Willi Bredel var født 2. maj 1901 i "Det røde" Hamburg som søn af den socialdemokratiske cigarmager Carl og hans hustru Frieda i et miljø af cigararbejdere, fabriksarbejdere og søfolk.

Efter grundskolen kom han i lære som jern- og metalarbejder på Hamburg-skibsværftet Blohm & Voss. Han blev hurtigt inddraget i fagforeningen og det socialistiske ungdomsarbejde og begynder at skrive i det socialistiske magasin "Fri proletarisk ungdom".

Allerede i 1917, 16 år gammel, blev han medlem af Spartacusforbundet hos Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht. Efter endt læretiden vandrede han gennem Tyskland, Østrig og Italien som mange andre unge. Da Spartacusforbundet i 1919 blev til Tysklands Kommunistiske Parti, KPD, fulgte han med. 

 I 1923 deltog han under den karismatiske havnearbejder og kommunistleder Ernst Thälmanns ledelse i den væbnede kommunistiske opstand i Hamburg. Den led et knusende nederlag, og Willy Bredel blev idømt to års fængsel.

Til søs og tilbage

Efter frigivelsen fik Willy Bredel job som chauffør og journalist, inden han som maskinarbejder stævnede ud på fragtskibet Barbara til Spanien, Portugal, Italien og Nordafrika fra oktober 1926 til august 1927. Han skrev en række artikler om disse ture og i 1928 blev han journalist og redaktør af "Hamburger Volks-Zeitung".

Efter afmønstringen bliver han drejer på maskinfabrikken Nagel og Kaemp og opstillet som kandidat for "Den Revolutionære Fagopposition", RGO

 I 1929 skete den berømte socialdemokratiske nedskydning af kommunistiske 1. maj deltagere, skildret fremragende i Neukrantz roman "Barrikader i Wedding". Også Willy Bredel beskrev naturligvis massakren, hvorfor han igen blev dømt to års fængsel, denne gang for "litterær forberedelse og højforræderi".

I fængslet begyndte han at skrive sine første romaner, "Maskinfabrikken N og K" (1930), baseret på hans egne oplevelser, og "Rosenhofstrasse" (1931). Efter disse blev han en kendt "proletarforfatte" og af den sovjetiske forfatterforening inviteret til Sovjetunionen.  

Da nazisterne kom til magten i 1933, blev han arresteret og kom 13 måneder i Fuhlsbüttel koncentrationslejren i Hamburg inden det lykkedes ham at flygte til Tjekkoslovakiet. Herfra emigrerede han til Moskva, hvor han fik udgivet bogen "The Test" (1934) om sit kz-ophold og novellen "Spionen".

Det anti-fascistiske arbejde

I Moskva deltog han i den berømte Første sovjetiske Forfatterkongres sammen med blandt andet Martin Andersen Nexø, hvor man vedtog den forfatteren Maxim Gorkijs teori om "Den socialistiske realisme". Sammen med blandt andre Bertolt Brecht blev han redaktør på det anti-fascistiske eksil-litterære månedsmagasin "Ordet" i Moskva.

Han fik desuden udgivet bogen "Din ukendte bror" (1937) som en hyldest til de tyske arbejdere, der kæmpende illegalt i Tyskland mod Hitlers terror, inden han tog til Madrid og Valencia for at deltage i den 2. forfatterkongres og for at deltage i Den Spanske Borgerkrig mod fascismen.

Her blev han kommissær i Thälmann bataljonen i den 11. Internationale Brigade, hvor mange danskere deltog, og skrev "Møde i Ebro. Noter af en krigskommissær"(1939). Efter nedlerlaget tog han til Leningrad og deltog efter nazisternes overgreb i 1941 på Sovjetunionen med Den Røde Hær i krigen.

Sammen med den senere DDR-leder Walter Ulbricht og forfatteren Erich Weinert deltog Willy Bredel i slaget om Stalingrad som "frontpropagandist" med at overbevise de tyske soldater, på tysk, i det nyttesløse i at fortsætte krigen. Desuden skrev han pjecer og var ansat ved Radio Moskva med samme formål. Han blev vidne til Feltmarskal Paul overgivelse af sin 6. Armé med 90.000 mand ved Stalingrad. 

I 1943 blev Bredel medstifter af ’National Komiteen for et Frit Tyskland’. Da krigen nærmede sin afslutning, vendte han tilbage til Tyskland med undergrundsgruppen "Ulbricht" og arbejdede som politisk instruktør for KPD i Mecklenburg-Vorpommeren. I 1948 udgav han den fremragende biografi "Ernst Thälmann – søn af sin klasse" om KPD’s leder, der døde i kz-lejren Buchenwald 1944. Bogen er filmatiseret og findes på dvd.

Han blev medstifter af "Kulturforbundet for Demokratisk Fornyelse i Tyskland" og var redaktør for de litterære tidsskrifter "I dag og i morgen" og "Ny tysk litteratur".

Arbejdet i DDR

I 1950, året efter DDR’s dannelse, var han medstifter af "Det tyske Kunstakademi" og engageret i udviklingen af en ny anti-fascistisk kultur. Efter sammenslutningen mellem det socialdemokratiske SPD og KPD i 1946 til det Socialistiske Enhedsparti Tyskland, SED, blev han medlem af dets ledelse i 1954–1964.

Da den danske arbejderforfatter Martin Andersen Nexø, der var æresborger i DDR-byen Dresden, døde dér 1. juni 1954, lå han på lit de parade i det genopbyggede rådhus. Den 4. juni holdt man et mindemøde hvor Willi Bredel holdt talen.

Året efter skrev Bredel romanen "Et nyt kapitel", som er historien om vanskelighederne med genopbygningen i 1945. 

Alle Bredels bøger og artikler afspejler situationer i klassekampen og tager mange gange udgangspunkt i Hamburg. Den kendte marxistiske litteraturteoretiker Georg Lukas, som hyldede den "kritiske realisme", udgav i 1931 bogen "Willi Bredels romaner".

Den kritiserede Bredels to første bøger for at være for dogmatiske og "firkantede" i persontegningen. Her skal man huske, at for Bredel var arbejderklassen "heltene" og kapitalisterne, der var "skurkene", og var ’partilitteratur’. Både i "Maskinfabrikken N og K" og i "Rosenhofstrasse" er det de kommunistiske kampceller, der er hovedpersonerne.

Litteraturkritikeren Reich-Ranicki skriver i sin biografi "Mit liv", at arbejderen og forfatteren Willi Bredel "i modsætning til mange andre østtyske forfattere var en virkelig arbejder og en virkelig forfatter". Selv så han det som mission, at "videregive arbejderklassens erfaringer..og bidrage med min kunst til at forbedre dem". 

"Testen" er en baseret på hans egne erfaringen med undertrykkelse, tortur, lidelse og modstand, fra kz-lejren Fuhlsbüttel og den første litterære præsentation af en tysk kz-lejr.  Den blev oversat til 20 sprog og solgt i flere millioner eksemplarer og gjorde ham international kendt.

Arbejderliv i Hamburg

Hans trilogi "Slægtninge og venner" (1941) er en beskrivelse af tre generationer af en arbejderfamilie i Hamburg og beskriver udviklingen af den tyske arbejderbevægelse 1871-1948. Første del, "Fædrene", kom i 1941, anden del "Sønner" i 1949 og tredje del "Børnebørn" i 1953. Trilogien er filmatiseret og sendt i tysk tv. Bøgerne betragtes som Bredels hovedværk.

Bredel døde den 27. oktober 1964 af et hjerteanfald i "Berlin. Haupstadt der DDR". Han ligger begravet på socialisternes kirkegård Friederichsfelde i Lichtenberg Østberlin sammen med Rosa Luxemburg og andre revolutionære fra DDR.

I 1976 udsendte arkivaren for Bredel-arkivet, Gerda Weissenfels, et bind med anekdoter og ikke hidtil offentliggjort materiale med titlen "Knytnæven fra Reeperbahn".

I 1986 udkom der et tobindsværk med dokumenter, rapporter og hans skrifter om Den spanske borgerkrig og hans arbejde i den 11. internationale brigade. I DDR er der udgivet en 14-binds udgave af hans værker

For interesserede findes der i Hamburg et Willi Bredel-selskab, Willi-Bredel Gesellschaft. Det er yderst aktivt og arrangerer både rundvisninger, foredrag, debatter og udstillinger.Selskabet udgiver et lille informativt årshæfte, "Rundbrief" til 2.50 euro. Dets hjemmeside er www.willibredelgesellschaft.de