Der bliver diskuteret og grinet meget på Sankt Hans Torv denne eftermiddag på Nørrebro. Fotografen vil gerne have en rå baggrund til Karina Willumsens slidte læderjakke og sorte bukser. Valget falder på granitstenene ved torvets springvand.

Det opbrudte arbejdsmarked, vi har i dag, hindrer solidaritet mellem grupper.

- Jeg vil ikke have et kæmpe smil på, protesterer Karina Willumsen i den varme sensommersol. Nok laver hun satire, men hun har en klangbund af alvor bag.

Foreningen Demos har kontor lige ud til Sankt Hans Torv. Sangerinden byder velkommen og er hurtigt nede af trinene til kælderen i færd med at åbne døren. Det er her, hun slår sine folder som politisk aktivist og feminist.

Som otte-årig skrev Karina Willumsen sin første politiske satiriske sang med titlen: Han er offentligt ansat, om fritidspædagogen Egon. Nu er hun 29 år og i sommers udgav hun sin første cd Sociale Rekvisitter på Forlaget Demos, og for nylig modtog hun Suzanne Gieses Legat til unge kunstnere.

Åbne frem for at lukke

Karina Willumsen er først og fremmest sanger og musiker, og den politiske satire er hendes foretrukne stil.

- Den politisk satiriske musik har en evne til at åbne frem for at lukke, siger sangerinden med et stort smil og fortæller engageret om, at det er vigtigere for hende at få publikum til at kritisere det kapitalistiske system fremfor at kritisere hinanden.

- Jeg laver en systemkritik, og selvom de blå er uenige i mine analyser, så kan vi godt grine sammen af den evige søgen efter et rumforløb, et køkken-alrum, den helt rigtige familie, det lykkelige liv, fortæller hun med henvisning til sin sang Er du fanget i dit åbne rumforløb?.

Det giver hende energi, når folk prøver at lave noget sammen på trods deres forskelligheder, og uanset om de stemmer blåt eller rødt:

- Man skal ikke bygge højere mure. Man skal hellere bygge et længere bord.

Karina Willumsen bliver da også inviteret inden for i mange forskellige forskellige miljøer med sine satiriske sange. På kvindernes internationale kampdag 8. marts spillede hun fem forskellige steder: hos socialdemokraterne på Østerbro, på Frederiksberg Bibliotek, hos 3F København, hos elitefeministerne og på spillestedet Store Vega.

Cola og mac computer

- Jeg tager jo også tykt pis på min egen venstrefløj i sangen Gid jeg var queer, om at man gerne vil være lidt mere unormal. Hvis man bare boede lidt mere i kollektiv, og delte lidt flere underbukser med sine kollektivister, så ville man nok være lidt sejere og lidt sjovere, griner den tidligere RUC-studerende med en smittende latter og begge hænder solidt plantet på lårene.

- Når man som jeg er vokset op i en kapitalistisk verden med cola og Mac computer, er man nødt til at kunne grine af sig selv for at kunne være kritisk omkring sig selv, mener sangskriveren, der kommer fra et arbejderhjem, hvor faren er lastbilchauffører og moren social og sundhedsassistent. Med en universitetseksamen i globale studier og kommunikation er hun familiens første akademiker.

Brug for erfaringerne

Der er meget 70’er stil over lokalerne hos Foreningen Demos. Stole, borde og reoler er genbrug og tæt på at være moderne igen. Den gamle Slumstormer-LP står klar til salg, sammen med bøger af nyere dato som afdækker fremmedhad og nationalisme. Ved siden af ligger Karina Willumsens første cd, som er også er den første musikudgivelse fra Forlaget Demos i 38 år.

Klokken nærmer sig 17 og et par kvinder møder op for at besvare telefonerne, der er begyndt at kime.

Karina Willumsen lytter til megen erfaring i dette miljø, som hun kan bruge til at forstå nutiden.

Vi kunne bare stikke hånden ud

Hun gik ud af gymnasiet i 2006. Hendes ungdomsgeneration fik at vide at:

- Vi kunne hvad som helst, og alle ville efterspørge vores akademiske arbejdskraft. Vi kunne bare stikke hånden ud, og nogen ville gribe den og danse en vals med os.

Karina Willumsen nåede lige at se spidsen af den frie ungdomsuddannelse og sabbatåret. Så kom den kapitalistiske virkelighed bragende med finanskrisen i 2008. Nu er alle blevet hinandens konkurrenter.

- Hvem der kan smadre den, der står foran i køen. Hvem har de bedste retoriske virkemidler til at lade som om, at til de er de klogeste til det arbejde, der skal udføres? fortæller hun og synes det er helt fantastisk, at Danmark tidligere har haft en arbejdsanvisning for arbejdsløse.

- Det opbrudte arbejdsmarked, vi har i dag, hindrer solidaritet mellem grupper. Det er blevet sværere for os med alle vores løse ansættelser og ingen tillidsrepræsentanter. Folk kan godt mærke, at de står helt alene.

Karina Willumsen undrer sig over, at folk til psykolog for at finde en individuel løsning med mindfullness og vejrtrækningsøvelser. For hende handler det i stedet om at kritisere kapitalismen for dens manglende evne til at sikre folk ordentlige løn og arbejdsforhold.

Ret vreden og tristheden udad

- Min politiske hovedpointe er at rette vreden, indignationen og tristheden udad imod systemet. Alt for mange har fået at vide, at de skal have en ja-hat på.

- Vi mangler en helt basal kapitalismekritik. Jeg kommer af en generation, der slet ikke har set noget alternativ. Det er det samme med EU. Min generation har ikke set noget alternativ, så vi tænker, at det må jo nok bare være sådan, siger Karina Willumsen og kaster trodsigt med det lange krøllede hår over de blå øjne.

Hun kalder sig feminist, men det skal ikke forstås, som at kvinder er bedre end mænd, bare fordi de er kvinder:

- For mig er det en magtkritik, et blik på verden. Hvem i dette rum har magt og hvorfor? Hvordan har de fået den magt? Så kan man diskutere, hvordan man kan give magten fri eller brede den ud.

Nu går det slag i slag med Karina Willumsens argumenter:

- Min feminisme handler om mænd og kvinder og queers og farver og alder og indkomst. Alle disse forskellige kategorier må så diskutere, hvem der har magten og hvorfor?

- Alle kampe hænger sammen. Vi kan ikke tale feminisme uden også at tale klimakamp og klassekamp.

Socialist

På spørgsmålet om hun er socialist, kommer det klart og rungende:

- Ja! Kan man være andet?

- Min generation er aldrig blevet introduceret til den kæmpende, autoritetsforagtende og indignerede socialisme.

Vi mangler en helt basal kapitalismekritik.

I stedet er vi blevet præsenteret for en fesen velfærdsstat-vuggestue- socialdemokratitisme, "hvor det jo egentlig går meget godt, gør det ikke?", siger hun og pointerer samtidig sin respekt for alle der kæmper for velfærd, også socialdemokrater.

- Vi er bare ikke kommet dertil, hvor vi har en folkelig bevægelse, der bare tør at sige fra, siger Karina Willumsen og kigger ud af vinduet:

- Det er dejligt, at nogen er begyndt at sige revolution igen.

På Sankt Hans Torv bobler vandet lystigt rundt over granitstenene i springvandet.