Forleden uge sluttede en udsendelsesrække på DR 1, hvor en dansk folkeskole 9.klasse konkurrerede med en tilsvarende kinesisk årgang indenfor fire fag. Kineserne vandt i alle fag, undtagen engelsk, hvor den danske klasse jo havde hjemmebanefordel. Dels er engelsk meget tættere beslægtet med dansk end med kinesisk, dels fordi vi danskere - i modsætning til kineserne - ikke behøver tilegne os et helt skriftsprog for at lære engelsk.

Men ellers, selv indenfor så udpræget "danske" discipliner som kreativitet og evne til at arbejde sammen fik danskerne klø, så det vil noget. Og den kloge pædagogiske ekspert Niels Egelund fandt dommedagsminen frem. "Hvis det her fortsatte, ville alle arbejdspladser rykke til Kina, og Danmark ville ikke have noget at leve af." Behøver jeg at tilføje, at udsendelsesserien startede under lærerkonflikten? Nej, jeg mistænker da ikke DR for den slags, men havde det været en regerings- eller KL-bestilt kommentar, kunne den ikke være timet bedre.

Nu skal jeg ikke gøre mig til dommer over hverken det danske eller det kinesiske skolesystem. Men jeg vil gerne udtale et par dømmende ord om debatten. Den har kørt på så endimensionale præmisser, at det, jeg synes er mest rystende, er at vore fremmeste pædagogiske eksperter har stillet op til det. Man skal ikke have specielt meget livserfaring for at vide, at et menneskes livsudvikling, og herunder dets udvikling af faglige kompetencer, styres af mange ting. Og selve det at tilegne sig de faglige færdigheder er såmænd det mindste af det hele.

Hvad nytter det at have været ekspert i atomfysik i éns ungdom, hvis personlige ting har sejlet så meget, at man ikke har fået kræfter til andet end at sidde på bænken og drikke bajere? For eksempel. Eller hvad gør det, at man dumper en gang eller to på gymnasiet, hvis man til gengæld opnår så meget livserfaring, at man op gennem livet langt bedre formår at tilegne sig færdigheder, efterhånden som udfordringerne opstår?

Mange mennesker har svært ved at arbejde med problemer, som ikke har noget med deres egen livssituation at gøre. Og det er ikke nødvendigvis en positiv ting at være god til at abstrahere væk fra éns egne livssammenhænge. For at tage et eksempel fra udsendelsen: De unge fik udleveret nogle papirark, tape og lignende, og fik til opgave at samarbejde om at bygge et dække af disse ting, de alle kunne være i ly under.

Sådan et papirhus er altså ikke til ret meget. Jeg synes, det er en udmærket ting at have svært ved at tage sådan en opgave alvorligt og bevare koncentrationen. Nå, men den vinkel var der altså overhovedet ikke plads til. Tværtimod blev det præmieret at være god til at lukke den anfægtelse ude.

De kinesiske unge er generelt i en betydeligt anderledes livssituation end deres danske jævnaldrende, først og fremmest fordi de uafladeligt har nogle forældre rumsterende i baghovedet, der snart er for gamle til at arbejde selv og ikke har andre end den unge til at forsørge sig. Den, der har mest brug for at tjene penge, er mest motiveret for at løse opgaverne uden spørgsmål.

Her i Danmark har vi prioriteret, at unge får rum til at udvikle selvstændighed nok til for eksempel somme tider ikke at gide. Vi mener, at så evner de bedre en dag at tage ansvar for hele samfundet. Alderdomsforsorgen har vi derfor valgt at gøre til samfundsansvar.

Hvad der er bedst? Jamen jeg tror, den kinesiske skole er bedst til at løse de kinesiske elevers livsudfordringer, og den danske bedst til at løse de danske elevers. Hvilket samfund, der så er bedst, er en helt anden diskussion.