Den slog mig i møde allerede i den store forhal til Charlottenborgs prægtige kunsthal. Det var tidsånden i form af en helbredt motionscykel – "Healed Exercise Bike" af østrigeren David Moises.

Straks kværner Madonna i mit hovede. Dengang i 1985 beskrev hun tidsånden på "Like A Virgin" med hittet "Material Girl".

Straks kværner Madonna i mit hovede. Dengang i 1985 beskrev hun tidsånden på "Like A Virgin" med hittet "Material Girl".

"You know, that we are living in a material world,
and I'm a material girl",

sang hun, mens liderlige mænd overdængede hende med juveler, penge, status.

Charlottenborg Forårsudstilling regnes som en af Europas vigtigste åbne og censurerede udstillinger. Siden 1857 har danske og internationale kunstnere her aftegnet tidsånden. I 2015 er den materiel.

Det vrimler med kunst som objekter. Det er som om Immanuel Kant (1724-1804) svæver over vandene. Ifølge ham ser vi verden som fænomener, altså, som den er givet for os [Ding für uns] hvorimod verden i sig selv [Ding an sich] altid vil være uerkendt af os.

Disse "ting i sig selv" er virkeligheden i sig selv, som den er udenfor vores erkendelse, og altså uerkendelig, da vi ikke kan erkende udenfor vores erkendelse. Forvirret? Så se Forårsudstillingen 2015. Verden er ikke længere sublim. WYSIWYG – What You See Is What You Get, som man siger.

Den kan være eksotisk, kærligt inspirerende som svenske Elvira Varghans og Maja Li Härdelins rislende installation "Aqua Vita" – et persisk springvand med tilhørende stofhimmel og en kæmpevifte. Der mangler bare et hold haremsdamer og en kæmpe sort eunuk. Længere inde hænger Jens Rosts "God is Great". Det er et arabisk bedetæppe dekoreret med en sprøjtelakeret kvindetorso i guldmaling. En hyldest til skaberværket? Måske, eller snarere til dobbeltmoralen.

Det kan man ikke beskylde Morten Sylvest Nøhrs "En maskine der rydder op i dine ting". Malerpenne, papir, tuschpenne og plastiklommer skal holde styr på vores materielle verden i tre kvadratiske felter. Der er så mange ting, og Verden er så stor, så stor, Lasse Lasse lille". Det ser næsten for nemt ud til at være sandt, men måske virker den, hvis man tror – på "Tingene i sig selv".

Hvert år uddeler udstillingsjuryen to priser: Den nationale Solopris og Den internationale Solopris. Vinderne får stillet hvert sit rum til rådighed på næste års udstilling. Vinderen af den internationale pris sidste år var svenskerne Maja Qvarnström og Erik Lagerwall og de har tingsliggjort selve hverdagslivet.

Deres rum "Monumentet" forestiller en lejlighed et sted i en satellit-by. Et et ungt par spiser aftensmad, men de er ikke alene. Spejlvendt og svagt forskudt sidder et andet par, der ligner dem til forveksling, med samme mad på tallerknerne. Det er "tingene for os" i en verden, der er blevet så materialiseret, at vor opfattelse af hinanden er blevet selvbetragtende og spejlvendt. Vi erkender ikke virkeligheden, men den måde virkeligheden bliver præsenteret på.

Væsentligt mindre ydmygt end denne objektfikserede kunstverden er samisk/finske Saara Piispas naive maleri, skabt af olie og akryl på lærred. "Vanhimmat. Vanhemmat" betyder i retning af "de ældste ældre". Det er et blik ind i en verden, hvor et objekts værdi er irrelevant. Hun fører os ind i en verden, hvor vejret, dyrene, træerne, planterne regerer. Erkendelsen her er naturen som kærlighed til mennesket og menneskets afhængighed af naturen.

Det vidste Madonna godt, da hun skrev "Material World" i 1985.

"I don't need money,
I need love"

synger hun til afsked.

Men det har de glemt på Charlottenborg i 2015. Det er også så længe siden.