En fremmed er en ven du endnu ikke har mødt.

Det slogan stødte jeg for første gang på hos Mellemfolkeligt Samvirke for vel nok 25 år siden. Både før og siden har jeg været heldig at møde mange fremmede på min vej, og rigtig mange af dem er gået hen og blevet mine rigtige gode venner. Søren viste sig tilmed at blive både en god ven og min kæreste, og senere også min husbond. Jeg løfter hermed sløret dels for hvor vi mødte hinanden, dels for hvorfor vores bryllupsdag blev d.14. februar.

Det var i 1992, og det var d. 24. december. Dengang måtte butikkerne have åbent den dag, og da jeg ikke fejrede jul, tog jeg altid med glæde den tjans...

Aalborg havde i mange år fair trade butikken Papaya. Bag den stod Foreningen butik Papaya og både foreningen som helhed og butikken i særdeleshed kom til at stå mit hjerte meget nær.

Papaya var ret og slet mit hjertebarn, og det var med blødende hjerte, at jeg modtog meddelelsen om, at et flertal havde besluttet at nedlægge foreningen og dermed også at lukke butikken. Det skete i 2003, og mens beslutningen blev taget, var jeg i Mexico for at besøge nogle af de venner, jeg ikke mindst på grund af foreningen Tinku men også takket være MS, havde lært at kende i Aalborg.

Papaya bliver også husket, fordi det var der, Søren og jeg mødtes. Det var i 1992, og det var d. 24. december. Dengang måtte butikkerne have åbent den dag, og da jeg ikke fejrede jul, tog jeg altid med glæde den tjans. Søren kom for at købe et par mandelgaver. Vi faldt i snak, og jeg overdriver ingenlunde, når jeg skriver, at Søren faldt pladask for mig. Det var ikke gensidigt, men han var stædig og gav på ingen måde op, og 1. april i år er det 20 år siden, vi blev forlovet.

På grund af den store aldersforskel – Søren fylder 40 i maj, mens jeg om få dage fylder 54 - fik vi mange hints om, at det forhold vist ikke ville vare længe. Derfor valgte vi datoen 1. april. 

I medgang og modgang i Ché Guevara t-shirt

I oktober 2007 fejrede vi ”ikke kobberbryllup”, og den 14. februar året efter blev vi så alligevel gift. I 2003, mens jeg gik og forberedte mig til min første Mexicotur, fik Søren konstateret testikelkræft. Knuden blev fjernet, og derefter startede de obligatoriske fem års kontrol. Det lå i kortene hos de fleste, at jeg aflyste min tur, men det ville jeg ikke.

Jeg tog en snak med lægerne på hospitalet, og her blev jeg bekræftet i, at det bedste ville være at fortsætte livet som før han fik konstateret kræft. Det lader sig selvfølgelig ikke gøre, og kræften kom da også i fokus alle de gange, han skulle til kontrol.

Det skulle jeg aldrig have sagt. Louise blev i alt fald meget vred og skældte mig ud, for som hun sagde, vidste jeg jo, hvor meget Søren gerne ville giftes.

Cirka 14 dage før han skulle til sin sidste kontrol havde vi besøg af Louise, der er Sørens søster. Snakken faldt på, at det skulle fejres, når Søren havde været til den sidste kontrol. Jeg tænkte, at jeg ville give ham en gave for livet og mens jeg sad og tænkte, hvad kan det dog være, sagde jeg lige pludselig noget i retning af: så lad os sgu da for helvede blive gift den dag.

Det skulle jeg aldrig have sagt. Louise blev i alt fald meget vred og skældte mig ud, for som hun sagde, vidste jeg jo, hvor meget Søren gerne ville giftes. Jeg svarede, at jo det vidste jeg godt, men at jeg mente det. Dagen efter gik jeg i gang med de praktiske forberedelser, og her løb jeg hurtigt panden mod en mur.

I Aalborg kan man kun blive viet på rådhuset på tirsdage, fredage og lørdage, og det år var d. 14. februar en torsdag. Det kunne dog ikke stoppe mig, for skulle vi giftes, skulle det være præcis den dag, Søren blev raskmeldt.

Jeg ringede til Lars Bang, der sagde ja til at forestå vielsen. Lars og jeg måtte omkring borgmesteren for at få lov. Han sagde ja og Lars sagde ja til, at han skulle have sin Che Guevara t-shirt på. Det skulle egentlig foregå i stilhed, men vi var vel omkring 50 på dagen og året efter, hvor datoen faldt på en lørdag, og vi holdt selve bryllupsfesten, var vi vel omtrent lige så mange.

For kærligheden og venskabet

Alt det og meget mere mindedes vi i lørdags, da vi ene og alene fejrede vores syv års bryllupsdag. Vi gjorde ikke voldsomt meget ud af maden, og forretten blev en, der kan laves på under fem minutter. Jeg rørte en fiskecreme med kogt laks og frisk stenbiderrogn. Det bedste vil selvfølgelig være selv at dampkoge et stykke laks, men jeg sprang over, hvor gærdet var lavest og tog en dåse, jeg havde stående i fadeburet.

Jeg rørte laksen op med noget creme fraiche 38%, og tilsatte det finthakket reven citronskal samt salt og peber. Til sidst tilsatte jeg en god portion frisk stenbiderrogn.  I anledning af bryllupsdagen lavede jeg et hjerte af stenbiderrogn på toppen af cremen, og så lavede jeg en portion røde peberfrugthjerter, dels til at spise sammen med cremen, dels til den meget enkle salat vi fik til de lammemørbrader, vi fik som hovedret. Vi havde fået en lille flaske champagne i julegave og den nød vi til fiskecremen, mens vi skålede for livet, for kærligheden og for venskabet.

Apropos venskab skal vi i denne weekend ud til Ane og Jesper, hvor vi skal fejre 20 års venskab. Her skal der også bobler på bordet og måske skal jeg gå en tur på torvet først og hente lidt frisk stenbiderrogn. Det er nu, det er her, så det er nu, man skal slå til. Køb gerne en stor portion og frys noget ned til senere brug.

Fiskecreme med laks og stenbiderrogn

Til 2 personer:

• 1 dåse laks af god kvalitet
• Ca. 2 spsk. økologisk creme fraiche 38%
• Reven skal af ½  - 1 økologisk citron
• Salt og peber
• 50 – 60 g stenbiderrogn
• 1 pose små toastbrød
• 1 økologisk rød peberfrugt

Sådan gør du

Rør laksen med creme fraiche og tilsæt salt, peber og citronskal. Vend til sidst rognen i, og server den med små toast og friske grøntsager skåret i mundrette stykker. Jeg kan godt lide at lave hjerter, og til det bruger jeg en kageudstiksform.