Det danske samfund åbner så småt op efter lockdown, men inden vi lader os beruse af endelig at kunne komme ud og drikke øl igen, må vi ikke glemme klimakampen, hverken i debat eller handling, mener Lucas Oliver Bigandt fra klimabevægelsen Extinction Rebellion.

Derfor har han skrevet digtet "Hellere et klap på skulderen fra toppen". Nedenfor digtet kan du læse Lucas Bigandts egne kommentarer til digtet.

Hellere et klap på skulderen fra toppen

Spændingen stiger, imens håbet forgår.
En akkumuleret kraft, der spænder til år for år.
Kun forløsning i modstanden, der burde have været lettere,
under disse alt for privilegerede kår.

Hvad holdt os fra vores egen frelse? Yoga og helse?
Hellere velanset oprør end vores kommende generationers lykke.
Hellere et klap på skulderen fra toppen. Underdanig under gud.
Ikke tabe sit borgerlige ansigt, og stå ude i regn og slud.

Stadig asiatisk i vælden er angsten, der modner sig med atter flere umodne år.
Gud hjælpe de stakle moderate, der har så ondt i maven, at det kommer på skrift.
I de fineste blade og aviser, men aldrig kunne man ofre sin frihed,
for at undgå det snart uundgåelige had.

Pøblen vil vælte ind over Babylon og hamstre og stjæle din mad,
det rager dem ikke, hvad du har skrevet i burgøjsernes blad.
De tager blot strømmen fra din elbil og sænker din fars skude.
Du vil have ønsket, du havde givet lidt mere, nu er det sidste håb ude.

De rigtige syndere

Lucas Oliver Bigandt skriver i en supplerende kommentar om sit digt:

"Mit digt omhandler de vilkår, vi har som land, og de frihedsrettigheder, som vores forfædre har tilkæmpet sig. De har ikke tilkæmpet sig frihed, så vi bare kan læne os tilbage for så at gøre, hvad der tilstrækkeligt, men vi skal gøre, hvad der er nødvendigt, så vores mindste kan have en fremtid."

"Det er ikke i orden kun at skrive i den borgerlige presse og forvente, at industrieliten nok skal makke ret, så vi kan få en fremtid. Vi skal bruge den frihed, vi har fået, til at presse dem videre. Jo længere tid vi venter med at løse klimakrisen, desto større er chancen for, at det bliver på en ubehagelig og diktatorisk måde, hvorpå den bliver løst."

"Pøblen i mit digt er den uorganiserede menneskemængde, der har set sig sure på det borgerskab, som taler om klima og bliver glade, når regeringen indfører en skat på plastikposer, og at vi nu skal sortere ti steder, og det uden at sætte en afgift på de rigtige syndere – de store virksomheder, som producerer uansvarligt!"