Litteraturprisen 2019 gik til Jonas Eika. Han rettede i sin takketale en skarp kritik mod Mette Frederiksen, som han siger kom til magten ved at overtage højrefløjens racistiske politik. Han angreb skarpt ghettoplanen og flygtningepolitikken. Fremragende tale.

>> LÆS JONAS EIKAS TALE: "Ingen af os har valgt at leve i undertrykkende samfund"

Jonas Eika er et stort talent med et personligt og særpræget sprog.

For fem måneder siden skrev jeg dette på Facebook om Jonas Eikas bog:

Jeg fik endelig læst "Efter solen" af Jonas Eika, og jeg kan godt forstå, han er indstillet til Nordisk Råds pris og fik Blixenprisen. Han er et stort talent med et personligt og særpræget sprog. Bogen er blevet kaldt science fiction, og den er da også beslægtet med new wave science fiction – men ikke med den klassiske science fiction. Den er ikke-realistisk.

Mennesker flyder ud og gyder som fisk, verden er svampet og porøs. Det er snarere en præ- end en post-apokalyptisk verden, den skildrer – en verden der snubler og styrter ned i undergangen. Der er voldsomt inciterende billeder og en handling hinsides det, man før har set i dansk litteratur. Jonas Eika er en af de sjældne fugle, vi skal hæge om – et talent der myndigt sætter sit præg på samtidslitteraturen.

Bag i bogen skriver Eika, at han er inspireret af en del forfattere, der er fast inventar på Forfatterskolens pensum, som Clarice Lispector og Roberto Bolaño. Men jeg synes ikke, det er dem, han minder mest om. Som jeg læser bogen, er Eika mere i slægt med JG Ballard – der er den samme atmosfære af sammenstyrtninger, tilgroede sumpverdener og en handling og et sprog, der ligger uden for den verden, vi kender, et sted ude i anelsernes og angstens land. Og så optræder der endda en person, der hedder Travis – et af Ballards genkommende personnavne.

Men slægtskabet med Ballard betyder ikke, at Eika efterligner en anden. Han er helt sig selv. Han er bare groet op på samme måde og i samme retning som Ballard – og det er ikke det værste, der kan ske for en ung forfatter.