Ove Peitersen har ry for et roligt gemyt, samtidig med at han altid har haft fart på. Fart på gennem livet som murer, formand for Murernes Fagforening, tegner, cykelrytter og frem for alt som kommunist. Den 17. juli fyldte han 85 år. Da Arbejderen kommer på besøg til et fødselsdagsinterview, er han i gang på motionscyklen.

– Der findes også mange gode kræfter udenfor Kommunistisk Parti, som man burde finde sammen med.

Hvis man spørger Ove Peitersen, hvad der har betydet mest for ham i livet, svarer han uden tøven:

– Alle de gode kammerater og kolleger, jeg har mødt fagligt eller politisk. Det er noget, jeg aldrig glemmer. De aktive mennesker, jeg har mødt rundt omkring på arbejdspladser, på murerkongresser, siger han og cykler videre med et lunt smil, som om alle ansigterne ruller forbi hans indre blik.

Det er blevet til mange mennesker i løbet af de 50 år som tillidsmand og opmåler i murerfagforeningen, kandidat for kommunisterne til byråd og valgt til amtsråd, formand for Byggefagenes Sammenslutning og meget mere, inden Ove gik på folkepension i år 2000 efter 31 år som formand for Murersvendenes Fagforening i Aarhus.

Ove Peitersen løfter blikket og lader det glide fra vinduet og ud ad Silkeborgvej. Hjulene snurrer, og der bliver skiftet gear på cyklen. Han har altid elsket at cykle, og i sine unge dage trænede han som cykelrytter.

I dag er ryttercyklen skiftet ud med en kondicykel. For få år siden havde han en ulykke, hvor den ene hofte blev ramt. Han peger på sin vinduesudsigt ned over Vesterbro Torv i Aarhus. Han fortæller om de sjove "typer" af mennesker på torvet. Dem elsker han at følge fra vinduet i lejligheden på anden sal. Det er lidt ligesom at være på et murerstillads og have overblik over byen.

Blik for det kunstneriske

Hans to små stuer er som et kunstgalleri fyldt med egne satiriske tegninger af politikere og håndværkere. I Oves streg er Fogh Rasmussen manden med de mange masker. Utroværdig. Andre steder hænger plakater og avisudklip fra befrielsen 1945. Bøger og atter bøger står på reoler sat op efter knopskydningsprincippet. Dørene i stuen har han selv skrabet fri for maling for at få det rå træ frem.

Ove træder roligt ned fra cyklen og baner sig vej hen til bordet, hvor der ligger tegnepapir, bøger og aviser. Han har stillet kaffe og småkager frem.

I vinduer og på reoler ses små figurer, huse og skulpturer, som han har skåret i træ eller lavet med det forhåndenværende materiale af små bitterflasker eller træpinde. Lige så meget som Oves familie har tradition for at være murere, har de også tradition for det kunstneriske.

Skub i den politiske bevidsthed

Broderen Peter Peitersen var syv år ældre end Ove, og mange af hans tegninger og linoleumsgrafik hænger side om side med Oves tegninger på stuens vægge. Man kan stadig nå at se en stor udstilling med Peter Peitersens værker på Arbejdermuseet i København.

Peter havde et stort talent, men holdt fast i at være murer og aktiv i fagforeningen. Ligesom Ove, der ellers var vild med at køre cykelløb.

Ove har kendt mange arbejdere, der havde kunstneriske evner, som de måtte dyrke ved siden af arbejdet.

– Min bror Peter lavede et spil bordfodbold til os søskende, da han lå syg under krigen. Jeg lærte min bror godt at kende i den periode, fortæller Ove.

Peter var den, der fortalte og skabte politisk sammenhæng for Ove som dreng i hjemmet på Fridtjof Nansens Vej 7 i Aarhus. Her blev Ove født den 17. juli 1934 som nummer fire ud af en søskendeflok på fem. Faderen var murer og moderen hjemmegående. De tre ældre brødre, Svend, Verner og Peter, var også murere, mens lillesøsteren Hanne blev student. Hele familien var kommunister.

Ove gik på Skovvangsskolen, der i 1944 blev taget af Gestapo, nazisternes sikkerhedspoliti. Gestapo havde også taget Aarhus Universitet til afhøring af modstandsfolk. Derfor blev universitetet bombet af Royal Air Force 31. 10. 1944. Ove og hans familie så bombeflyene ud af deres gavlvindue. En voldsom oplevelse. Aktionen var heldigvis timet, så fangerne var ført væk derfra.

– Tyskerne tog jo mange af kommunisterne under krigen og mange af sabotørerne. Jeg genkendte en del af sabotørerne, da de trådte frem efter krigen, fortæller Ove og forklarer, at de jo var kommet i hans hjem.

Til slut under besættelsen var der slet ingen skolegang. Men Ove havde lært noget, der fik betydning for resten af hans liv.

Stik imod al lov, sund fornuft og retfærdighed

Den unge murersvend Harry Madsens skæbne blev afgørende for, at Ove blev kommunist.

Harry Madsen var blevet valgt til bestyrelsen for Murernes Fagforening i april 1941, bare 21 år gammel og med i Danmarks Kommunistiske Ungdom (DKU). Den 22. juni 1941 blev han arresteret af dansk politi på tysk ordre sammen med flere hundrede andre kommunister. Dagen før havde Nazityskland angrebet Sovjetunionen:

– Så Harry nåede slet ikke at komme til sit første bestyrelsesmøde, konstaterer Ove bittert.

Senere, da Ove blev tillidsmand, kunne han læse om Harry Madsens videre skæbne i forhandlingsbøgerne i Murernes Fagforening:

– Harrys far havde skrevet til bestyrelsen og bedt om hjælp til sønnen, der var kommet i koncentrationslejren Stutthof, men bestyrelsen ville ikke hjælpe. I bestyrelsen sad Orla Hyllested, der senere blev socialdemokratisk borgmester i Aarhus.

– Kommunisterne var de eneste, der som parti sloges mod nazisterne i frihedskampen. Så var der selvfølgelig også enkeltpersoner fra andre partier, siger Ove med respekt.

– Men den måde, både socialdemokrater og alle andre partier behandlede kommunisterne på, stred mod al lov, sund fornuft og retfærdighed. For mig var der ikke noget at rafle om, siger Ove, der som 15-årig meldte sig ind i Danmarks Kommunistiske Ungdom (DKU).

Brød med familietraditionen

Først ville Ove ikke være murer. Efter mellemskolen gik han i lære som smed, 15 år gammel. Selv om han elskede at cykle, blev det ham for meget bare at drøne byen rundt som bud for lærepladsen for at få hærdet tandhjul og køre ud med løn til folkene i firmaet.

– Dét var lærlingens job, siger han med et hvast blik, hvorefter smilehullerne kommer tilbage:

– Så holdt jeg med dét! Min onkel og mine ældre brødre tog mig i murerlære. Ind på røv og albuer! Det var faktisk godt. Jeg arbejdede sammen med mine brødre Peter og Verner, siger den gamle murersvend og kigger på kaffekoppen, han ikke har nået at fylde, mens der breder sig et skævt smil over hans ansigt:

– Sommetider fik jeg nogle sjove opgaver for dem. En dag skulle vi sætte en plakat for "Land og Folk" op i en 14 meter høj rejsebom, en slags kran. Det var et flot vejr. Jord- og betonarbejderne gik i strejke. De var socialdemokrater og ville ikke have "Land og Folk" hængende på byggepladsen.

– Murerarbejdsmændene råbte til dem: "I kan da bare hænge et skilt op for Demokraten!" Dagen efter pisregnede det, og socialdemokraterne var nødt til at gå på arbejde alligevel, smiler Ove og ryster latteren ud gennem skuldrene.

"Demokraten" var socialdemokraternes avis.

Kampen for kollegerne

Kampen for en god arbejdsplads og gode akkorder blev det vigtigste, og Ove blev ofte valgt som tillidsmand.

– Murere var ikke bundet til ét firma eller ét sted som eksempelvis fabriksarbejdere. Man kunne og skulle hele tiden skifte akkorder og priser, og det medførte en chance for noget nyt og bedre, siger Ove optimistisk, mens han trommer med fingrene i bordpladen.

Ingen partier i Folketinget siger, hvad militæret koster af kroner, og hvad det koster for klimaet og naturen.

Det passede godt sammen med hans idé om en aktiv linje på arbejdspladsen og i fagforeningen:

– Man skulle lære at forlange noget for arbejdet, for der var forskel på murermestre, siger den tidligere opmåler, der i mange år gik ud på byggepladserne og målte arbejdet op, aftalte priser, vurderede sikkerhed og stillede krav til murermesteren.

På byggepladsen og i fagforeningen

Det er blevet til mange tillidshverv i tidens løb. Ikke noget han bryster sig af. I 1965 blev han valgt til bestyrelsen i Murersvendenes Fagforening og fire år senere til formand.

Blandt murere er Ove også kendt for en holdning til, at de kontoransatte i fagforeningen ikke skal have mere i løn end gennemsnittet for murerne på byggepladserne.

Når nu murere, murerarbejdsmænd, elektrikere og tømrere gik på de samme byggepladser, kunne de lige så godt kæmpe for samme akkord og et godt arbejdsmiljø. På den holdning blev Ove formand for Byggefagenes Sammenslutning i Aarhus i 1970’erne.

Kommunisterne og en aktiv linje

Man skulle lære at forlange noget og være parat til at gå i aktion for det, mener den røde murer og husker tydeligt at:

– Selvom ikke alle vores delegerede på murerkongresser var kommunister, så var man enig om en aktiv linje, hvor vi skulle forlange mere i løn for vores arbejde og stemme imod den socialdemokratiske topledelse i forbundet, som Ove mener sagde ja til alt for lidt.

Ove skifter fuldstændig gear, da han begynder at tale om aktiviteterne mod arbejdsløsheden i 1970-80'erne. Daværende statsminister Baunsgaard påstod i sin nytårstale, at der var fuld beskæftigelse.

– Vi murere svarede, at han var fuld af løgn – og så kom vi i avisen, siger Ove, godt tilfreds med at aktionerne begyndte at rulle over landet.

– En af de lokale aktioner var at bygge et hus oppe ved rådhuset i Aarhus. Vi murede et lille hus op på størrelse med min egen stue, sådan en 30 kvadratmeter. Vi fik de forskellige tilladelser fra politiet. Vi fik mørtel gratis fra teglværket. Stilladset lånte vi fra kooperationen. Strøm fik vi fra rådhuset, for vi havde jo lys på huset om natten, mens vi gik vagt, husker Ove, stolt over de aktives indsats:

– Vi ville vise, at murerne ville lave noget og ikke var en flok dovne arbejdsløse. Det var en virkelig markant aktion, fordi den gav opmærksomhed rundt omkring, og det var nødvendigt for at mobilisere nogle flere i kampen mod arbejdsløsheden.

De arbejdsløse murere tog med busser og senere togvogne til København for at mødes med de forskellige partier og statsministeren.

Kampen gør en bevidst

Der har altid været fuld fart på i Oves liv. Det faglige og politiske fyldte alt, måske også for meget, mener Ove, når han ser tilbage på sit liv. Ægteskabet holdt ikke. Han har en datter på 50 år.

Fremtiden bekymrer ham:

– Når man i dag snakker klima, eller at man skal spare, er der ingen partier i Folketinget, der siger, hvad militæret koster af kroner, og hvad det koster for klimaet og naturen.

– Ligesådan med flygtningene. Partierne snakker ikke om, hvorfor de flygter. Vi kan tage krigsforbryderen Anders Fogh Rasmussen – for dét mener jeg, at han var! Fogh og præsident Bushs historier om atomvåben i Irak er løgnehistorier, der aldrig er blevet fulgt op på. Det lever Fogh fedt på i dag. Det er sådan noget, der gør én mere bevidst i kampen, siger Ove, der holdt ved som kommunist efter Murens fald og Sovjetunionens sammenbrud i 1991.

Til slut under besættelsestiden var der slet ingen skolegang. Men Ove havde lært noget, der fik betydning for resten af hans liv.

– Vi var i murerafdelingen i Aarhus utilfredse med den politik, DKP førte dengang. Det begyndte med formanden Ole Sohn, og han har også vist nu, hvad han stod for. Hele murerafdelingen i DKP i Aarhus meldte sig kollektivt ud.

Ole Sohn var formand for DKP 1987-91, skiftede derefter til SF og senere til Socialdemokraterne.

Ove holdt ved som kommunist fordi:

– Jeg har den samme grundlæggende opfattelse i dag, nemlig kravet om tryghed for alle mennesker, og at man skal bruge resurserne til gavn for alle mennesker. Se bare uretfærdighederne i dag, hvor nogle mennesker ikke har til dagen og vejen, mens andre får et tocifret millionbeløb, når de selv siger op.

Samling af kommunisterne

Derfor har han hele tiden arbejdet for at samle kommunisterne i ét parti siden bruddet med DKP. I dag er han medlem af Kommunistisk Parti, og for ham er løbet ikke kørt:

– Der findes også mange gode kræfter udenfor Kommunistisk Parti, som man burde finde sammen med. Det er sgu nødvendigt, så vi kan få lidt styr på det. Også på arbejdspladserne.

I dag holder Ove sig til kondicyklen og sin tegnekunst. Han har altid tegnet, ligesom han har kendt mange arbejdere, der havde kunstneriske evner, som de måtte dyrke ved siden af arbejdet. Ove har dog aldrig ønsket at være kunstner frem for murer og tillidsmand. Kampen og solidariteten på arbejdspladserne har altid været det vigtigste.

– Jeg vil til at tegne noget politisk igen. Der er nok at lave satire over, siger han energisk, mens han ser sig om efter blyanten og kaster et blik ud ad vinduet til Vesterbro Torv og det store verdensrum.

Artiklen kan downloades og printes i PDF her