Den 18. april havde Det Kongelige Teater premiere på ”Cabaret”, musicalen som mange vil kende fra filmatiseringen med Liza Minelli i hovedrollen som den letlevende, bramfri natklubsangerinde Sally Bowles.

Tiden er begyndelsen af 30’erne, lige før Hitlers magtovertagelse, hvor Berlin var noget af et Sodoma og Gomorra.

Stykket bygger oprindeligt på en novelle af Christoffer Isherwood (1904-1986) fra 1937, som i 1939 indgik i romanen ”Farvel til Berlin”. Her blander han fiktion og selvbiografi og lader fortælleren registrere som et kamera uden stillingtagen.

Tiden er begyndelsen af 30’erne, lige før Hitlers magtovertagelse, hvor Berlin var noget af et Sodoma og Gomorra. Mænd sminkede sig, kvinder gik i herretøj, og for bohemen handlede livet om sex, penge, stimulanser og underholdning, mens virkeligheden var depression, arbejdsløshed og nazismens fremmarch.

Historien om Jean Ross

Dette er ikke en anmeldelse af forestillingen, men derimod historien om kvinden, der inspirerede Isherwood til figuren Sally Bowles. Hun hed Jean Ross (1911-1973), var englænder og havde som datter af en velhavende bomuldsgrosserer alle muligheder for at få en god borgerlig fremtid. Begavet var hun også og klarede sig fint i skolen, men som 16-årig blev hun træt af den og foregav at være blevet gravid.

Det virkede efter hensigten, og hun blev bortvist. Derefter sendte forældrene hende på skole i Schweiz, men heller ikke det blev nogen succes. Jean Ross ville være skuespiller og kom også ind på Royal Academys dramaskole.

Efterfølgende lykkedes det hende at få en filmrolle som haremsdame, men ellers var tilbuddene få, så hun tog til Berlin, hvor der skulle være flere muligheder for en nyudklækket skuespiller.

Ross og Isherwood i Berlin

Christoffer Isherwood var også af velhavende familie og havde påbegyndt en universitetsuddannelse, men han ville også noget andet, nemlig være forfatter, og han slap ud af universitetet ved bevidst at svare forkert på alle spørgsmål ved en eksamen.

Da han desuden gerne ville hen et sted, hvor det ikke i samme grad som i England var tabu at være homoseksuel, tog også han til Berlin. Der mødtes de to i 1931, blev nære venner og delte i en periode en lejlighed i Schöneberg-kvarteret.

Jean levede at være fotomodel og optræde i natklubber, mens Christoffer levede på en onkels nåde og barmhjertighed.

Hitler tager magten

Da Hitler kom til magten vendte Jean Ross tilbage til England og meldte sig ind i det kommunistiske parti, som hun forblev medlem af resten af sit liv.

”Tro ikke på noget, før det er blevet officielt benægtet”.
Patrick Claud Cockburn

Hun arbejdede som fotomodel og havde lidt film- og teaterarbejde, samtidig med at hun skrev artikler til Express og var filmanmelder ved partiets blad Daily Worker. Her mødte hun journalisten Patrick Claud Cockburn, der er gået over i historien som ophavsmand til de vise ord: ”Tro ikke på noget, før det er blevet officielt benægtet”.

I 1936 tog de sammen til Spanien for at holde ferie, men meget ferie blev det ikke til, for under deres ophold brød borgerkrigen ud. Jean Ross rapporterede til Express og Cockburn til Daily Worker under pseudonymet Frank Pitcairn.

Da han på et tidspunkt meldte sig til et regiment for at kæmpe aktivt, fortsatte hun med at skrive til Daily Worker under dette navn, uden at nogen opdagede, at det ikke var ham. Efter at have været ved fronten et stykke tid, blev Cockburn kaldt hjem til London for at fortælle om, hvad der foregik.

På grundlag af sine oplevelser skrev han bogen ”Reporter og soldat i Spanien”, som allerede i 1937 udkom på Mondes Forlag, stadig under navnet Frank Pitcairn. Ross og Cockburn dannede par, og fik også en datter sammen, indtil Cockburn i 1947 flyttede til Irland og giftede sig med en anden kvinde.

Digt og virkelighed

Om Jean Ross’ liv derefter ved man ikke meget andet, end at hun fortsat var aktiv i partiet, især med udbredelsen af Daily Worker.

Selv om Sallys liv i Berlin ligner Jeans, og der også er ligheder i karaktertegningen, så er Sally en karikatur af forbilledet.

En partikammerat har fortalt om, hvordan han som ungkommunist ofte så Joe Bent, en ledende skikkelse i partiet i Southwark, komme til møder ledsaget af en meget elegant dame med sølvknappet stok. Mange år senere fandt han ud af, at det var Jean Ross og modellen til Sally Bowles, for det var først efter hendes død, at Isherwood røbede dette.

Åbenbart var hun ikke interesseret i at blive identificeret med rollen, som hun også kun var skabelon til. Selv om Sallys liv i Berlin ligner Jeans, og der også er ligheder i karaktertegningen, så er Sally en karikatur af forbilledet. Dertil kommer, at hun i ”Farvel til Berlin” er Isherwoods eget værk, mens musicalens Sally har været under omformning af andre og derved har fjernet sig endnu mere fra forbilledet.

Der har verseret rygter om, at Jean Ross i virkeligheden var i Berlin som agent for Komintern, og at hendes cabaretoptræden bare var et skalkeskjul. Det kunne muligvis forklare, at Isherwood i romanen ”Mr. Norris skifter tog” fra 1935 kunne fortælle om hemmelige, kommunistiske kurerer, der rejste over grænserne med hjælp til broderpartier. Noget man kan undre sig over, at han havde kendskab til, men det er som sagt kun løse rygter.

Billedtekst: Jean Ross som ung

Cabaret med Liza Minelli