"Mellem Lys og Mørke" er titlen på den igangværende udstilling på Ordrupgaard med maleren Laurits Andersen Rings billeder og keramiske arbejder. Der er også nogle sparsomme indslag med hustruen Sigrid Kæhlers tegninger og akvareller, mestendels dekorationsforlæg til Næstvedfabrikkens keramiske produktion.

L.A.Ring er også den første egentlige arbejderskildrer herhjemme.

Udstillingen er den foreløbig sidste i rækken af portrætudstillinger med skildringer af tidens vigtige kunstnerægtepar fra slutningen af 1800-tallet og ind over århundredeskiftet til "Den ny Tid".

De tidligere viste udstillinger har omhandlet først det svenske kunstnerægtepar Carl og Karin Larssons liv og levned i det smålandske skov og søland, derefter fulgte fynske Anna og Fritz Syberg fra Fåborg, med fjorden og de store omkringliggende bakker. Så skildredes ligeledes fynske Johannes Larsens driftige virksomhed i og omkring det travle og gæstemyldrende kunstnerhjem i Kerteminde.

Sjælland i tåge og tø

Ingen anden maler har skildret den sjællandske del af vort land som L.A. Ring. Måske nok i sol og yndige, glade og lattermilde grønne dage; men landet Sjælland i tåge og tø, med pytter i de opkørte plørede veje, der møjsommeligt prøver at sno sig vej gennem landsbyens krogede gader, langs med de hvid eller gulkalkede gårde og rønner. Det emmer råt og fugtigt.

Dette har ingen anden dansk maler før Ring skildret så overbevisende og så umiskendeligt selvoplevet! Lugten ligger fladt over den sorte oppløjede jord. Vådt træs og fugtige kalkede længer og gavles ditto blander sig i sansekoret , akkompagneret af den hårde lugt fra vådt jern, og hvor den ramme, gylledampende mødding lægger bunden.

Der er ikke langt mellem hagl og slud i "denne del af landet" - VEJRLIG!

Denne "vejrpause" i arbejdet, nød Ring og hans fagfæller på den tid, håndværkere og arbejdsfolk, dog ikke godt af. Dette gode var endnu ikke tilkæmpet af arbejderklassen. Den arbejderklasse L.A. Ring jo selv var født ind i, tilhørte og vedkendte sig.

En maler fra arbejderklassen

Laurits Andersen fødtes 1854 i landsbyen Ring på Sydsjælland. Hans far var hjulmager, og som knægt gik Laurits til hånde i faderens værksted. Han kom som 14-årig i malerlære hos en lille mester i Præstø. For ham arbejdede han under usle kår i 4 år, indtil han som svend skulle ud og prøve på egen hånd. Hans afskedsord fra den gamle mester lød i al sin gribende enkelhed: "Nå, nu må du jo så ud og se, om du kan få lært noget"!  

Laurits havde nu fået lært en hel del. Han havde sammen med mester haft en del opgaver med at restaurere og vedligeholde mange af egnens store herregårde, og her havde han stiftet bekendtskab med malerkunsten, gennem godsernes ofte store malerisamlinger. Og dette møde, foruden de mange dekorationsopgaver han fik i opdrag at udføre, bidrog samlet til at forme hans beslutning om at forsøge sig med kunstnervejen.

Rings uforlignelige styrke

Han søgte ind på Kunstakademiet, kom også ind; men det fremmede miljø, den strenge akademiske skoling, var ikke lige ham. Ring var ingen stjerne ud i tegningens kunst. Hans tegning forblev livet ud, usikker og en anelse kejtet. ( "- at tegne som en Ring ", var ingen kompliment! ) Han var heller ingen født mester i perspektiv og plantegning. Han måtte slide sig til det.

Rings uforlignelige styrke var og er, hans sanddruhed, hans oprindelighed og ubestikkelige ægthed. En urkraft som trænger igennem, og når den, der er rede, betragter den dag i dag! Ingen fifleri, eller nemme "københavnertricks" her!

Så efter nogle få år på akademiet, med flere, mere eller mindre frivillige, "kunstpauser", tog han tilbage til sin sydsjællandske fødeegn for at arbejde her, både med sin kunst og for, som bygningsmaler, at kunne tjene til dagen og vejen.

To gange Andersen

På Kunstakademiet havde han mødt og indledt et venskab med en anden malersvend med kunstnerdrømme, nemlig fynske Hans Andersen fra Brændekilde.

Herefter blev det så: Andersen fra Ring og Andersen fra Brændekilde - BASTA !

Det var Andersen Brændekilde, der senere skulle introducere Ring for familien Kæhler, og hele kredsen omkring den navnkundige keramiske fabrik i Næstved.

Dette møde, der fandt sted i 1896, skulle afgørende komme til at ændre L.A. Rings liv og kunst.

Ring havde indtil dette møde med den over 20 år yngre Kæhler-datter, Sigrid, været tynget af et mørkt livssyn. Dette tungsind havde naturligt virket ind på hans egenartede kunst; hans motiver, kompositioner og hele palet. Hans dæmpede farvevalg og mesterlige brug af jordfarverne i alle valører er uovertruffen og formidler indholdet og stemningen i hans billeder fra den tid på fornemste vis. Det er vemodige billeder.

Men Ring skildrede ikke kun gråstemte landskaber og nedslidte landsbyer, iblandet tyste interiører fra egnens simple bondestuer. Heriblandt et uforglemmeligt portræt af bedsteforældrene i deres lille stue. Dette er før "moderne tider" ta´r sin begyndelse!

Skildrer arbejdere

Ring er også den første egentlige arbejderskildrer herhjemme. I lighed med malervennen, H.A. Brændekilde, fandt han et forbillede hos den store franske realistiske og  socialistiske maler Jean-Francois Millet. Dennes billeder af det franske landproletariat og det arbejdende folk havde gjort et uudsletteligt indtryk på dem begge. - Af uransagelige grunde er netop denne side af Rings samlede produktion ikke medtaget på nærværende udstilling. Besynderligt!

Både Ring og Brænde kilde levede begge deres tidlige ungdom i 1870érne under konseilspræsident Estrups kuplignende diktatur. Hans ultra højreregerings provisoriske love var de oprørte over, og ligesom den gryende, bevidste husmands og arbejderbevægelse, var de aktivt imod svineriet. På grænsen til det militante.

Det fortælles, at Ring på denne tid ikke bevægede sig langt omkring uden at være i selskab med en revolver!  

Om den var til eget brug mod tungsindet, - eller den skulle fyres af mod Estrup får stadig stå hen, intet vides med sikkerhed.

Vi ved derimod, at den på et tidspunkt påtænkte og så småt planlagte rejse til Amerika, eller måske var det en flugt, da Ring havde et langt brydsomt og ugengældt kærlighedsforhold til en yngre kvinde fra det højere københavnske Borgerskab, blev endeligt skrinlagt, grundet forelskelsesmødet med Sigrid Kæhler.

Farvel til mørket

Lyset fik nu indpas i Laurits Andersens liv. Hans kunst ændredes, og motiverne blev nu mestendels fundet indenfor hjemmets fire vægge. Det nære og trygge. Det hyggelige familieliv, optagetheden af hjemmets fredelige sysler indtager nu hans billedflader. Der kommer flere farver til, og uden at blive "kulørt", kommer der nu også mere lys i hans skilderier. Ikke mindst hans landskaber får lys over landet. Der kommer vårgrønne enge, med blå, blå kornblomster og gule kabbelejer også. Ovenover det hele flyver der en ivrig blåkølig og solskarp tidlig forårshimmel.

Nye steder. Nye Tider. År 1900 er netop malet ind. – Blank og stille ligger fjorden foran dig.