26 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Jagten på lykken

Jagten på lykken

"Og vi kom over havet" er en storslået roman om japanske kvinder, der søgte lykken i USA.

Den japansk-amerikanske forfatter Julie Otsuka skriver om japanske skæbner i amerikansk kultur.
FOTO: GPL

Efter Første Verdenskrig gik der adskillige både fra Japan til USA med forventningsfulde japanske kvinder, der var lovet ægteskaber med japanske immigranter, og stillet et rigt og glamourrøst liv i udsigt. med breve som "Jeg ejer en gård. Jeg driver et hotel. Jeg er direktør for en stor bank". Fattige japanske mænd på jagt efter lykken. Akkurat som tusindvis af svenske og danske mænd dengang, og østeuropæere og asiatere i dag.

"Jeg ejer en gård. Jeg driver et hotel. Jeg er direktør for en stor bank".

Der er løbet meget vand gennem Odense å, siden jeg som barn så den Oscar-belønnede musical "Syv brude til syv brødre" (1954) og første gang stiftede bekendtskab med begrebet postordrebrude.

"Og vi kom over havet" følger i otte kapitler "postordrebrudene" på deres lange rejse, fra de i 1919 stiger om bord på skibet, der skal bringe dem til deres mål San Francisco og ægteskaber. Denne kvindegruppe af individuelle skæbner og historier er på turen over Stillehavet naturligvis installeret på nederste dæk.

Deres kufferter er fulde af silkekimonoer til bryllupsnatten, kalligrafipensler og rispapir til brevene hjem, beskyttende Budddhafigurer og billeder af deres kommende ægtemænd. Og drømme. Da de når frem, brister en del illusioner.

Landet flød ikke med guld og honning i gaderne og mændenes historier holdt sjældent vand. Fotografierne i kufferterne løj også. De endte som medhjælpende hustruer, frugtplukkere i Californiens bagende sol, daglejere på landet eller stuepiger i byerne.

Romanen følger kvindernes "Den første nat", "Spædbørn" og "Den sidste dag", hvorved vi får et fantastisk indtryk af det nye liv, hvor alt er anderledes end hjemme.

"Vi holdt op med at skrive hjem til vores forældre. Vi tabte os og blev tynde. Vi holdt op med at bløde. Vi holdt op med at ønske noget. Vi arbejdede bare". En stemme fra ukrudtsmarkerne i Californien. Det var mere end solen, der sved.

Gribende er det at følge, hvorledes kvindernes børn vokser op, bliver "amerikaniserede", forfølger deres drømme om social opstigen og ikke vil kendes ved deres rødder.

Så kommer Anden Verdenskrig og det japanske angreb på Pearl Harbor. Alle drømme er knust "over night".

Bogen er en spændende og righoldig emigranthistorie. En bog om drømme og kultursammenstød. Store nederlag og små sejre.

Det er en utrolig stærk roman, uden hovedperson. Det er historien om "vi" og "dem" - amerikanerne.

Man bliver grebet fra start til slut.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


22. jun. 2014 - 12:00   22. jun. 2014 - 12:00

Boganmeldelse

Bjarne Nielsen
Anmelder
Og vi kom over havet

Julie Otsuka: Og vi kom over havet: 189 sider, 299 kroner. Forlaget Hr. Ferdinand.

Vurdering: 6 stjerner