17 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Kulturen skal spare over en bred kam

Kulturens Finanslov 2015

Kulturen skal spare over en bred kam

Det vælter ind med protester over regeringens krav om et "omprioriteringsbidrag" på to procent af Kulturministeriets driftbudget fra især teatre og museer.

Dansk Sygeplejehistorisk Museum i Kolding undgår formentlig sparekniven. Museet er blevet overtaget af Syddansk Universitet.
FOTO: Dansk Sygeplejehistorisk Museum
1 af 1

Lars Løkke Rasmussens mindretalsregering fortsætter, hvor den slap efter valgnederlaget til Helle Thorning Schmidt i 2011, med at skære. Ikke mindst i kulturens budgetter.

Besparelserne på Kulturministeriets driftsbudget vil ifølge en række organisationer få stor betydning for det kulturelle udbud.

Det såkaldte "omprioriteringsbidrag" på to procent betyder, at Kulturministeriet de næste fire år skal reducere sit budget med 600 millioner kroner på kulturinstitutionernes drift. De koster i år 4,4 milliarder kroner at drive, og pengene skal blandt andet bruges til skattelettelser.

Besparelserne på Kulturministeriets driftsbudget vil ifølge en række organisationer få stor betydning for det kulturelle udbud. Til gengæld ser kulturminister Bertel Haarder ikke det som noget større problem.

– Jeg er besjælet af den spejderånd, som en minister skal have. At arbejde med den fælles opgave, som er denne gradvise slankning af den offentlige sektor, sagde han til Politiken i september. Desuden besidder ministeren en tilsyneladende urokkelig tyrkertro på, at besparelserne på statens kulturinstitutioner kan ske, uden at det går ud over kvaliteten.

Kulturen mangler "fedtlag"

Den holdning deles ikke udpræget af de mennesker, der skal administrere besparelserne. Eksperter på kulturområdet advarer mod at tro, at regeringens ideologiske mål om at slanke statens udgifter kan gennemføres, uden at det går ud over det danske kulturliv.

En af dem er professor Emeritus ved Aarhus Universitet Jørgen Langsted, der er ekspert i kulturøkonomi. Han peger på, at de mange års udsultning af det danske kulturliv fra den forrige borgerlige regering har skåret ind til benet. Det gælder især for museer, teatre og koncerthuse.

– Hvis den besparelse bliver lagt ud overalt, kommer det til at gøre ondt ad helvede til på kulturlivet, siger han til Politiken. Han mener, at ministerens grønthøsterbesparelser vil betyde, at kulturudbuddet til danskerne vil blive mindre. Årsagen er ikke mindst, at der ikke er nogen administrative gevinster at hente på et område, der er så løntungt som kulturen.

Ikke overraskende har de ramte kulturinstitutioners organisationer protesteret højlydt over besparelserne. Det gælder ikke mindst teaterområdet, som kan se frem til en fortsættelse af den forrige borgerlige regerings fortsatte jagt på samfundskritik fra de skrå brædder. Skuespillerforbundets formand Katja Holm har svært ved at forstå, at Bertel Haarder det ene øjeblik taler om "kunstens vigtighed i samfundet" og det næste øjeblik uden varsel vælter en byge af sparekrav ned over en sektor, der i forvejen er slanket til benet.

Hvad vil ministeren?

I et debatindlæg med titlen "Skuespillere: Bertel Haarder har ført os bag lyset" i Altinget.dk, der har til huse i Folketinget, spørger hun direkte, hvad Bertel Haarder egentlig vil med kulturen.

Katja Holm peger på, at nedskæringerne kommer så hurtigt, at de ikke kan undgå at påvirke kvaliteten.

– Dette bidrager ikke til at få kunsten ud i landet eller på skolerne. Man skaber heller ikke muligheder ved at udsulte kulturen. Og nedskæringer vil næppe heller understøtte kunst og kultur som en sektor, der i den grad bidrager til den samlede danske husholdning. Tværtimod. Så hvad vil ministeren egentlig?, spørger hun. Katja Holm peger på, at nedskæringerne kommer så hurtigt, at de ikke kan undgå at påvirke kvaliteten.

– Nedskæringer som dem, ministeren lægger op til, vil resultere i et synligt skamskåret kulturliv, fastslår Katja Holm på Altingen.dk.

Det synspunkt bakkes op af Gitta Malling. Hun er formand for teatrenes interesseorganisation TIO, der især organiserer landets små og mellemstore teatre. Hun angriber især Bertel Haarders tyrkertro på, at de årlige besparelser kan findes ved hjælp af digitalisering og effektivisering og beskylder ham for manglende kendskab til teaterområdet.

– Det vidner simpelthen om en mangel på kendskab til vilkårene på de små teatre. Der er jo lagt op til besparelser på driften, og det er altså ikke sådan, at medarbejderne på teatrene sidder med en fyrstelig gage, tillæg for overarbejde og skæve arbejdstider, betalt efteruddannelse og andre frynsegoder, skriver TIO-formanden i en pressemeddelelse på organisationens hjemmeside Proscenium.

Hun gør ministeren opmærksom på, at gennemsnitslønnen for en skuespiller for medlemsteatrene er på cirka 25.000 kroner, og at regeringen skyder sig selv i foden med grønthøsterbesparelserne.

– Der bliver allerede løbet rigtig stærkt på de små teatre, og når der så skæres i driften samtidig med, at man fra politisk side for eksempel stiller krav om, at teatrene skal samarbejde med skolerne, så hænger det slet ikke sammen.

Museerne rammes hårdt

En af de kulturområder, der hidtil har oplevet en stærk vækst, er museerne. Det er blandt sket gennem en omhyggelig planlagt formidling af den danske kulturarv.

Det er ganske uforståeligt, hvorfor regeringen vil bremse den positive udvikling.
Frank Allan Rasmussen, formand for ODM

Derfor har branchens organisation ODM, Organisationen Danske Museer, svært ved at se logikken i kulturministerens sparekrav, og ikke mindst at museernes centrale udviklingspulje skal beskæres med en tredjedel. Puljen bruges især til at støtte formidiling ud over det sædvanlige.

Museerne havde ifølge tal fra Danmarks Statistik sidste år 14,4 millioner besøgende, heraf 78 procent på statsstøttede museer. Af de besøgende var over hver fjerde udenlandsk turist. Det undrer ODM's formand Frank Allan Rasmussen, hvorfor regeringen er i færd med at slå guldgåsen ihjel på ideologiens alter.

– Det er ganske uforståeligt, hvorfor regeringen vil bremse den positive udvikling. Det kommer som en stor overraskelse, da netop de borgerlige partier har fremhævet vigtigheden af indsigt i og forståelse af den danske kulturarv som en samlende faktor, skriver han i en pressemeddelelse. Han håber, at en regering ledet af Venstre, hvis politiske program kultur handler "om at styrke bredde og mangfoldighed" og "sikre kvalitet på verdensniveau" vil genoverveje sin beslutning for museerne.

– Museerne håber, at regeringen vil tænke sig om en ekstra gang, da en så voldsom nedskæring vil gå ud over nogle af de forpligtelser, museerne har i henhold til loven, skriver Frank Allan Rasmussen. Han fremhæver især, at nedskæringerne "rulles ud på et relativt lille budgetområde".

Yderligere besparelser

Ud over de 600 millioner kroners besparelse, der er en følge af Venstres grønthøster-ideologi, foreslår regeringen i sit finanslovsforslag, at Kulturministeriet skal spare 350 millioner kroner i forhold til den finanslovsramme, der var givet under SR-regeringen.

Af dem skal de 186 millioner kroner hentes ved at reducere "Bevaring og formidling", 35 millioner kroner på "Folkeoplysning" og 20 millioner kroner på "Videregående uddannelse". Det er dog uvist, om Lars Løkke Rasmussens mindretalsregering kan få sine forslag til besparelser på kulturområdet vedtaget uden ændringer.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


15. okt. 2015 - 10:45   15. okt. 2015 - 10:56

Kulturpolitik

gp@arbejderen.dk