En ny film om den kontroversielle danske USA-ambassadør under Anden Verdenskrig, Henrik Kauffmann, har nu premiere med Christina Rosendahl som instruktør.

Kauffmanns snak om "det danske folk" og om patriotiske "soldater og officerer" kunne være modstillet fakta om de virkelige modstandskæmpere.

Henrik Kauffmann var ambassadør i Washington, da Danmark blev besat af Nazityskland 9. april 1940. Samme dag meddelte han, at han ikke længere ville følge ordrer fra den danske samarbejdsregering - "en ufri dansk regering".

Kauffmann førte herefter sin egen udenrigspolitik i sit eget og det danske folks navn. Det kulminerede præcis ét år senere, da han underskrev en aftale, der gav USA ansvaret for forsvaret af Grønland med ret til at etablere militærbaser.

Fyret af samarbejdsregeringen

Han blev efterfølgende både fyret og anklaget for landsforræderi. Den danske samarbejdsregering kaldte aftalen "ugyldig" og "et brud på folkeretten".

Hverken denne regering eller befrielsesregeringen fik oplyst, at aftalen på papiret var tidsubegrænset.

De socialdemokratisk ledede regeringer hældede i tiden før 9.april i retning af militær neutralitet eller et nordisk forsvarsforbund, men accepterede snart Kauffmanns aftale. Han blev ved sin hjemkomst i 1945 både minister uden portefølje, Ridder af Dannebrog, og han fortsatte som ambassadør og var hovedaktør i tilslutningen til NATO og FN.

Rosendahls fascination

Instruktøren Christina Rosendahl kalder i foromtalen ganske vist Kauffmann "en dekadent opportunist, der sørger for at tage, hvad han vil have", men også for en "vild, modig og overrumplende karakter", og at Kauffmann "er for mig et af det 20. århundredes store politiske genier". "Han bryder konventioner og love, gør sig til landsforræder og risikerer alt, fordi han insisterer på sin vision om internationalt samarbejde".

Lige så draget er hun af hans amerikanske kone, Charlotte, og billedet af "kvinden, der står bag". Rosendahl vil gerne "dybere ind i psykologien i historien". "Også de store personligheder handler ikke i et vakuum. Deres beslutninger er påvirket af deres nærmerste", som "skal leve med konsekvenserne. Derfor er kvinderne og børnene centrale", og filmen er også "en fortælling om det levede liv".

Hustruen Charlotte Kauffmann, spillet af Denise Gough, fremstår som dybt fascineret af sin mand som magtmenneske.

Katalin Vermes / © 2020 Nimbus Film

Rosendahls film er ifølge rulleteksterne "inspireret af begivenheder i det virkelige liv". Hvad der er lagt til og trukket fra, er derfor usikkert.

Der lægges dog ikke skjul på, at Kauffmann i kraft af USAs Grønlands-interesse både spekulerer i danske statsobligationer, får adgang til de udsmuglede danske guldreserver og bruger midler herfra til at finansiere egen udenrigspolitik, eget luksusforbrug og finansielle interesser. Det samme gælder indtægter fra kryolitminen i Grønland. De lokale danske administratorer i Grønland, landsfogederne, betragtes som nikkedukker.

De bonede gulve

Hvori består så fascinationen af Kauffmann og hans families "levede liv", de psykologiske mekanismer og kvindernes rolle?

Svaret blæser i vinden. Med mindre man taler om de mønstre, der styrer borgerskabets liv. Overklassens tilværelse er i den henseende meget realistisk beskrevet. Kauffmann er et magtmenneske, hans fremtræden mimisk og gestaltmæssigt nærmest på automatpilot.

Hans kones fascination fremstår som en tiltrækning til et magtmenneske, og hendes dramatiske ture dikteret af jalousi på grund af hendes søsters forhold til Kauffmann. Dette er også styrende i hendes angiveligt "stålsatte" støtte til hans politik og er muligvis udslagsgivende, da hun i 1963 tager livet af den kræftsyge mand og sig selv på Skodsborg Badesanatorium.

Historien om Danmarks fortsatte omfavnelse af USA er ufortalt.

Lydsporet fra tyske fly over Danmark larmer, mens Kauffmann-familien boltrer sig i og omkring swimmingpoolen på billedsiden. Det er et af flere effektive greb til belysning af højborgerskabets liv. Sammen med drinks, champagne-skåleri og hysteriske kvindeskrål over stoneface-Kauffmanns formodede og sikkert virkelige eskapader. Og så de lidt forskrækkede og meget forkælede børn.

Ønsker man et portræt af borgerskabets liv på de bonede gulve, er det et hyper-realistisk, næsten satirisk, indslag Christine Rosendahl har begået. Og dette selv om hun vist tilstræber en indforstået "feministisk" tilgang til (pseudo)dramaet. Resultatet er alligevel to timers kedsomhed.

En forspildt chance

Hvis Rosendahl havde brugt "virkelige begivenheder" som inspiration, kunne hun for at for at bringe lidt kød og drama i historien have klippet til – eller refereret til – andre historiske begivenheder og aktører dengang.

Kauffmanns snak om "det danske folk" og om patriotiske "soldater og officerer" kunne være modstillet fakta om de virkelige modstandskæmpere, der satte livet på spil, om antifascistiske Spaniens-frivilliges arrestation ved hjemkomsten til Danmark, om arrestationenen af over 300 kommunister og det grundlovsstridige forbud mod DKP, hvilket altsammen fandt sted før USA overhovedet gik ind i krigen.

Lad så være de såkaldte Allieredes forhåbninger om Nazitysklands militærindsats mod Sovjetunionen, den langvarige afvisning af at åbne en anden front, og den titusind-tallige Danske Brigades afventning på indsats i Danmark til efter befrielsen.

Ønsker man et portræt af borgerskabets liv på de bonede gulve, er det et hyper-realistisk, næsten satirisk, indslag Christine Rosendahl har begået.

Gennem otte år var Kauffmann også ambassadør i Peking, før han kom til USA. Næppe et ord om hans færden under den massemorderiske Chang Kai-sheks regime. Historien om Danmarks fortsatte omfavnelse af USA er ufortalt. Men blot en antydning af fortidens politiske spil kunne have gjort Kauffmann-projektet virkeligt aktuelt.

Ulrich Thomsen spiller Kaufmann og Mikkel Boe Følsgaard hans unge følgesvend, landretssagfører Poul Bang-Jensen. Det er gode skuespillere på håbløse opgaver. Skematiske replikker og gestalter. Det samme gælder de øvrige spillere, måske med undtagelse af Henry Goodman som præsident Roosevelt, mens Nicholas Blane som Churchill og Søren Sætter-Lassen som samarbejdsregeringens mand i København er rene karikaturer.