Filminstruktør Erik Clausen mener, at de danske film har en skævhed.

– I de fleste tilfælde er arbejderklassen slet ikke til stede. Når de endelig er det, bliver arbejdere fremstillet som fjolser, der er lidt fjollede, lidt humoristiske og ikke kan tale rent. De får rollen som pauseklovn.

Erik Clausen ser ud af sit vindue på Enghave Plads i Københavns Vesterbro-kvarter, hvor fyraftenstrafikken langsomt flyder forbi.

Mange i det moderne Danmark bliver ikke respekteret, fordi de "kun" er smede eller måske tømrere.

– Det er desværre en tradition, at den danske arbejder bliver fremstillet som en idiot. Som tåber. Lige fra et postbud, der kommer ind og siger noget på jysk, til en eller anden i arbejdstøj, siger han. 

Erik Clausen er søn af mekanikeren Otto Robert Karlo Clausen og fabriksarbejderen Lilly Carla Clausen fra Københavns sydhavnskvarter.

Erik Clausen blev oprindelig uddannet som maler i 1950'erne. Men han er endt med at lave film. Den næste film i rækken – Aldrig mere i morgen – kommer i biograferne til august.

Manglende respekt

– Problemet er, at der er mange i det moderne Danmark, som ikke bliver respekteret, fordi de kun er smed eller tømrer, hvorimod du, hvis du er IT-operatør og laver reklamer for Netto, får udelt respekt, siger Erik Clausen. 

I Erik Clausens seneste film, "Mennesker bliver spist" fra 2015, har mekanikeren Herluf hovedrollen som en mand, der når arbejdsdagen er slut, vender hjem til sin hustru. Lige indtil han tager en stor beslutning.

 Jeg opfordrer arbejdere til selv at begynde at skrive, lave film og udgive musik.

– Jeg synes, det er synd, at de, der til daglig holder hjulene i gang – og praktisk taget er dem, der står på stilladserne og får huse til at vokse – bliver overset, omklamret eller latterliggjort, siger han, og tilføjer, at "hverdagens helte" som sygeplejersker, jordemødre, handicaphjælpere og så videre skal hyldes.

Filminstruktøren tilføjer, at arbejdere også kan blive skildret på den socialrealistiske, meget intellektuelle måde, hvor filminstruktøren viser, at det ligesom er synd for arbejderen, at han eller hun kun er arbejder. 

– Emnet bliver til en eller anden idealistisk konstruktion af nogle velmenende pædagogisk indstillede kunstnere, siger Erik Clausen.

Men han har et "humoristisk" forhold til "foragten" for arbejderne på film.

– I mange tilfælde, hvor arbejderne er skildret som tåber, er de sgu bagefter ligeglade. Der er jo altid nogle originaler på en byggeplads, som kan være meget sjove. Men jeg synes, vi skal vende tingene på hovedet, når der bliver lavet film.

Den hvide klovn

Filminstruktøren synes, at man i stedet skal fremhæve "dumme August" – den traditionelt komiske figur, der plejer at indgå i klovneentréer som modstykke til den hvide klovn – som den virkelige helt.

– Lad os i stedet fremstille den hvide klovn som fjolset, pauseklovnen og fremhæve "Dumme August" som én, der står for det, som mange af os godt kan lide – det sammensatte temperament, en der kan tænke godt, og samtidig kan få røven med sig og lave et godt stykke arbejde, hvad enten det er på en byggeplads eller på en fabrik.

Arbejderen har mere humor end andre mennesker. Tonen er fri. I middelklassen konverserer man. 

Erik Clausen efterlyser, at man skildrer nogle gode mentaliteter hos arbejderen som glæden ved håndens arbejde, stoltheden og solidariteten.

– Som arbejdere udtrykker man sig kollektivt ved at samarbejde. Det er også kultur, når vi arbejder sammen. For du kan ikke bygge et hus alene. Man kan godt lave en lejlighed alene, men jeg ville kede mig ad helvede til. Men arbejdet er for lang de fleste ens identitet. Og dét at have fritidsinteresser, tilfredsstiller slet ikke på samme måde. 

Erik Clausen holder for en kort bemærkning en pause og fortsætter så.

– Samværet, tonen, informationerne, historierne, fortællingerne, erfaringerne, stoltheden af at vise et færdigt arbejde frem, selv om den moderne arbejder bygger i et meget voldsomt tempo, siger han. 

Humoren er meget vigtig, mener Erik Clausen.

Det er også kultur, når vi arbejder sammen. Lidt firkantet sagt, så er arbejderklassens kultur en kollektiv kultur.  

– Arbejdere har rent faktisk mere humor end andre mennesker. Tonen er fri. I middelklassen konverserer man. Arbejderne diskuterer og fortæller historier – ikke mindst vittigheder. Der er er nogle rigtig gode fortællere imellem. Arbejdere og håndværkere kan jo godt kede sig af og til på jobbet. Så sidder man og slapper af. Og så kommer fortællingerne om ham, der arbejdede i Grønland, ham der giftede sig med en svensker og så videre.

I hans film, "De Frigjorte", fra 1993, følger vi den midaldrende smedesvend Viggo, hvordan skal han håndtere dét at blive arbejdsløs, da arbejdspladsen går konkurs?

Filminstruktøren tilføjer, at han selv har iagttaget og lyttet til tonen på arbejdspladser for at få ideer til sine film.

Men han advarer mod at vise et for "rosenrødt" billede af arbejderklassen.

– Det må ikke blive religiøst, når du skildrer arbejderklassen. Hvis jeg skildrer ting fra min baggrund – sådan helt ærligt – ville jeg nok føle mig som en klasseforræder. Der blev nemlig stjålet meget på arbejdspladsen, drukket meget, snydt i skat, og der var enkelte kolleger, der tævede deres koner – uden at vi sagde noget.

– Dén der med arbejderen, der kigger ud mod nye horisonter holder ikke. Mennesker er jo ikke perfekte, siger Erik Clausen.

Middelklasse-film

Men hvorfor vises arbejderen på dansk film som et fjols eller én, man skal have ondt af?

– Mange indenfor kulturen kommer ikke fra arbejderklassen. Mange film beskriver kun middelklassens problemer. De handler om arkitekten, der ikke kan finde sig selv, eller kvinden, der synes, hun skal giftes en gang til. Det er sgu meget selvoptaget.

Der er for meget historieløshed. Vi må til at tale om arbejderklassens traditioner og erfaringer.

Erik Clausen smager på ordet "selvoptaget".

– Middelklasse-fedterøvene er parat til næsten at sælge deres gamle bedstemor, hvis det er. Selvoptagethed er en dyd i middelklassens kultur. Men det er udialektisk. Som jeg siger i min nye film: "Vi er ikke noget i kraft af os selv, vi er noget i kraft af andre". Det er elementært. 

Han tilføjer, at der er en stor del mennesker i det kulturelle parnas, der ikke bryder sig så meget om hans film.

– De respekterer mig, men filmenes indhold siger dem ikke noget. De har ingen forudsætninger for at forstå hverdagens helte. 

Erik Clausen erindrer de første gange, han selv skulle gå op med hatten i hånden til Filminstituttet for at ansøge om penge til film.

– Dér blev jeg da ramt af en slags "arbejderklassens mindreværdskompleks". Men det kom jeg hurtigt over.  Du kan ikke både få folkets kærlighed og elitens beundring. Du må vælge. Jeg er ligeglad med elitens beundring.

Den gode historie

Men er det ikke svært at lave en film, der tager udgangspunkt i arbejderens hverdag?

– For det første. Det er mange gange i paradokserne, de gode historier ligger.

– For det andet. Du får sjældent en arbejder til at udtrykke nogle følelser omkring sit arbejde. Arbejderne opfatter deres arbejde som elementært og konkret. Hvis jeg roser en, der er maler, vil han hellere have ros for sin væg. Hvis man er lidt firkantet, kan man sige at arbejderklassens kultur er en kollektiv kultur. Den er samlet omkring det, vi arbejder med, det vi skaber og bygger.

Erik Clausen tager en ny stol at sidde på. Den anden var for hård ved ryggen. Han fastholder dog emnet.

– I min periode var der noget der hed malerrapporten, som kom efter, at vi nærmest drattede ned af stilladserne på grund af opløsningsmiddel i malingen. Vi bimlede rundt. Men så kom der bedre sikkerhed med ny maling, med nye værktøjer og sikkerhedssko. Ja, sikkerhed på danske arbejdspladser blev en succeshistorie, som hverken fagbevægelsen eller pressen har dyrket. Det kom nedefra. Dét er sgu en god historie.

Arbejderne diskuterer og fortæller historier – ikke mindst vittigheder – og der er mange gode fortællere imellem.

Erik Clausen ser ud i luften, men vender så tilbage og får atter øjenkontakt.

– Hør her. Hvis en maler skal ud og male et køkken i Hvidovre, så er historien tilsyneladende begrænset. Men han maler måske køkken for en mand, der har været tidligere frihedskæmper. Så måske kan denne mand fortælle dig noget. Det kan være, han fortæller, at "det var mig, der skød Hestetyven".

Erik Clausen ser undersøgende på intervieweren, om han nu også ved, at Hestetyven var navnet på en storstikker under Anden Verdenskrig.

Fagbevægelsen må rykke

Men hvad skal man gøre ved problemet med manglende arbejdere på film eller fremstillingen af dem som tåber?

– For mig er dette en kulturkamp, som er sindsygt spændende. Det er et interessant kulturpolitisk fænomen, at arbejderne bliver skildret sådan. Jeg har tit jeg tænkt over, at jeg savner fagbevægelsens holdning til problemet.

– Men fagbevægelsen skal man ikke genere, ha, ha. De er jo meget følsomme. Men jeg mindes ikke, at der kommet nogen kritisk – om ikke andet – en debat af, hvordan man fremstiller håndens og kroppens arbejde. Vi må i hvertfald tale om arbejderklassens traditioner.

Du kan ikke både få folkets kærlighed og elitens beundring. Du må vælge.

– Man kunne jo forestille sig, at fagbevægelsen gennem tiden havde brugt kunstnerne noget mere.

Men hvad skal arbejderne selv gøre ved problemet?

– Jeg vil opfordre arbejderne til selv at begynde skrive og lave film – selv udgive musik. Jeg selv kan hverken synge eller spille og har svært ved at skrive, men man skal arbejde med de ting, man har og kan.

– Jeg mødte en gang en tømrer, der ville have mig til at lave en film om hans far, der havde haft en dramatisk opvækst. Så sagde jeg til tømreren, at han skulle skrive en bog. Dét gjorde han sgu – og den er en stor succes. Jeg skrev engang en sang, der hedder "Friheden begynder med dig selv".