovedværkstedet, civilt styret værksted for flyvevåbnet i Ålborg.

1969: næstformand i SID Nørresundby Bygge og anlæg, og senere formand for samme afdeling 1979 - 2000

Bygge- og Anlægs afdelingen var meget politisk aktiv og hovedparten var medlemmer af DKP. Også Arne Dahl Olsen.

Afdelingens motto: "Vi er ikke hæmmet, af det vi har lært."