Hun vidste det allerede, før krigen sluttede. Ebba Pedersen ventede bare utålmodigt på sin 15-års fødselsdag i 1946, så kunne hun melde sig ind i DKU, Danmarks Kommunistiske Ungdom.

Der er slet skjult stolthed i stemmen hos Ebba Pedersen, der har rundet de 83 år. Hun fortæller beskedent, men bestemt, om sine mange år som aktiv kommunist i Aarhus. Først mange år i DKP (Danmarks Kommunistiske Parti), senere i KPiD (Kommunistisk Parti i Danmark) og fra 2006 i Kommunistisk Parti.

Nu er hun pensionist og bor sit rækkehus i Aarhus og følger meget med i det politiske liv gennem Arbejderen.

Rundt omkring i stuen står gamle særprægede møbler og reoler fyldt med bøger. Slid på kanterne vidner om, at de bliver læst. Døren til haven er åben, og katten kommer ind og vil tiltrække sig opmærksomhed.

Ebba Pedersen er født i 1931 i Aarhus. Da hun var otte år gammel, mistede hun sin mor, og derfor flyttede hun og faderen ind til mormor. Faderen var med i RFO, den Revolutionære Fagopposition. 

Frihedskæmperne var idealet

Hun tænker tilbage på krigen og sin første "aktion" som 14-årig i 1945.

- Jeg havde fået en kopi af Frihedssangen "En vinter lang og mørk og hård" og gik med den i lommen. Jeg følte mig som en hel frihedskæmper, griner Ebba over sine tanker som stor pige i de sidste uger før befrielsen 4. maj 1945.

- Sangen var jo trykt og i omløb, ligesom de illegale blade. For os børn var frihedskæmperne jo idealet, siger Ebba Pedersen, der smilende vifter et par grå hår til side og retter på brillerne.

- Jeg tror, at når man vokser op i sådan en krigssituation, så bliver man hurtigere politisk bevidst, man kommer til at tage stilling. Og så bliver det ligesom en del af ens tilværelse. Jeg kommer jo også fra et arbejderhjem, fortæller hun. 

Mormor prægede også Ebba:

- Hun var gammel socialdemokrat. Hun havde været med til at få socialdemokraten Peter Sabroe ind i Folketinget i 1901. Mange arbejdere bar ham under jubel fra Samsøgades Skole og ned til Banegården i Aarhus, dén dag han var blevet valgt ind. Ebba Pedersen mener, at det "ligger lidt i generne" at være politisk aktiv.

Når man vokser op i sådan en krigssituation, så bliver man hurtigere politisk bevidst, man kommer til at tage stilling.

Hun kom senere ind ledelsen af DKU i Aarhus, hvor hun sad sammen med Harald Rasmussen.

Ebba Pedersen voksede også op med holdningen om, at det var vigtigt at være i fagforening. Hun sad derfor i mange år i bestyrelsen i HK-afdelingen "Privat Kontor", den største afdeling i HK med hovedsageligt kvindelige medlemmer. Ligestilling og ligeløn var i fokus.

Som 18-årig meldte hun sig ind i DKP, og den ene begivenhed greb den anden.

Ebba Pedersen griber med hånden om hagen, trækker vejret dybt, som om mange billeder passerer revy for hendes indre.

Hetz mod kommunisterne 

1956. Ungarn. Begivenheden rystede ikke Ebba Pedersen. Hun havde allerede oplevet mange hårde slag i klassekampen, men tiden omkring Ungarn-krisen i 1956 husker hun som en af de værste perioder med hetz mod kommunisterne.

Vestlig historieskrivning karakteriserer begivenhederne i Ungarn 1956 som en sovjetisk invasion. Kommunisterne så Ungarn-begivenhederne som en kontrarevolution, hvor Vesten pustede til utilfredshed med det folkedemokratiske styre i Ungarn – og sovjetiske og andre østeuropæiske folkedemokratier sendte styrker ind for at nedkæmpe opstanden.

Morgenen efter den sovjetiske indmarch i Ungarn kom Ebba Pedersen intetanende ind til partikontoret i Aarhus, hvor hun var ansat gennem flere år. Ruderne var smadret:

- Nogle kammerater havde holdt møde i det bageste lokale aftenen før, og de må lige være taget hjem – så blev der smidt et par håndgranater ind! Da jeg kom om morgenen, var Robert Sartori, der var formand for partiet i Aarhus, ankommet. En eller anden havde set nogle stikke af derfra og var løbet efter dem. Men politiet var ikke interesseret, fortæller Ebba Pedersen noget irriteret.

Hvem der havde kastet håndgranaterne, fandt partiafdelingen i Aarhus ikke ud af, men Ebba ved godt, hvorfor hetzen mod kommunisterne ikke kun var på grund af situationen i Ungarn: 

- Hetzen kørte jo voldsomt, og særligt i Danmark. Det hænger nok sammen med, at vi havde en socialdemokratisk regering. Om foråret i 1956 havde arbejderne forkastet overenskomstforslaget, og derefter ophøjede regeringen det til lov. Så blev der generalstrejke! beretter Ebba Pedersen.

Land og Folk blev revet væk

Hendes øjne glimter af fryd.

- Jo, da blev arbejdet virkelig nedlagt, og der udkom ikke én eneste avis i hele den periode, kun Land og Folk. På alle andre aviser var arbejdet nedlagt, også de socialdemokratiske aviser. Det var sgu en sjov situation, og kammeraterne var ude at sælge aviser. Selv sporvognskonduktøren standsede sporvognen for at købe Land og Folk, erindrer hun.

Katten kommer atter ind og hiver i Ebba Pedersens opmærksomhed. Denne gang får den et lille strøg over ryggen og daffer stille af. 

Af alle de gange, Ebba Pedersen har været ude at sælge Land og Folk, har hun aldrig oplevet, at det var så nemt, men:

- Det varede kun kort, så kom Ungarn-krisen, og da tog socialdemokraterne godt nok revanche. Regeringen benyttede lejligheden til at hetze imod os. Vi stod jo ellers godt rustet på dét tidspunkt. Hvis der havde været valg, ville kommunisterne have fået en masse stemmer, mener Ebba Pedersen.

Hetzen virkede på mange, konstaterer Ebba Pedersen. Men hun ved også "per erfaring", at kommunister vinder i de seje træk.

For Ebba Pedersen har det altid været vigtigt at deltage i klassekampen i Danmark, men solidaritetsarbejdet med folk rundt omkring i verden har også grebet hende. 

Ebba Pedersen lægger gamle løbesedler og blade fra et langt og aktivt liv frem på det blanke, brune bord i stuen. Vi er i starten af 1960'erne og frem gennem 1970'erne.

Anklaget for solidaritet

Her er alt fra brochurer fra solidaritetskomiteer med Palæstina, Vietnam, Chile og mange flere. Grove papirer med datidens offsettryk, eksemplarer af det illegale kommunistiske blad Land og Folk fra Anden Verdenskrig. Nederst i bunken små løbesedler fra Sydafrika Komiteen mod apartheid – her stikker et mærkeligt tyndt stykke gulnet papir frem:

- Ha, det er en stævning til kriminalretten i Aarhus, griner Ebba Pedersen med iver. I 1963 var hun aktiv i Sydafrika Komiteen. Kampen mod apartheid var i fuldt sving i Sydafrika, og Nelson Mandela var blevet fængslet året forinden.

- Vi var otte kvinder, der lavede en demonstration uden for varehuset Priso på Store Torv i Aarhus. De solgte sydafrikanske varer. Det protesterede vi imod, og så blev vi arresteret af Aarhus Politi – og anklaget! Alle otte blev vi slæbt med på politigården, og bagefter fik vi brev om, at vi skulle møde i byretten, fortæller hun.

Kvinderne havde plakater med parolerne: "Ved at købe sydafrikanske varer støtte De fascismen", "Priso fører stadig sydafrikanske varer" og "Boykot Sydafrika". Alt blev beslaglagt af politiet, og i anklageskriftet står skrevet, at tingene ville blive: "…inddraget til fordel for statskassen"!

Da tog socialdemokraterne godt nok revanche. Regeringen benyttede lejligheden til at hetze imod os. 

Selve anklagen fandt Ebba Pedersen utrolig morsom. Hun og de syv øvrige kvinder blev anklaget for, at parolerne på deres plakater: - "…var egnet til at fremkalde forstyrrelse af den offentlige orden, ligesom plakaterne var af fornærmeligt indhold…"

- Vi vandt sagen på, at vi havde ret til at demonstrere, og vi fik alle vores ting tilbage. Vi havde altså ret til at stå der med vores bannere. Det var direktøren for Priso, der havde alarmeret politiet, og de var så nævenyttige at arrestere os. Anklagen holdt ikke i byretten – men den holdt sgu heller ikke i landsretten!

Ebba Pedersen morer sig og ryster på hovedet over, at politiet kunne finde på at anke sagen til landsretten.

Samtidig med alt dette havde Ebba Pedersen også sin familie og to børn at passe. Børnene er blevet "trukket med" til mange begivenheder, og de "har nok taget skade" af det, mener Ebba Pedersen. De blev nemlig også kommunister.

Den bredeste bevægelse

I 1972 var Ebba Pedersen med til at opbygge en af de bredeste politiske bevægelser i Danmarks historie:

- Der hvor jeg virkelig har været med til at få noget op at stå, det er med Folkebevægelsen mod EF. Da kom DKP virkelig i kontakt med folk. Det viser sig, at når vi kommer i kontakt med folk gennem længere tid, så får vi også på et eller andet tidspunkt en opslutning omkring partiet, siger hun.

- Folk lærer os at kende og ved, hvad vi står for. Desværre fik vi ikke stemmer nok til et nej, men der var trods alt en tredjedel, der stemte imod. Det var dog alligevel en anselig del, bemærker hun.

Afstemningen om EF fandt sted den 2. oktober 1972. Et år forinden blev Folkebevægelsen mod EF (De Europæiske Fælleskaber), stablet på benene. Ebba Pedersen beretter engageret om de første møder på Hotel Ansgar, i Betlehems Kirken og på Vartov i København. Hun deltog som repræsentant for DKP.

- Så gik vi ud og oprettede komiteerne rundt omkring i landet. Det er den bredeste kampagne, DKP har været med i. Det var jo det største spektrum af folk siden modstandsbevægelsen under besættelsen, beretter hun.

- Der var virkelig mange grupperinger med – også fra højrefløjen – i Folkebevægelsen mod EF. Lige fra de Konservative over til venstrefløjen. For de Konservative var det jo nok af nationalistiske grunde, men de var jo alligevel med. Ebba Pedersen skæver ud af vinduet, og sollyset falder ind på hendes ansigt. 

- Efter det første møde, vi havde på Hotel Ansgar, skrev Jyllands-Posten: "Den sort-røde Alliance", fniser Ebba Pedersen og fortæller, at der skam også var socialdemokrater med i EF-modstanden. Hun havde også en sjov oplevelse med en fra de Konservative, der spurgte hende: "Hvad tror du, arbejderne mener om det her?"

Et bevidst parti

Dét vidste Ebba Pedersen en hel del om. Arbejderne var ikke begejstrede for EF, men propagandaen var massiv fra tilhængersiden om, at Danmark ville miste arbejdspladser, og at køerne risikerede at blive slagtet, hvis ikke danskerne stemte ja.

- Kommunisterne havde flere kræfter at sætte ind dengang og flere muligheder for at kontakte andre. Men bevidstheden hos folk var såmænd ikke meget større, end den er i dag. Dengang var bevidstheden også præget af det officielle Danmark. Det er i hvert fald vigtigt, at der er et bevidst parti, der arbejder og kan afstikke retningslinjer for det, der skal foregå, siger Ebba Pedersen.

Hun ser med bekymring på fremtiden, hvor USA og EU forsøger at gøre sig til verdensherrer:

- Kommunisterne må forsøge at skabe en aktionsenhed med alle gode kræfter for at forandre deres bestræbelser, slutter Ebba Pedersen.

Katten kommer for tredje gang. Nu rejser Ebba Pedersen sig, og de to går ud i haven sammen.