Terrorhændelsen i Frankrig, som hidtil har krævet 17 menneskersliv (plus terroristernes) fylder os med vrede, afsky, sorg og rædsel. Vrede over terroristernes angreb på den ytringsfrihed, som er en grundpille i det, vi opfatter som en civiliseret verden.

Afsky over fanatikernes totale foragt for menneskeliv, når de henretter fuldstændigt uskyldige mennesker. Sorg over de myrdede journalister og de dræbte blandt gidslerne og deres pårørende. Og rædsel over tanken om, at denne type angreb måske er en del af den fremtid, der venter os.

Når de første reaktioner på de bestialske mord har lagt sig, burde der måske også findes tid til eftertanke og plads til et større perspektiv.

Måske skulle vi i formålet med vor vrede også medregne de skånselsløse militære angreb på lande som Afghanistan, Irak og Libyen, som har dræbt hundredtusindvis civile og hvor mennesker tvinges til at leve uden elektricitet, uden vand, uden sundhedspleje eller undervisning, hvor kvinderne ikke vover at forlade deres hjem og hvor etniske modsætninger truer med at rive landene fra hinanden. Demokrati og ytringsfrihed er dér uopnåelige luftkasteller i et landskab hærget af sygdom og vold.

Måske var det også muligt i vor afsky at medregne de fængsler og ukendte torturlejre som Baghran-basen i Afghanistan, Abu Ghraib-fængslet i Irak og fængslet på USA's Guantanamo-base i Cuba – for blot at nævne de mest kendte – hvor mennesker, som vi betragter som en trussel for os, udsættes for de mest udspekulerede grusumheder.

Og måske kunne vor sorg også kunne gælde de civile i Pakistan og Yemen, som faldt som ofre for vilkårlige angreb eller de kvinder og børn i Gaza-striben, som brændes levende af de israelske fosforbomber. Og muligvis kunne rædslen også vække vor medfølelse med de indbyggere i eksempelvis Syrien og Irak, som er værst udsatte for den islamistiske terror, og som hver dag tvinges til at leve i den virkelighed, som vi nu frygter.

Vi burde også kunne mindes de spirende demokratibevægelser, som efter Anden Verdenskrigs afslutning opstod i Iran, Irak, Syrien, Egypten, Tunesien og Algeriet, og hvordan de med hensynsløs brutalitet blev ofret af det, der dengang blev kaldt "den frie verden" til fordel for den billige råolie som bestukkede muslimske tyranner stillede til rådighed. De despoter, som nu i en historiens ironi er de største bidragsydere til den islamistiske terror. Og når vi med rette er rædselslagen over Islamisk Stats offentlige halshugninger af modstandere, burde vi ikke glemme, at samme offentlige halshugninger finder sted i Saudi Arabien, en af Vestens mest trofaste allierede.

Og her i Sverige, hvor vi nu alle er Charlie og løfter vore penne til forsvar for ytringsfriheden, er det ikke længe siden, at man forfulgte, hånede og stemplede Lars Hillersberg som antisemit, en kunstner der arbejdede i nøjagtig samme tradition som Charlie Hebdo, og som vi nu hylder.

Må vor vrede, vor afsky, vor sorg og vor rædsel ikke lamme os eller gøre os tavse. Men vi må heller ikke lade disse følelser forblinde os.

I Expressen (19. januar 2015) hidser Gunnar Hökmark sig op over Jan Myrdals store pris, "Leninpriset", som jeg i år er tildelt. Jan Myrdal er en af de forfattere, der har betydet mest for mig i mit liv. Det er også Sven Lindqvist. Mattias Gardel var en af de første i Sverige til at advare om den udbredte anvendelse af tortur i "krigen mod terrorismen". Maj Wächselmann er svensk dokumentarfilms Store Dame, og Roy Andersson er en af Sveriges internationalt mest kendte instruktører. Maj Sjöwall og Jan Guillou tilhører vore mest læste forfattere. Jan Guillou er desuden en af vores skrappeste debatører. Alle har de modtaget Jan Myrdal-selskabets store pris.

Sammen med Eija Hetekivi Olsson, Martin Schibbye, Jenny Wrangborg, Gabriela Pichler og Kajsa Ekis Ekman danner de en slags kunstens kommandosoldater i stadig kamp mod magthavere og samfundselite.

At Lars Diding, der bestemmer musikken, har opkaldt den store pris efter Lenin og den mindre efter Robespierre, er naturlgvis en provokation. Og netop provokationen er jo, som vi har lært af den seneste tids rædselsfulde begivenheder i Frankrig, en uundværlig del af demokratiet og det åbne samfund.

At få tildelt denne pris og at tilhøre denne lysende skare er en ære!

Mikael Wiehe, Aftonbladet den 21. januar 2015