Tidligt om morgenen den 16. april 1945 blev borgerne i Berlins østlige kvarterer vækket af en fjern, rumlende torden. Kvinderne kiggede langsomt op fra deres murbrokker og lejligheder. Blikke var nok. De vidste alle, at den længe ventede sovjetiske offensiv var begyndt og at Den Røde Hær var på vej.

Bogen er blevet beskyldt for at "besudle tyske kvinders ære" og periodens mange seksuelle kollaboration for at overleve og hævnbaserede voldtægter var i mange år efter krigen tabu.

Fire dage senere, på Hitlers fødselsdag, begyndte en anonym 34-årig tysk kvind, uddannet journalist, at skrive dagbog. Det var den dag, at Berlin for første gang så slaget i øjnene og resultatet blev til den grusomme, gribende og usentimentale "En kvinde i Berlin" om en kvindes liv i byens murbrokker, hvor bomberne regnede ned over byens tilbageblevne fire millioner indbyggere, og sulten og angsten for de sovjetiske tropper fyldte hovedet og dagligdagen.

Bogen er skrevet som en slags selvterapi, for som der står i efterordet kan visse ting kun glemmes ved at fremsige dem. Bogen er blevet beskyldt for at "besudle tyske kvinders ære" og periodens mange seksuelle kollaboration for at overleve og hævnbaserede voldtægter var i mange år efter krigen tabu. Selv "allierede" forfatteren sig med en sovjetisk officer. Han betalte mad og beskyttelse, hun med…

Forfatteren, der i 20’erne besøgte Sovjetunionen og kunne noget russisk, hvilket på et tidspunkt redder en nabo fra voldtægt, skildrer på imponerende vis sine fæller i "kælder-klanen", det sære fællesskab overført fra livet over jorden i deres lejligheder til en huleboertilværelse i deres beskyttelsesrum. Trods bogens dystre miljø skildrer den også berlinernes sorte humor som vittigheden om, at optimister lærte engelsk og pessimister russisk.

"En kvinde i Berlin" udkom første gang i USA 1954 og i Danmark 1955. Den tyske udgave kom i 1959, og den skabte så meget furore, at forfatterinden ønskede at forblive anonym og frabad sig flere oplag, så længe hun levede. Efter hendes død blev bogen udgivet i 2003 og filmatiseret.

Bogen er svær at slippe og sværere ved at få ud af hovedet. Den ligner ikke nogen anden krigsdagbog, set som den er med ofrets øjne, med en kvindes perspektiv.