Arbejdermuseets særudstilling "Forstaden – elsket og udskældt" fortæller baggrunden for forstæderne, og om hvordan de i gennem godt 100 år har udviklet sig omkring København. Den fortæller om både de oprindelige visioner for det gode liv i forstæderne. Men den tager også fat på de problemerne, som mange af bebyggelserne i forstæderne oplever i dag.

I København kom der nye forstæder, der alle lå i cykelafstand ind til arbejdspladserne inde i København.

Forstæderne er ikke en ny opfindelse. I København kom de første forstæder allerede i midten af 1800-tallet, da brokvarterne Nørrebro, Vesterbro og Østerbro voksede frem udenfor Voldene.

Inden da var Københavns befolkning klumpet sammen i den nuværende "Middelalderby" – Indre by. De forskellige befolkningsgrupper boede tæt på hinanden. Købmanden og håndværksmesteren i forhuset og kommisen og håndværkeren i baghuset.

Bosætningen bliver klassedelt

Med brokvarterne blev bosætningen klassedeling. Arbejderklassen boede på Vesterbro, Nørrebro og Amager, medens borgerskabet bosatte sig i det finere Østerbro. Afstanden fra bolig og til arbejdsplads var i gåafstand.

I begyndelsen af 1900-tallet blev byens ramme endnu engang sprængt. Tusindvis af arbejdere vandrede fra land til by for at arbejde i industrien. I København kom der nye forstæder, der alle lå i cykelafstand ind til arbejdspladserne inde i København.

Brønshøj, Vanløse, Hvidovre og Rødovre var nogle af de områder, der på kort tid blev bymæssig bebyggelse. Både med etagebyggeri men også små huse. De små enfamilieshuse blev flere steder bygget mere eller mindre anarkistisk på små jordlodder, eller parceller, som de blev kaldt.

Enfamilieshusene blev suppleret af boligblokke, som boligselskaber med rod i arbejderbevægelse stod for. I dag ser vi dom som mindre røde blokke i tre til fire etager. Typisk små toværelses lejligheder.

I mellemkrigsperioden fortsatte udviklingen. I en ring omkring København kom stadig nye byområder til. Nogle steder som enfamiliehuse andre steder som etagebyggeri. Der var en klar klassemæssig adskillelse. Borgerskabet flyttede nord for København med al dets herlighedsværdi med skov og strand. Arbejderklassen flyttede mod vest og syd i det flade bondeland.

Bolignøden efter Anden Verdenskrig

I årende efter befrielsen i 1945 var der udbredt bolignød i København og andre større byer i Danmark. Der var stort set ikke bygget boliger under besættelsen, og tilstrømningen fra land til by fortsatte op gennem 40’erne.

Politisk blev det besluttet at sætte boligbyggeri i gang. Der blev givet statslån til enfamiliehuse og støtte til det sociale boligbyggeri. Set fra statens og Københavns Kommunes side, så skulle udviklingen ikke ske anarkistisk, men ud fra en overordnet planlægning.

Vi fik Fingerplanen for udvikling af Storkøbenhavn. Visuelt var planen en hånd med fem fingre. Håndfladen var København. Hver finger de nye byområder, som blev lagt langs trafikårerne mod Køge, Tåstrup, Ballerup, Gladsaxe og Hellerup. Erhvervsområderne skulle placeres i håndens knoer mellem København og de nye byområder i fingrene. De rekreative områder blev placeret mellem fingrene. Her er Vestskoven mellem Ballerup og Glostrup et resultat af Fingerplanen.

Fingerplanen var stærkt inspireret af den engelske byplanlægger Howard som sagde, at man i stedet for at udvide storbyer med nye bælter skulle bygge satellitbyer med effektiv offentlig og privat transport inde til bycentret.

Betonen vokser frem

Sammen med Fingerplanen kom også idéer om den gode bolig. I Danmark var der enighed og at nye boliger skulle have fire rum. En bolig der passede til den ideelle familie med mor, far og to børn. Det blev prototypen for de boliger der voksede frem på Københavns Vestegn op gennem 60’erne og 70’erne. Boliger der var store og lyse med et stort køkken og bad og toilet. Noget helt andet end de lejligheder, som mange kom fra på Nørrebro og Vesterbro. Visionen og drømmene om den gode forstad kender vi måske bedst fra Lise Reinaus sang Herlev fra 1965.

På få år blev fingerplanens sydlige finger - den såkaldte Køge Bugt Plan - ført ud i livet langs S-toglinjen og motorvejen fra Køge til København. I 60’erne og 70’erne blev der bygget op mod 150.000 nye boliger. Højhusene blev lagt tæt på stationerne og parcelhusene lidt længere væk. De mest kendte højhusbyggerier er Avedøre Stationsby, Brøndby Strand og Ishøj.

Årsagen til, at der kunne bygges så mange nye boliger på så kort tid, var det industrialiseret byggeri. Mursten blev erstattet af beton. Faglært arbejdskraft blev erstattet af ufaglærte. På udstilling vises en film fra slutningen af 50’erne om Danmarks første store industrialiserede betonbyggeri i Rødovre. Vi ser hvordan elementerne blev støbt på stedet og monteret ved hjælp af kraner. Et byggeri der senere blev slum – både fysisk og menneskeligt. Problemerne blev løst med nedrivning.

På kanten til fiasko

Arbejdermuseets udstilling stiller også spørgsmål ved om 60’erne og 70’ernes satellitbyer var en succes eller fiasko. De hælder mest til fiasko. En begrundelse er at de planlagte boligområder ikke modsvarer det enkelte menneske individuelle behov. En anden er, at betonbyggeriet på Københavns Vestegn var tiltænk kommende industriarbejdere, der flyttede til fra Jylland. Men industrien flyttede i stedet til Vestjylland. Så i stedet for jyder blev boligerne befolket af tilflyttere fra ”ikke vestlige lande” – og blev ghettoer.

Udstillingen er spækket med socialdemokratiske valgplakater, der fremlægger visionen om de nye sunde boligområder med daginstitutioner, skoler og indkøbsmuligheder. De nye byer, hvor de socialdemokratiske kernevælgere skulle bo. De boligområder hvor der i dag er store problemer med arbejdsløshed og ghettodannelse. Og hvor Dansk Folkeparti står stærkt.

Det er ikke kun omkring København, Århus og Odense, hvor de store betonforstæder voksede op. Det samme skete i hele Europa på den tid. Jeg har set disse betonbyggerier i fx Tampere, Rostock, Paris, Stockholm og Warszawa. De ligner alle hinanden, og de har i dag alle de sammen problemer.

Det er godt at Arbejdermuseet sætter fokus på forstaden og dens problemer. Om de så giver det rigtige svar, det er så spørgsmålet. Besøg udstillingen og dan din egen mening.