Krig og ødelæggelse er kommet i glas og ramme på kunstmuseet Louisiana, der i disse uger lægger hus til udstillingen The Enclave af Richard Mosse.

Udstillingen består af en række landskabsfotografier og videoskærme, som bruges til at formidle krigen i DR Congo, der har varet siden 1998 og kostet mere end 5,4 millioner menneskeliv. På trods af de omfangsrige menneskelige lidelser ser man dog ikke sønderbombede storbyer i det congolesiske landskab.

Man må således forholde sig kritisk til hvilke funktioner, det har at sætte lidelser i ramme eksempelvis som her, hvor udstillingsformen skaber distance mellem beskueren og det beskuede.

Mosses erklærede intention med udstillingen er således at formidle krigens landskab på ny, hvorfor han har valgt at anvende en gammel fotografisk overvågningsmetode fra militæret, som transformerer de grønne og brune landskaber til lyserøde landskabsfotografier.

Fotografierne synes altså at udspringe af en undren over, hvordan naturen kan bevare sin tidsløse normalitet komplet umærket af menneskets krigsførsel mod sig selv.

Og kombinationen er både smuk og æstetisk effektiv. Man gyser uafværgeligt foran landskabsbillederne, som ved første øjekast ligner fiktion, men som ved nærmere eftersyn rummer detaljer fra et glemt hjørne af verden. Mere eller mindre tilfældigt byggede midlertidige beboelser vidner eksempelvis om den ustabilitet og konstante flugt, lokalbefolkningen lever med.

Men samtidig skaber farvepaletten en afstand til den virkelighed, som billederne er et forsøg på at dokumentere. Dermed bliver det muligt at falde for fristelsen til at beskue formidlingen af menneskelig lidelse som noget rent æstetisk.

Lidelsens æstetik

Samme problemstilling kommer i højere grad til udtryk i anden del af udstillingen, hvor en videoinstallation med en række projektioner af 16mm infrarød film overført til HD video gengiver billeder fra den congolesiske borgerkrig i skarpe lyserøde farver lige som på fotografierne.

Abrupte filmklip starter og slutter løbende umiddelbart uden kronologi eller sammenhæng på seks forskellige skærme: alskens paramilitære grupperinger på øvelse i lokale landsbyer, billeder af soldaternes mørke blikke, et lokalt talentshow med akrobater og modeller, køretøjer med bevæbnede mænd i byernes gader, udførelsen af hvad der ligner et lokalt, religiøst krigerritual samt efterladte lig på vejene - det hele i ét stort forvirrende sammensurium.

Om udstillingen står der i museets katalog: "Man sænker på umærkelig vis paraderne, fordi det hele foregår på et kunstmuseum - og er derfor så meget mere modtagelig og sårbar, når rædslen melder sig".

Men de mange skærme med fremmede ritualer, tomme blikke og klip af mænd i camouflage uden forklaring på, hvem de er, hvilken gruppering de tilhører, eller hvorfor de kæmper, gør, at man som besøgende blot betragter det skræmmende og umiddelbart fremmede i denne afrikanske konflikt uden indsigt i eller reflektion over, hvorfor det forholder sig således.

På trods af intentionen bliver funktionen atter engang, at ressourcestærke hvide museumsgæster bliver distancerede beskuere, som kan betragte og vurdere det afrikanske kontinents konflikter uden engagement, uden solidaritet men derimod kun som kunst.

Rædslen melder sig muligvis - men nok snarere over barbariets æstetik: det uhyggelige, det vi kan forarges over, det mørke Afrika og ikke over det egentligt rædselsfulde, nemlig årsagerne til konflikten og ikke mindst årsagerne til, at den fortsætter. Afrika er igen udstillet i al dets andethed.

Kunstens rolle

Det er veldokumenteret, at krigen i Congo drives frem af forretningshensyn og handler om at opnå kontrol over de metaller, som er så stor en del af vores hverdag i det globale nord. Krigen handler altså ikke bare om 'det mørke Afrika' men trækker lange blodige spor til dit og mit umættelige behov for flere og nyere produkter. Krigens høje tabstal er altså direkte forbundet med den eksplosive udbredelse af mobiltelefoner, der er helt afhængig af den coltan, som ligger i den congolesiske jord.

Man må således forholde sig kritisk til hvilke funktioner, det har at sætte lidelser i ramme eksempelvis som her, hvor udstillingsformen skaber distance mellem beskueren og det beskuede.

Udstillingen reaktualiserer således spørgsmålet om kunstens rolle. Tilskuerne til The Enclave kan meget vel have følt sig berørte af billederne, men som kritisk tænkende må det afgørende spørgsmål være, om kunsten fremmer aktiv solidaritet eller om den skaber afmægtig passivitet.

En genlæsning af den amerikanske filosof Susan Sontag ville måske være på sin plads på Louisiana. Sontag har netop gennem flere værker beskæftiget sig med den fotografiske distances problemstillinger:

"Så længe vi er medfølende, oplever vi ikke os selv som delagtige i det, der har forårsaget lidelserne. Med medfølelse proklamerer vi såvel vores uskyld som vores afmagt. I den forstand kan medfølelse (på trods af alle vores gode intentioner) være en skamløs - om ikke en malplaceret - reaktion. Måske skal den medfølelse, vi har for andre, der er plaget af krig og morderisk politik, erstattes med en refleksion over det forhold, at vores privilegier er lokaliserede på det samme kort som deres lidelser og måske - på måder som vi muligvis helst ikke vil forestille os - er forbundet med deres lidelser på samme måde, som nogens rigdom kan betyde andres nød. Men det er ikke en opgave, som pinefulde og bevægende billeder kan løfte; blot tilskynde". (Susan Sontag, Regarding the Pain of Others).

Den medfølelse,billedet som medium kan skabe, er altså ikke nok, hvis ikke vi bliver sat i stand til også at forstå de sammenhænge, som skaber lidelsen og forbinder den med vores egne liv.

Selvom kataloget proklamerer, at "The Enclave kombinerer dokumentariske og kunstneriske strategier i et rystende vidnesbyrd fra den glemte afrikanske tragedie", og de facinerende lyserøde landskaber står lysende klare i beskuerens hukommelse efter udstillingen, fremstår denne tragedie da også ligeså glemt som før, mens museumsgæsterne fortsætter til den næste kunstinstallation og kaffen i restauranten.